---

»Måske er det ikke blot på trods af, men også på grund af sin herkomst i havdybet og den fremmedartede fremtoning, som digtere og billedkunstnere har fastholdt, at havfruen i så høj grad hører hjemme i den poetiske hjerterod af dette land, der netop i så mange henseender er og bliver et havland.« (Engelbreth: Danmark er en kvinde)

---

DF2 Nyhederne?

Nedenstående klumme er trykt i Politiken:

Der har rejst sig et politisk stormvejr mod TV2's Kaare R. Skou, fordi han har røbet, at det var Forsvarsministeriet, der selv lækkede fortrolige oplysninger om udsendelsen af danske jægersoldater til Irak i 2007 – »fyr ham!«, kræver Venstres Peter Christensen, skønt han ikke engang har navngivet sin kilde. Sådan reagerer magtfuldkommen arrogance på en fri presses afsløring af et betændt magtspil.

Helt anderledes tavs var magtens mænd, da TV2 Nyhederne kort forinden havde foræret Pia Kjærsgaard en gevaldig håndsrækning af nyhedsforvrængning. Det var i de dage, hvor kritikken af partiet kulminerede efter Langballes seneste propaganda mod landets muslimer, indtil TV2 smed to hjælpende nyhedstrumfer, hvoraf den første omhandlede en muslim med aftrækkerfingeren på en farlig SMS, der truede nationens sikkerhed ...

Men lad os kort opridse situationen, som nyheden om den uhyggelige SMS fik vendt op og ned på: Lars Hedegaard havde som bekendt påstået, at muslimske piger over en bred kam bliver »voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far«, at »massevoldtægt« er en decideret »ret« i islam, og at muslimer i øvrigt ikke kender til »dårlig samvittighed«, fordi de jo i modsætning til sandhedsvidner som Hedegaard slet ikke opdrages til at tale sandt. Langballe, der heller ikke just er nuancernes eller redelighedens røst, fremturede så i kølvandet på denne vulgære propaganda, at »sandheden i stedet synes at være, at de [muslimske fædre] nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) – og i øvrigt vender det blinde øje til onklernes voldtægt«.

For en gangs skyld stod politikere fra begge fløje i kø for at tage afstand – bortset fra Dansk Folkeparti, hvor Pia-uld-i-mund skyndsomt fik forvandlet sin første reprimande til Langballe til en substantiel opbakning, for derefter atter at danse velvilligt efter Tidehverv-fætrenes pibe.

Den 24. januar kunne TV2 imidlertid lancere en fantastisk tophistorie, som gav partilederen et hårdt tiltrængt pusterum: Hamid El Mousti (socialdemokratisk medlem af Borgerrepræsentationen) havde sendte en SMS til 300 kontakter, hvor han tilskrev den danske regering samme holdning som Langballe.

Det var omtrent så dumt og forkert, som det var fuldkommen ubetydeligt.

Men ikke desto mindre blev denne ubetydelige SMS ophøjet til hovedhistorie en hel aften i TV2 Nyhederne. Man fandt sågar en talsmand for Udenrigsministeriet, der sandelig var overordentlig bekymret (TV2 lod naturligvis ikke en kritisk røst komme til orde om 'truslen'), og nyhedsfladen emmede pludselig af alarmistisk opstandelse.

Helt absurd, i betragtning af at alverdens medier selvfølgelig allerede i forvejen har korrespondenter, diplomater og kontakter, der læser danske aviser og ser dansk tv, og for hvem en perifer SMS fra en perifer person er en dråbe i informationshavet om Dansk Folkepartis berygtede antimuslimske gøren og laden. Og skulle statsministeren imod al sandsynlighed være nødsaget til at afværge en misforståelse om regeringens holdning til Langballe, ville det kunne klares på ca. 30 sekunder (ganske som Anders Fogh Rasmussen, der i august 2006 fastslog over for omverdenen, at Dansk Folkepartis Ungdoms sommerkonkurrence, hvor profeten Muhammed blev hånet som en øl-drikkende og urinerende kamel, på ingen måde repræsenterede Danmark).

Alligevel blev en ligegyldig SMS fra en indflydelsesforladt ex-politiker til en tophistorie og karikaturkrise-potentiale for fuldt drøn i TV2. Og så fik vi jo også en muslim i skurkerollen i Langballe-sagen – pyha!

Men tro ikke, at det sluttede her. TV2 spillede samme aften sin anden trumf, som kunne understøtte SMS-truslens apokalyptiske nyhedsværdi: En ung pige havde begået en hyldest-video til Kurt Westergaard, og nu modtog hun hademails. Historien skulle illustrere fænomenet »hadegrupper«, og TV2 hjalp behændigt videoen på vej via deres egen hjemmeside.

I indslaget hørte vi om tre hadegrupper på Facebook: En hadegruppe mod Kjærsgaard, en hadegruppe mod Westergaard og en hadegruppe mod Slagelse Politi.

Ingen grund til at fremdrage de utallige hadegrupper mod islam og muslimer eller vise repræsentative eksempler på det racistiske had, som flere af disse driver af – nej, det var jo den 'farlige muslimske SMS', der skulle sættes i perspektiv, ikke sandt?

Vi fik derfor heller intet at vide om, at hyldestvideoen er lavet af en ualmindelig begejstret Pia Kjærsgaard-fan, der gladelig optræder i t-shirt fra DFU – hun fremstod derimod som en tilfældig frisk pige på 17 år. Vi fik intet at vide om, at hun selv er medlem af hadegrupper, f.eks. Facebook-gruppen »Støt politiet – De autonome skal dø«.

Det ville måske også få propagandakanonens ammunition – SMS-truslen mod nationens sikkerhed – til at fremstå i et lidt mere afdæmpet lys? Og det var der jo ingen grund til en aften, hvor TV2 Nyhederne var forvandlet til DF2 Nyhederne, vel?

Rune Engelbreth Larsen, 7.2.2010
> Indlæggets permalink

---

Til lykke, Carsten Jensen

»Jeg sagde, at i et demokrati skulle der være plads til alle. De nikkede, og jeg vidste, at de tænkte på sig selv. Jeg sagde, at minoriteter og anderledes tænkende også havde rettigheder. De nikkede igen, og jeg vidste, at de stadig tænkte på sig selv.« (Carsten Jensen: Jeg har set verden begynde).

Forfatteren og kritikeren Carsten Jensen har velfortjent modtaget Olof Palme-prisen for sin »humanisme, fornuft og tro på fremtiden«, men den danske presses reaktion på nyheden fik mig til at tænke på ovenstående passage, hvor Carsten Jensen beskriver en tale, han i sin tid holdt blandt en gruppe hårdkogte kosakker.

Her tænker jeg ikke på den umiddelbare iagttagelse, der ligger i citatet: at ingen selvfølgelig er så ivrig fortaler for (egne) frihedsrettigheder som den undertrykte, og at dette kan komme selektivt til udtryk som et ensidigt krav til det øvrige samfunds rummelighed over for én selv, mens undertrykkelses- og eksklusionsmekanismerne imidlertid blot risikerer at blive vendt mod nye ofre.

Jeg tænker derimod på overskrifterne på pressehistorien, der blev bragt om prisuddelingen i samtlige aviser og elektroniske nyhedsmedier i Carsten Jensens eget land, og som bedyrede, at han havde fået prisen for sin »kritik af Danmark«. Jeg tænker på opfølgningshistorien, der handlede om det ramaskrig, som fulgte på visse internet-blogs og debatfora, hvor nyheden blev mødt med forargelsens foragt mod »landsforræderen« og »det totalitære Sverige«, hvilket blev sammenkogt til overskriften: »Læsere koger af vrede over Carsten Jensen.«

De 'læsere', der kogte af forargelse over, at en dansk kritiker havde fået en prestigefyldt pris i Sverige, videreførte imidlertid bare den 'debatkultur', som i forvejen styres af højreradikale miljøer og fylder uforholdsmæssigt meget på internettet sammenlignet med den øvrige samfundsdebat, men af samme grund heller ikke udtrykker nogen som helst respons, der er repræsentativ for nogen bred »læserskare«.

Men den danske pressevinkling fik altså præsenteret prisuddelingen som betinget af forfatterens »kritik af Danmark«, frem for eksempelvis hans »kritik af landets magthavere« eller kvaliteten af hans analyser og relevansen af hans virke i den offentlige debat i almindelighed, hvilket lige gav budskabet den drejning, at Jensens ærinde er et angreb på »Danmark«, på »os alle« – og at han af alle steder selvfølgelig blev belønnet netop i Sverige …

Derfor blev ikke-historien om de højtråbende, men marginale højreradikales raseri også opgraderet til generelle »læsere«, og på baggrund af dette urepræsentative segment kunne vi så forstå, at prisoverrækkelsen i bedste fald vist nok 'delte vandene'?

Carsten Jensen må føle sig hensat til kosakkernes midte igen – det er samme reaktion. Forskellen er blot, at herhjemme dominerer denne indstilling ligefrem majoritetssamfundets konsensus: Rettigheder? 'Ja tak,' og der nikkes og tænkes på egne rettigheder – men asylbørnene og muslimerne er selvfølgelig en ganske anden historie.' Magtkritik og samfundskritik? 'Ja tak, så længe det er kritik af andre landes magthavere og andre samfund.'

Men vov ikke at ytre ét kritisk ord om forholdene i Danmark til udlandet; så er ingen hæder mere værd, end at substansen let kan bagatelliseres eller ligefrem fortegnes til udtalt eller uudtalt landsfjendtlig virksomhed.

Så når Carsten Jensen hædres for at kritisere en dominerende flertalsmentalitet, en bredt accepteret fordomsfuldhed og et hævdvundet snæversyn, som magten og majoriteten lægger for dagen, så stivner smilet, og forfatterens saglige bevæggrunde bliver mindre interessante end budskabet i den mistænkeliggørende journalistiske servering: Det er sgu nok bare, fordi han kritiserer »Danmark«, ikke sandt?

Derfor – når nu andre har så vanskeligt ved at sige det, så lad det da i det mindste blive sagt her: Til lykke, Carsten Jensen. Prisen er absolut velfortjent for kvaliteten og dybden i en magtkritik, der i virkeligheden primært er et kærkomment forsvar for det trængte Danmark – det rummelige og humanistiske Danmark.

Rune Engelbreth Larsen, 5.2.2010
> Indlæggets permalink

---

Antimuslimske paralleler til antisemitismen

Jesper Langballe er blevet politianmeldt af Hørsholms tidligere konservative borgmester Uffe Thorndahl for de negativt generaliserende udtalelser, han har fremsat om muslimer, og flere fremtrædende borgerlige har meldt sig ud af Trykkefrihedsselskabet oven på Lars Hedegaards påstande om, at muslimske fædre over en bred kam voldtager deres døtre.

Apropos diskussionerne om Lars Hedegaards og Jesper Langballes stigmatiserende udtalelser om muslimer har Jydske Vestkysten bragt en større artikel om de mulige paralleller mellem vor tids antimuslimske retorik og nazisternes antisemitiske propaganda, hvor Joachim Lund, Henrik Jøker Bjerre, Niels Kraus-Kjær, Lotte Hansen og undertegnede kommenterer tendensen:

- Dansk Folkeparti er på ingen måde et nazistisk parti, men deres retorik gør brug af så brede og negative generaliseringer, at virkemidlerne er ganske parallelle med dem, vi kender fra den antisemitiske propaganda i 1920ernes og 1930ernes Tyskland. At kalde islam for "pest", som både Jesper Langballe og Søren Krarup har gjort, er en typisk metafor, som nazisterne brugte om jødedommen, siger Rune Engelbreth Larsen til Jydske Vestkysten.

Og han er ikke alene om at have denne holdning. Siden Jesper Langballes debatindlæg i Berlingske Tidende i sidste uge, hvor han blandt andet anklagede muslimske fædre for at slå deres døtre ihjel eller lade dem blive voldtaget af deres onkler, er det fra flere sider blevet bemærket, at Dansk Folkepartis ytringer om muslimer kan sammenlignes med nazisternes antijødiske propaganda. (...)

Joachim Lund er Ph.D. og historiker med speciale i dansk politisk kultur. Han mener, i tråd med Uffe Thorndahl, at ser man bort fra Holocaust, så kan man sagtens sammenligne den retorik, som blev brugt af nazisterne med Dansk Folkepartis:

- Jeg mener, der er klare paralleller mellem det, der foregår i øjeblikket og til Nazi-Tyskland, hvor der skete en stigmatisering af jøderne med klare populistiske formål: Også nu udpeger man en bestemt befolkningsgruppe og pådutter den en masse ting, som ikke har hold i virkeligheden, forklarer Joachim Lund, som til daglig er lektor ved Copenhagen Business School. (...)

Heldigvis har der været en lang periode efter krigen, hvor vi var prægede af erfaringerne fra Holocaust, hvor den slags angreb på enkelte befolkningsgrupper var ildeset. Men at det pludselig er blevet stuerent at have et regeringsbærende parti, der udtaler sig sådan om sine medmennesker, har vi ikke set før nu, mener Joachim Lund, som får støtte i sine holdninger fra filosof Henrik Jøker Bjerre.

- Dansk Folkeparti tillægger enhver muslim en bestemt, teologisk essens. Derfor synes jeg sagtens, at man relativt ukontroversielt kan sige, at de har den evige muslim, som nazisterne havde den evige jøde, siger Henrik Jøker Bjerre, der er Ph.D. i filosofi og videnskabelig assistent på Idehistorie ved Aarhus Universitet. (...)

- De befinder sig på et metafysisk plan, hvor man ikke argumenterer med statistikker og konkret viden. Derfor kan man aldrig indhente Dansk Folkeparti. De giver udtryk for, at de har adgang til en hemmelig viden om, at der er noget galt med muslimer, som andre ikke kan argumentere imod. (...)

Den politiske kommentator Lotte Hansen har bemærket, hvordan tonen i dansk politik over for muslimer er blevet skarpere og skarpere. At ingen tidligere har turdet irettesætte Dansk Folkeparti for at føre an med denne hårde tone, skyldes blandt andet, mener Lotte Hansen, at daværende Poul Nyrup Rasmussen for snart ti år siden tabte på at sige, at Dansk Folkeparti ikke er et stuerent parti. (...)

Niels Krause-Kjær er journalist og politisk kommentator for blandt andre Berlingske Tidende. Han synes, det er forkert at smide nazi-kortet om Dansk Folkeparti. Det giver nogle associationer, som ikke har nogen relevans for dansk politik i dag:

- Det har ikke noget at gøre med, om hvorvidt man ryster på hovedet over de ting, der bliver sagt. Men det er ikke en fair sammenligning, slår han fast, men tilføjer så samtidig, at han i høj grad mener, at Dansk Folkeparti er alt for generaliserende, når de omtaler muslimer:

Det, Dansk Folkeparti gør, er ødelæggende for debatten, fordi det bliver så skingert og generaliserende. Men at hive det bagtæppe ned, der hedder 1930erne, mener jeg er helt forkert, siger Niels Krause-Kjær. (...)

Rune Engelbreth Larsen understreger, at Dansk Folkeparti ikke kun er islamkritisk for stemmernes skyld:

- Partiets toppolitikere mener naturligvis, hvad de siger. Det er ikke bare en valgstrategi. Det er såmænd et ganske ærligt parti, og derfor ser du heller aldrig Krarup eller Langballe tage afstand fra det, de selv har sagt, eller trække noget tilbage. Til nøds kan de presses til at sige, at de er blevet misforstået, eller at de har udtrykt sig lidt "kluntet", som Langballe sidst har indrømmet, men indholdet i udsagnene får jo lov til at blive stående uberørt, og derfor bevares propagandaeffekten altid til det sidste, siger Rune Engelbreth Larsen.

Jydske Vestkysten, 31. januar 2010

Læs også: Antisemitiske og antimuslimske propaganda-mekanismer

Rune Engelbreth Larsen, 3.2.2010
> Indlæggets permalink

---

Online: Modstandsradioen Danmarks Løver #02

Modstandsradioen Danmarks Løver #02 kan nu høres online og ser bl.a. nærmere på ytringsfrihed og selvcensur med udgangspunkt i tidl. JP-redaktør, Carsten Juste: "Vi krænkede gang på gang Kurt Westergaards ytringsfrihed. Det er en kommerciel vurdering, og selvcensur udøver vi hver eneste dag." Meget mere via Den 2. Radio: Modstandsradioen Danmarks Løver

Rune Engelbreth Larsen, 1.2.2010

---

Filmanbefaling: Lad den rette komme ind

Den svenske film Lad den rette komme ind er ikke blot en af de mest originale vampyrfilm, den er også blandt de smukkeste.

Der er ingen grev Dracula, sådan som i de mange betagende filmatiseringer af Bram Stokers udødelige klassiker, f.eks. Werner Herzogs remake af 1922-klassikeren Nosferatu (1972) og Francis Ford Coppolas Dracula (1992), der hører til blandt mine egne favoritter i genren.

Det er heller ikke en film, der på nogen måde minder om den vampyr-bølge, der har fænget i populærkulturen i de senere år, først og fremmest Stephenie Meyers populære Twilight-bøger og Charlaine Harris' True Blood - nej, Tomas Alfredsons prisbelønnede film er sin helt egen.

Her er vampyren den 12-årige pige Eli, som ganske vist har været 12 år "meget længe", som hun siger, og som nok lever op til nogle af populærkulturens klassiske vampyr-myter, men alligevel ligger uendeligt fjernt fra den østeruopæiske greve eller de amerikanske fotomodeller med hugtænder.

Hendes uundgåelige appetit på menneskeblod fører til nogle makabre mord i en stockholmsk forstad anno 1982, men hun kaster også sin beskyttende kærlighed på den 12-årige Oskar - en lidt indesluttet og genert dreng, der bliver mobbet af en ondskabsfuld klike.

På mange måder kan Eli ses som en særlig påtrængende variant af den såkaldte fantasi-kammerat, eller måske et voldsomt billede på Oskars frustrerende kamp for at komme ud af offerrollen. Men selv om sådanne tolkninger er oplagte, er filmen slet og ret en god historie om kærlighed; godt nok ikke nogen særlig 'almindelig' kærlighed, men deri består også dens poetiske værdi.

Den iskolde og snehvide vinter, der hviler over det sociale boligbyggeri med gråbrun 1980'er stemning, er en stærk æstetisk kontast til pigens blodrøde appetit og den spirende kærlighed de to børn imellem. Det er smerteligt gribende, til tider med et nærmest sublimt visuelt udtryk.

Denne sælsomme romance udmønter sig i et overmenneskeligt mod og en ditto styrke, der bliver Oskars allierede og naturligvis sprænger alle socialrealistiske konventioner og gør drøm og lidenskab til både skjold og våben.

De bærende roller er udtryks- og følelsesmæssigt krævende, men spilles mere end almindeligt overbevisende og enigmatisk af både Lina Leandersson (Eli) og Kåre Hedebrant (Oskar).

En i alle henseender fascinerende film om viljen og modet til at turde være sig selv, malet i en blodrød poesi - og først og fremmest om kærlighedens magt, hvis man tør invitere den ind.

Amor vincit omnia - husk det nu.

Rune Engelbreth Larsen, 1.2.2010
> Indlæggets permalink

---

> JANUAR 2010