Vi er nok mange, der trækker på smilebåndet af de værste hofteskud fra USA's Tea Party og deres kontravidenskabelige nonsens, hvor saglighed og redelighed er en by i et fjernt Europa. Vi er nok også en del, der har fundet det temmelig komisk, når Donald Trump tweeter tordnende mod det amerikanske valgresultat som »afskyvækkende uretfærdighed« og kræver en protestmarch mod Washington. Proportionerne og redeligheden er så lattervækkende, at man bliver helt tryg ved niveauet i dansk politik.
Og dog.
For så er vi der igen. Tilbage i den bizarre og proportionsforvrængende 'kulturkrig', hvor muslimer hævdes at islamisere det kristne fædreland til ugenkendelighed.
Eller med Martin Henriksens ord: »Der er, uanset hvordan man end vender og drejer det, en konflikt mellem muslimsk kultur og dansk kultur, og hvis ikke vi tager kampen op, så mister vi endnu mere af vores kultur.« (Ekstra Bladet, 7.11.2012).
De Konservatives Tom Behnke istemmer: »Hvor er det dog usmageligt og mangel på respekt for danske traditioner og dansk kulturarv.« (BT, 7.11.2012).
Hvad er der dog sket? Er Den lille Havfrue i nattens mulm og mørke blevet erstattet af en skulptur af en tilhyllet kvinde i burka? Har Islamistisk Folkeparti fået vedtaget en tvungen skæglængde for alle offentligt ansatte?
Nej. Dét, som for Henriksen er en farlig »konflikt« mellem to kulturer, og som ifølge Behnke er »usmageligt«, er en afstemning i en boligforening i Kokkedal, hvor et flertal bestående af muslimer har besluttet, at de ikke vil bruge foreningens penge på et juletræ, men hellere på at fejre den muslimske Eid-fest.
Unægtelig ikke særlig nabo-venligt over for juletræsglade beboere, må man sige. Men så er historien om dét juletræ vist heller ikke længere end 117 andre nabogenvordigheder, skulle man tro.
Det er imidlertid dette 'drama', der har fået de to folketingspolitikere op i det røde felt.
Men er et flertal i en boligforening, der har truffet en demokratisk beslutning, ikke et eksempel på »dansk kultur«?
Nej, for fanden da! Ikke hvis de bestemmer noget andet end dét, de to politikere på Christiansborg ønsker.
Hvad bliver ikke det næste? Tænk hvis et flertal i en boligforening i Skive en dag erstatter kaffen med the i små gennemsigtige glas?
Så er det sørme godt, vi har den store begavelse Behnke til at rulle de tunge kulturkampvogne ud på slagmarken og standse vanviddet.
Behnke kalder det således »misbrug« af demokratiet og en »undertrykkelse af dansk kultur« af et »smalt flertal« i en boligforening. Dét må man ikke.
Men man må naturligvis godt bruge et smalt flertal i Folketinget til at gå i krig i Irak med dræbte og lemlæstede danskere samt ufattelige civile omkostninger til følge. Det er helt fint, og det er noget helt, helt andet. Men hvis vi lader en boligforening i Kokkedal bestemme, om den vil købe et juletræ eller ej, så bringer et 'smalt flertal' os tilsyneladende i frit fald mod kalifatet.
Så det er sørme også godt, at Behnke sekunderes af kapaciteten Henriksen: »Hvis ikke det lokale demokrati kan fungere på en sådan måde, at man værner om de danske traditioner, så må man lovgive i Folketinget. Husk på, at vi har åbnet vores land for de her mennesker. Det er simpelthen uforskammet at underminere dansk kultur - demokrati eller ej.«
For det første: Hvem er »de her mennesker«, vi har »åbnet vores land for«? Hvad nu hvis de er født her? Måske er der konvertitter iblandt? For det andet: Hvordan kan det være, at juletræstraditionen, der stammer fra Tyskland og knap nok har 200 år på bagen i Danmark, pludselig er en vigtigere 'dansk tradition' end demokratiske afgørelser?
Eller handler det i virkeligheden slet ikke om at forsvare 'danske traditioner', men bare igen om et påskud for at fyre op under en hensygnende antimuslimsk tidsånd?
Hvem husker ikke, da en nordjysk præst lod en nisse dingle i en galge foran sin kirke for et par år siden, fordi han forbandede 'hedenskaben' - dengang var der imidlertid ingen Henriksen, der ville lovgive mod nisse-galger. Men nissen er måske mindre 'dansk kultur' end juletræet? En kristen præst må gerne 'henrette' en nissedukke, et muslimsk flertal i en boligforening må ikke sige nej til at købe et juletræ?
I al sin pinagtighed røber Behnkes & Henriksens kamp for at hæve juletræet over demokratiet, at Christiansborg kan matche selv de mest kuriøse klovne i amerikansk politik.
Trump og Tea Party på dansk.
Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 12.11.2012