Jeg indrømmer, at jeg nok i ny og næ har mistænkt visse af Dansk Folkepartis fremtrædende profiler for at være tynget af en vis portion indestængt foragt nogle af de medmennesker, der endnu ikke har set Sandheden stråle fra Tidehvervs skinnende fyrtårn. Men jeg ved nu, at intet kunne være mere forkert end at tilskrive denne oplyste stamme skyggen af afsky for anderledes tænkende, for nu har jeg fundet nøglen til at afkode deres kultur: humorismen (ikke at forveksle med humanismen, skulle jeg hilse og sige).
Så enfoldig har været, at jeg for nylig misforstod nogle bemærkninger af Marie Krarup og troede, at hun afskyede maoriernes kultur. Hendes tilsyneladende forargelse over tempeludsmykninger med »store erigerede penisser« og det, hun beskrev som maoriernes »brølekoncert«, kom jeg simpelthen til at læse som hån, i kontrast til hendes begejstring for de »nydelige, hvidklædte og europæisk udseende søofficerer«. Og hendes karakteristik af maoriernes høflige velkomst-skik fejllæste jeg ligeledes, som om den var nedsættende ment: »Jeg skal hilse og sige, at man føler sig som en idiot, når man tvinges til at gnide næse med 10 europæisk udseende søofficerer.«
Men netop som jeg altså var kommet for skade at tro, at hun mente, hvad hun skrev ganske ordret, hændte det, at en af stammens ældre, Søren Espersen, forklarede de dybere rituelle lag i de ord, som jeg i min uindviede uvidenhed havde fejllæst som et ekko af klassisk kolonialistisk racisme.
Lykkelig blev jeg derfor, da Espersen imødekom omverdenens behov for at forstå de mere eksotiske aspekter af nogle af Dansk Folkeparti fremmedartede skikke, der på en almindelig dansker jo ellers let kan misforstås som værende en kende primitive. Men her er, hvad den gode Hr. Espersen skrev: »Marie Krarup har sagt, at hun har ment indlægget som et satirisk indslag og ikke havde til hensigt at genere folk på New Zealand.« (Pressemeddelelse, 8.4.2013).
Nu fremstår alt i forklarelsens stråleglans - af hjertet tak! Satire! Marie Krarups stand up, så at sige. Og dermed er alt jo opklaret!
Når Marie Krarup omtaler et danseritual som »en halvnøgen mand i bastskørt, der råbte og skreg på maori,« er det naturligvis bare satire. Sjovt er det også, når hun kalder planlagte maori-templer for »kulturel selvudslettelse« og udtrykker sin medfølelse med New Zealands søofficerer: »Det er mig en gåde, at de stakkels søofficerer kunne udholde både ceremonien og omgivelserne.«
Ja, så satirisk var Marie Krarup, at hun sågar holdt masken et stykke tid - for ligesom at gøre satiren endnu bedre imødegik hun newzealænderes kritik med ordene: »Men hvorfor skal de europæiske newzealændere ikke også have mulighed for at bevare deres kultur?« (BT, 7.4.2013).
Jamen, jamen, jamen - hvordan kan nogen dog misforstå dette som om, den gode frue fortsat »ser ned på maorierne«? Det er blot sofistikeret stand up-komik, når hun beklager sig over, at »europæisk udseende« new zealændere er i fuld gang med at opslide europæisk kultur til ugenkendelighed ved den faretruende selvudslettende handling at »gnide næser«. Intet menneske kan jo i ramme alvor mene den slags, som Marie Krarup skriver. Vel?
Jeg er nu blevet ganske overbevist om, at Marie Krarup også ville finde det vældig morsomt, hvis en maori kom til Danmark og med samme satiriske lune beskrev det som en lattervækkende mangel på civiliseret adfærd, når Marie Krarup ærbødigt frekventerer et tempel med en halvnøgen mand, der iført lændeklæde er fastnaglet til et kors og bliver tilbedt af en mand i sort kvindetøj, mens de tilstedeværende anmodes om at spise deres frelsers kød og drikke hans blod.
Åja, det forløsende sesam: satire. Så er alt godt igen, ikke sandt?
Min hensigt er ikke spot, men blot at vise, hvor let det er at spejle Krarup. Jeg skal minde om Holberg, der både havde flair for humor og humanisme: »Europæer kalde visse Nationer barbariske, efterdi de gaae nøgne, og æde raadt Kiød: De igien kand kalde de meest polerede Europæer naragtige, naar de see dem hvert Aar at forandre Klædernes Skikkelse, og naar de høre, at de dagligen betiene sig af Liqueurs, som forvirre Hiernen og komme dem til at brække sig. Vi maa derfor vel examinere vore egne Vedtægter, førend vi belee andre.«
Verden er forunderlig. I nogle kulturer letter man på hatten, andre giver kindkys og atter andre håndkys. I nogle kulturer lader man hinandens næse og pande berøres som en hjertelig velkomst, hvorefter man ikke længere er fremmede.
I visse subkulturer giver man hånd, kalder foragt for satire - og forbliver fremmede.
Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 11.4.2013