Pyongyang - orwellsk virkelighed i Nord Korea

Af Rune Engelbreth Larsen

Virkeligheden eksisterer i den menneskelige hjerne og kun dér. Ikke i det enkelte menneskes hjerne, for han kan tage fejl og lever i alle tilfælde kun kort, men i Partiets hjerne, for Partiet er kollektivt og udødeligt. Det, som Partiet anser for at være sandhed, er sandhed. Det er umuligt at se virkeligheden undtagen gennem Partiets øjne. (George Orwell: 1984).

Sådan belæres vi i Orwells dystopi om Partiets konstruktion af virkeligheden. Der er ikke blot tale om en særlig udspekuleret fordrejning af virkeligheden, men om et totalitært systems iscenesættelse af så gennemgribende karakter, at en traditionel skelnen mellem iscenesættelsen og virkeligheden reelt umuliggøres.

Hverken virkelighed eller sandhed kan være andet og mere end det, der kan rummes inden for rammerne af den til enhver tid tilgængelige information og viden, hvorfor den, der har mere eller mindre absolut indflydelse på al information og viden, også kan få mere eller mindre absolut indflydelse på »sandheden«.

For et menneske, der har været spærret inde i en kælder hele livet, og som ikke har haft adgang til (eller viden om) verden udenfor, ville »uden for kælderen« netop også være helt uden for virkeligheden og for så vidt ikke-eksisterende.

Nu er det ganske vist meget vanskeligt at spærre ret mange mennesker inde i en kælder i ret lang tid ad gangen, uden at de indespærrede får den mindste viden om, at der er et »udenfor« – og det er selvfølgelig endnu vanskeligere for en hel stats vedkommende.

På sin egen bizarre facon vidner det kommunistiske Nord Korea ikke desto mindre om, at dette måske ikke er helt umuligt.

I Pyongyang - en rejse i Nord Korea beskriver den canadiskfødte animator og tegneserietegner Guy Delisle sine oplevelser under et to måneder langt ophold i et af verdenshistoriens mest lukkede og totalitære samfund. Skønt Delisle på grund af officielle guiders mandsopdækning og diverse øvrige restriktioner kun får et særdeles begrænset indblik i landets egentlige forhold og aldrig kommer ind på livet af befolkningen, tegner han et kuldegysende og dog underfundigt portræt af et land, der synes tæt på at realisere det orwellske mareridt i omhyggelig og uhyggelig detalje.

Men hvor godt og fyldestgørende dette portræt så egentlig er, kan diskuteres - og om det fungerer som tegneserie er heller ikke umiddelbart givet.

De udynamiske og småkedelige tegninger illustrerer således en forholdsvis notatagtig dagbog, der kun tilfældigvis er blevet til en tegneserie, idet forfatteren tilfældigvis kunne tegne, men altså i og for sig lige så godt kunne være blevet et journalistisk essay.

Alligevel har Pyongyang fået prædikatet graphic novel, der vist skal underforstå, at der er tale om kunst, som vel tænkes at hæve den over det meste af den resterende del af udbuddet inden for det åbenbart »trivielle« tegneseriemedie?

Det er imidlertid ikke som tegneserie (eller graphic novel), at Pyongyang er interessant, men som journalistisk dokument. At det er en tegneserie, er som antydet sekundært, om end det naturligvis i bedste fald tilføjer en smule af den fotodokumentariske værdi, som kan gavne en beretning fra en lukket stat.

Historien er holdt i gråtoner og en enkel streg, der således fokuserer på og forstærker indtrykket af konformiteten og ensretningen i det nordkoreanske samfund, der er kendetegnet af en allestedsnærværende propaganda og førerdyrkelse. F.eks. støder vi overalt på portrætter af de to ledere, den afdøde Kim Il-Sung og hans søn og efterfølger, Kim Jong-Il, hvis billeder tilmed er manipuleret, så de ligner hinanden mest muligt. Derved understøttes den nærmest fundamentalistiske guddommeliggørelse og mytologisering, som til trods for den ideologiske ateisme paradoksalt nok har været karakteistisk for flere kommunistiske regimer (men er særlig udtalt i Nord Korea).

Landets officielle venskabsmuseum er fuld af gaver, der hævdes at være foræret til herskeren fra beundrende udlændinge verden over, samt fiktive udklip fra skamrosende avisartikler, der hylder landets »evige præsident« og elskede leder. I dette »tempels« allerhelligste findes sågar en voksdukke, der skal ligne Kim Il-Sung, og ærefrygten for rummet er kolossal -– der bliver rettet på tøjet og tysset, før døren andægtigt åbnes, og besøgende bukker sig i tavshed foran det sakrale national-ikon.

Officielt regnes Nord Koreas årstal fra Kim Il-Sungs undfangelse i 1912, hvilket f.eks. gør år 2000 til år 88, lokal tid. Den messianske landsfader er desuden ophavsmand til den officielle ideologi, der rummer »Sandhedernes sandhed«, og som stolt hævdes at have udfyldt lakunerne i marxismen, leninismen og maoismen.

Persondyrkelsen og mytologiseringen af den regerende leder, sønnen Kim Jong-Il antager ligeledes groteske dimensioner. Han, der som en mytisk hero skulle være født under en dobbelt regnbue og en skinnende stjerne ved det højeste bjerg i Korea, tilskrives forfatterskabet til ca. 1.200 værker, og talrige officielle sange lovpriser geniet – øjensynligt til udtalt fornøjelse og genkendelsens glæde for mange nordkoreanere.

Landet er dog kastet ud i dybt armod, selv om der ikke er tegn på nogen udpræget bevidsthed om undertrykkelsen. Men det er åbenbart alment kendt, at kritiske røster forsvinder sporløst i lejre i den nordlige del af landet, og at hele familier til rebelske individer straffes kollektivt – hvilket også må siges at være et effektivt middel mod afhoppere in spe.

Ikke mindst den kolossale hær og det store militærapparat i øvrigt suger næring ud af dette mangelsamfund, hvor sulten hele tiden banker på døren, og hvor folk må arbejde, til sveden sprøjter. Kun kvarterer for de mest privilegerede partimedlemmer og diverse hoteller og butikker for udlændinge kan byde på luksus og et mere afvekslende vareudbud.

Det totalitære spøgelse, som Orwell advarede imod, er hele tiden præsent, og da Delisle låner sit eksemplar af 1984 til en af de officielle guider, er det en rystet mand, der to uger senere afleverer bogen tilbage. Han får dog fremstammet, at han egentlig slet ikke er så vild med »science fiction« ...

»Do they really believe the bullshit that's being forced down their throats,« spørger Delisle sig selv, og svaret er vel i vid udstrækning ja.

Ærefrygten og kærligheden til de lederen er utvivlsomt ægte og dybfølt blandt mange. Så gennemtrængende og effektivt er Nord Korea afskærmet fra omverdenen, at hverken udenlandske radio- eller tv-stationer synes at trænge igennem, og som det eneste land i verden er der heller ikke noget Internet.

Selv om Guy Delisles guide f.eks. selv har været i Paris og derved har haft mulighed for at få adgang til kritiske informationer om Nord Korea, er der ikke noget, der har rokket ved hans loyalitet eller begejstring. Frankrigs hovedstad er jo »fuld af tiggere, og den er ikke særlig ren,« konstaterer han tørt.

Rent er der til gengæld i Nord Koreas hovedstad, Pyongyang. 100 procent renskuret for gadeaffald såvel som handicappede, samfundskritikere og andre åbenbare afvigere. At træde ned i metroen er som at komme ind i en underjordisk katedral, hvor renheden stråler menneskemasserne i møde fra marmorgulve, elegante søjler, imposante lysekroner, høje hvide lofter og sine steder en farvestrålende udsmykning i den klassiske kommunistiske propaganda-genre.

Og her viser én af de åbenlyse mangler og misforståede vinkler sig i Delisles beretning.

Hele indgangsvinklen og stilen er blottet for al denne strålende farverigdom dér, hvor den trods alt gør sig gældende, ikke mindst i hovedstaden (og naturen, for den sags skyld). I mine øjne er dette et fejlgreb.

Det er for klichéagtigt og tamt at holde beretningen om en totalitær stat i forventelige og stereotype gråtoner, der i øvrigt stik imod forfatterens intentioner blot gør dele af fremstillingen til en mere intetsigende karikatur end en informativ og analytisk afdækning. I lighed med det fraværende indblik i landets realhistorie (man savner især en mere kvalificeret indsigt i betydningen af USA's og Japans historiske rolle for den nordkoreanske selvforståelse), udebliver flere andre nøgler til forståelsen af den komplekse baggrund og iscenesættelse, der også ligger bag systemet og dets skræmmende holdbarhed.

Det er blot ét eksempel på beretningens manglende kvaliteter, at mange upolitiske scenarier netop kommer til at fremstå i form af samme trøstesløse helvede som det politiske system i sig selv, i stedet for at paradokserne herimellem eksponeres og udforskes – herunder også betydningen af Pyongyang som et iscenesat og propagandistisk »udstillingsbillede« til omverdenen.

Man savner endvidere et nærmere og mere menneskeligt billede af nordkoreanerne i stedet for denne skabelonagtige fremstilling – hvad tænker og føler disse mennesker uden for den politiske sfære, som de er afskåret fra, og hvordan lever de i almindelighed? Smiler de, når de bliver gift, danser de, eller er alt sammen blot robotters indstuderede propagandasmil? Er der dog ikke den mindste smule oprigtig adspredelse og glæde at spore ud over den lejlighedsvise begejstring for radioens hyldestsange til den »elskede leder«?

Det indtryk, man får at Delisles tegneserie, er, at det er der ikke. Alt er gråt i gråt i gråt.

Det røber Delisle som en ukvalificeret iaggtager, al den stund at helt almindelige turister faktisk godt har kunnet fotografere frit og til tider tale med indbyggere – i det mindste om upolitiske forhold – og herigennem få et vist indtryk af nordkoreanerne, både i hovedstaden og i landsbyer. Vi kunne have fået et billede af nordkoreanerne som mennesker og ikke kun som de mekaniske marionetter, vi stort set udelukkende præsenteres for af Delisle.

Dermed naturligvis ikke være sagt, at fraværet heraf ændrer spor ved relevansen af kritikken af det nordkoreanske tyranni, men det gør unægtelig Guy Delisle til et skuffende og overfladisk øjenvidne, uden psykologisk iagttagelsesevne og uden evne til at forstå og blotlægge totalitarismens anatomi i dybden.

Vi skøjter på overfladen hele vejen igennem.

Bogen bliver derved den vigtige dimension fattigere, at der også findes en oprigtig menneskelig varme og kærlighed, som (trods alt) trodser den totalitære tragedie - hvilket vel er en nok så væsentlig og opbyggelig anti-totalitær pointe i sig selv.

Men for et smugkig bag et jernhårdt system, der utvivlsomt bestræber sig på at gøre konforme partirobotter ud af så mange som overhovedet muligt, er Delisles skildring et relevant dokument. Som journalistik betragtet er det imidlertid middelmådigt - og stor (tegneserie)kunst er det langtfra.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, 8.2.2007

MERE OM TEGNESERIER PÅ HUMANISME.DK

> Art Bubble og tegneserien som litterær outsider
> Den hvide mands byrde og Tintin i Congo
> Komiks.dk: Besættelsestid og Ragnarok
> V for Vendetta - terrorisme eller frihedskamp?
> Watchmen