|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|
|
|
|
Selvmordsmordere: Vilkårlige drab som protestantisk frelse
Af Rune Engelbreth Larsen 
Selvmordsbomber er et nyt fænomen, der stammer fra begyndelsen af 1980'erne og fortrinsvist er udbredt blandt sekulære (marxistiske) og islamiske militante grupper, men også er forekommet blandt enkelte med kristen baggrund i Libanon.
Den praksis at dræbe helt vilkårlige civile med det formål at miste sig eget liv, går imidlertid længere tilbage - faktisk var det et stort problem i 1600-1700-tallet i protestantiske lande, især i Nordeuropa.
Historikeren Tyge Krogh, der har skrevet doktordisputats om straf i oplysningstiden, har undersøgt fænomenet selvmordsmordere, der dækker over en særegen mordtype, betinget af tidens lutheranske ortodoksi. I artiklen »Henrettelsens fascination - om selvmordsmord og statsreligiøsitet i 1700-tallet« (Den jyske historiker nr. 105, 2004) giver han et indblik i dette sælsomme fænomen.
 |
Begravelse af en selvmorder. Liget af den »urene« ryger her ned i en tønde for at blive sunket i havet eller en flod. |
Men hvis man nu engang var så træt af livet, at selvmord syntes at være den eneste udvej, kunne man til gengæld udnytte andre dele af kirkelig dogmatik til at komme i himlen: Man kunne dræbe en uskyldig.
Straffen for mord var henrettelse, men hvis man angrede før eksekveringen af straffen, blev man tilgivet af Gud og kunne bevæge sig lige ind i paradis - når henrettelsen var overstået.
Tyge Krogh har fundet 32 selvmordsmord i Danmark i perioden 1713-58, den svenske historiker Arne Jansson opregner mindst 36 sådanne sager i Sverige i perioden 1670-1773, mens der muligvis har været tale om ca. 50-60 sager i Hamburg i perioden 1680-1800 (Krogh, s. 22).
Morderne var ofte kvinder, der dræbte deres eget barn eller et helt tilfældigt barn, f.eks. ved drukning eller ved at skære halsen over.
Baggrunden for fænomenet er de religiøse forestillinger, der var forbundet med kirkeritualet under henrettelsesceremonien, hvor den dødsdømte erkendte og angrede sine synder over for præsten - men altså netop også derfor fik Guds tilgivelse og en plads i Himlen.
Tyge Krogh skriver om Danmark-Norges Kirkeritual fra 1685, der var udformet i overensstemmelse med den herskende protestantiske teologi: »Præsten skulle forklare, at selv om det så ud som om, Gud nu virkelig havde slået hånden af den dødsdømte, så var Gud trofast og forlod aldrig en angrende synder. Tværtimod var den dødsdømtes ulykke sket med Guds vilje. For når han ikke kunne nå ind til forbryderen med sin godhed, så havde han måttet gribe til gennem plager og til sidst gennem dødsstraffen at åbne hans/hendes øjne for Gud og sin egen syndighed. Men Guds nåde var virkelig uendelig. Hvis den dødsdømte omvendte sig til Gud igen og angrede i sit dødsøjeblik, så ville Gud åbne døren også for ham/hende.« (Krogh, s. 24)
Et forsøg på at underminere fænomenet ved at tilføje skrækkelige pinsler til selve dødsstraffen afskrækkede tilsyneladende ikke selvmordsmorderne og havde ingen nævneværdig effekt.
Teologerne modsatte sig i lang tid en afskaffelse af dødsstraffen, fordi det var en guddommeligt forordnet straf (et liv for et liv), og først i 1767 lykkedes det at erstatte henrettelsen med livslangt straffearbejde kombineret med årlige piskninger. Derefter ebbede selvmordsmordene endelig ud (selvmord som sådan begyndte dog først at blive afkriminaliseret et århundrede senere, i 1867, hvorefter den, der tog livet af sig selv, for første gang kunne få en kristen begravelse).
Krogh konkluderer: »Selvmordsmordenes motivbaggrund knyttede sig til en række af Den evangelisk-lutherske Kirkes centrale dogmer. Udgangspunktet var tidens store religiøse fortælling om det syndige menneske, om Satans fristelser, om Guds straf og samtidig om hans uendelige nåde overfor den angrende og troende synder. Denne fascinerende fortælling broderede tilskuerne videre på med skillingsviser og med pietetsfuld udklædning af den dødsdømte, og morderne arbejdede videre på fortællingen ved selv at udvirke Guds straf her på Jorden og herigennem sikre sig en plads ved Guds trone i Himlen. Myndighederne var lige så bundet af fortællingen som morderne. De kunne ikke afstå fra henrettelsen eller fra den religiøse ceremoni på retterstedet. De måtte magtesløse se sig reduceret til et instrument i selvmorderens fortælling. Dér har hun gået i hvide klæder som en Luciabrud i optog med fangevogtere, præster og andægtige nysgerrige. Selvmordsmorderen blev byens hovedperson en enkelt dag, hvor alle levede med i hendes følelser.« (Krogh, s. 32).
Et kuriøst kapitel i danmarkshistorien - og i historien om den religiøse ortodoksis generelle risiko for at vikle sig ud i dramatiske absurditeter, når dogmatik erstatter almenmenneskelig medfølelse.
Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, 15 juni 2007