Antisemitiske og antimuslimske propaganda-mekanismer

Af Rune Engelbreth Larsen

Men i sidste ende er det et lands fører, som bestemmer politikken, og det er altid let at få folket med sig, hvad enten det nu er i et demokrati, et fascistisk diktatur, et parlament eller et kommunistisk diktatur. (...) Også med stemmeret kan folket bringes til at følge førerens befaling. Det er ganske let. Man behøver ikke at gøre andet, end at fortælle folket, at det bliver angrebet, og at udstille pacifisternes mangel på patriotisme og hævde, at de bringer landet i fare. Disse metoder fungerer i ethvert land.

Hermann Göring, den 18. april 1946
Kilde: Gustave Mark Gilberts Nürnberger Tagebuch (originalcitat på tysk her)

FRA KIRKEHISTORISK JØDEHAD TIL NAZISTISK ANTISEMITISME

Begrebet 'antisemitisme' stammer fra slutningen af det 19. århundrede, men er udbredt kirkehistorien igennem, hvor jøder er blevet undertrykt, forfulgt og dræbt - fordi de var jøder, slet og ret. Intet andet folk i verdenshistorien har været genstand for så langstrakt, tilbagevendende og systematisk forfølgelse - og intet andet folk er i samme udstrækning blevet tilskrevet de laveste motiver, mistænkeliggjort for deres etnicitet, deres religiøsitet og sågar deres seksualitet.

Centralt i hele dette forløb står den tilbagevendende beskyldning om, at jøderne bærer et kollektivt slægtsansvar for Kristi død ud fra en rodfæstet kirkehistorisk opfattelse, der holder jøderne ansvarlige for korsfæstelsen.

Skønt der ikke er begrundet historisk tvivl om, at korsfæstelsen var en rent romersk henrettelse på baggrund af en romersk retssag og dom, bliver skylden ifølge flere skriftsteder i Det Nye Testamente ikke desto mindre pålagt jøderne. Til gengæld kaster evangelierne et bemærkelsesværdigt forsonende skær over den romerske statholder, Pontius Pilatus, som ellers er den politisk og juridisk ansvarlige.

Professor Per Bilde har i sit omfangsrige hovedværk, En religion bliver til - en undersøgelse af kristendommens forudsætninger og tilblivelse indtil år 110 (2003) bl.a. påpeget, at ingen andre kilder bekræfter den tilgrundliggende historie om, at jøderne hver påske skulle kunne få en fængslet jøde frigivet af romerne - en skik, som de ifølge Det Nye Testamente benytter til at få løsladt Barabbas og derved sikre Jesus' korsfæstelse.

I Det Nye Testamente er der talrige vers, som er mistænkeliggørende, negative eller fjendtlige over for jøder, hvoraf Johannesevangeliets teologiske påstand om, at jøderne direkte er »Djævelens børn« (Joh. 8,44), er i særklasse.

Det betyder naturligvis ikke, at Det Nye Testamente som helhed er en antijudaistisk bog, men at fortolkere kan trække en ahistorisk legitimation af antisemitismen ud af skriftsteder, der afbilder jøder i et meget fjendtligt lys - sine steder så fjendtligt, som tænkes kan i en teologisk begrebsramme. Andre fortolkere kan afvise jødehadet med henvisning til, at selv om der med Jesus er sluttet en ny pagt, var både Paulus og Jesus ikke desto mindre selv jøder, og at Det Ny Testamentes Kristus-forståelse netop skal ses som en opfyldelse af forjættelser i jødernes skrifter (specifikt Den Hebraiske Bibel, som i kristen historie bliver til Det Gamle Testamente).

Endvidere er f.eks. bjergprædikenen en skærpelse af Moseloven, ikke en afskaffelse: »Tro ikke, at jeg er kommen for at nedbryde loven eller profeterne; jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme.« (Matt. 5,17). De tidligste kristne så sig snarere som »sande« jøder til forskel fra de jøder, som ikke troede på Jesus som Messias.

Koranen særstiller både jøder og kristne positivt til forskel fra polyteisterne. F.eks. hedder det, at muslimerne tror på, »hvad der er åbenbaret Abraham og Ismael og Isak og Jakob og stammerne, og på det, der blev givet Moses og Jesus« - og pointen er: »Vi gør ikke nogen forskel på dem, og vi er Ham hengivne.« (2,137).

Endvidere hedder det, at Allah vil dømme om uenighederne mellem kristne og jøder »på opstandelsens dag«. Indtil da fastslås følgende: »For hver af jer har vi foreskrevet en lov og en klar vej, og hvis Allah havde villet, havde Han visselig gjort jer til een menighed, men (Han har villet det sådan) for at sætte jer på prøve gennem det, som Han har givet jer. Kappes derfor i gode gerninger.« (5,48).

»Skt. Dominic og albigenserne« af Pedro Berruguete (1480). Billedet viser en bogbrænding af kætterske bøger i den katolske kirke i Albi, Frankrig (1207).

Historisk har der været betydeligt færre jødeforfølgelser i den islamiske verden end i den kristne, og før det 20. århundrede anlægger muslimerne slet ikke i samme grad som de kristne et teologisk begrundet universelt modsætningsforhold til jøderne. Men allerede i Koranen hedder det dog også: »Sandelig, de, som er vantro af Skriftens folk og afgudsdyrkerne, skal være i helvedes ild og forblive deri (i lang tid) - disse er de værste skabninger.« (98,7).

Antijudaismen var imidlertid et indgroet element i den tidlige kirke, århundreder før Koranen så dagens lys, hvor såkaldte Adversos Judaeos-skrifter (mod jøderne) var en udbredt genre. Biskop Ambrosius (ca. 340-397) mente f.eks., at afbrændinger af synagoger kan betragtes som syndfri gerninger på grund af jødernes Kristusfornægtelse, og Krysostomus (ca. 347-407) tordnede mod jøderne i otte udgivne prædikener, der bl.a. beskylder dem for »kannibalisme«.

Den mest indflydelsesrige kirkefader i senantikken og den tidlige middelalder, Augustin (354-430), ville godt nok beskytte jøderne mod folkemord (men ikke mod forfølgelser), men det var udelukkende for at sikre, at de forblev det levende vidnesbyrd om kristendommens antitese.

Det fjerde århundrede markerer slutningen på den epoke, hvor de kristnes skæbne som forfulgte vendes til rollen som forfølgere. I det fjerde århundrede går kristendommen således fra at være den dominerende religion til at være den eneste tilladte religion i Romerriget, og allerede under kejser Theodosius II (408-450) indføres et diskriminerende lovkodeks vendt mod jøderne, der ifølge historikeren Erling Bjøl ligefrem »stinker af antisemitisme« (Hvordan fred?, 2000, s. 48).

Århundreders dæmonisering, diskrimination og forfølgelse bliver tidligt lagt på skinner. Historisk cementeres og formalisere jødehadet yderligere på det store kirkemøde i Rom i 1215 (det 4. Laterankoncil), hvor man foregriber en række juridiske indgreb, som nazisterne siden reaktualiserer.

Træsnit, 1493

Jøder kastes på bålet (træsnit fra 1493).

Filosofihistorikeren Aksel Haaning skriver sammenfattende: »Det blev blandt andet besluttet, at jøderne skulle fratages en række erhverv; kristne måtte ikke tage imod ansættelse hos jøder, og det var de kristne forbudt overhovedet på nogen måde at gå i jødernes tjeneste, forbudet gjaldt også sygeplejersker og jordemødre; kristne måtte heller ikke længere bo i jødernes kreds, og senere i århundredet fulgte egentlige og lovbetemte ghettodannelser. Men det blev også bestemt, at 'Jøder, om mænd eller kvinder, skal i alle kristne lande på offentlige steder altid adskille sig fra den øvrige befolkning ved en slags klædedragt.' (...) Andre ydmygende bestemmelser satte ind de følgende år: Galgen blev ofte rejst på jødernes begravelsesplads, ved kristne højtider som Påske og Pinse skulle jøderne offentligt lade sig bespytte, modtage lussinger, og blev fortrængt fra offentlige bade. I Rom skulle udvalgte jøder én gang om året løbe rituelt gennem byen for bedende på knæ at tigge om tilladelse til at få lov at blive boende et år mere.« (Den dobbelte arv, 2005, s. 288).

Allerede i det 13. århundrede opstår med andre ord den formaliserede, kirkelige stigmatisering af jøderne i form af særlige mærker og kendetegn, der skulle bæres synligt. Det er for længst nærmest et ubetvivleligt kirkehistorisk axiom, at jøder er af det onde, og at ondet kun holdes nede med hård hånd - brutale fordrivelser, drab, massakrer, bogbrændinger, ghettoisering og marginalisering bliver konsekvensen adskillige steder i Europa i århundrederne, der følger.

Martin Luther: Mod jøderne og deres løgne

Jødehadet er langtfra begrænset til katolicismens historie, men kommer ligeledes spektakulært til udtryk hos den protestantiske reformator, Martin Luther, der i 1543 udgiver skriftet Von den Juden und Iren Lügen (om jøderne og deres løgne).

I forordet til dette skrift skriver Luther bl.a.: »Vi taler nu ikke med jøderne, men om dem og om deres gerning, som vore tyskere også bør kende.« Dernæst følger en lang række tilbagevendende ringeagtsytringer, kollektive beskyldninger og dæmoniserende udfald mod jøder og jødedommen.

»Et mere blodtørstigt og hævngerrigt folk har solen aldrig skinnet på«, skriver reformatoren eksempelvis, og kalder jøderne for »halsstarrige, ulydige, profetmordere, hovmodige, årgerkarle og fulde af alskens lyder«, der desuden er »giftige, bitre, hævngerrige, lumske, slanger, snigmordere og djævleyngel, som dolker og gør fortræd i hemmelighed, så længe de ikke kan gøre det åbenlyst«.

Dæmoniseringen grænser til det vulgære: »Der sker dem kun deres ret, når de forkaster Guds sandhed og i stedet må tro på sådanne skændige, tølperagtige, naragtige løgne og i stedet for Gudsordets skønne ansigt må kigge djævelen i hans kulsorte bags løgnehul og tilbede stanken derfra.«

Træsnit 1560

Antijudaistisk legende: Jøde påkalder Djævelen via et kar, der er fyldt med blod (træsnit fra 1560).

Luthers modtræk mod jøderne lyder: »For det første foreslår jeg, at man sætter ild på deres synagoge eller skole og dækker det, som ikke kan brænde, med jord, så at intet menneske nogen sinde ser en sten eller slagge deraf.«

Det er et af historiens værste og mest berygtede jødehadske bøger og er ikke blandt de udvalgte skrifter, som er oversat i værkform til dansk. I Danmark udkom det først selvstændigt så sent som i 1938 i en forkortet udgave af nazisten Olga Eggers, den tidligere socialdemokratiske kvindesagskvinde. I 1972 genudgives det i et fotografisk genoptryk af de unge nazister i Danmarks Nationalsocialistiske Ungdom, og i 1999 bliver det for første gang nyoversat i sin helhed af Chr. Truelsen og udgivet af Tidehverv sammen med to anti-islamiske Luther-tekster under fællestitlen Mod tyrken og jøden.

Jødehadet har et solidt og omfattende fodfæste i kirkehistorien, men også i oplysningstiden, hvor f.eks. Voltaire hævder, at jøderne nærer »et voldsomt had til alle nationer, som har tolereret dem«, og hvor Diderot beskylder dem for »defekte egenskaber«. I Rusland følger antisemitismen i kølvandet på ortodoks østeuropæisk middelalder-kristendom, og pogromer breder sig i flere tilfælde i det 18. og 19. århundrede, til tider direkte tilskyndet af zaren.

I 1881 blusser jødehadet atter op, da zar Alexander II bliver dræbt, og rygter beskylder jøderne for at være meddelagtige i mordet. Forfølgelser og lemfældig vold følger, og zar Alexander IIIs rådgiver, Konstantin Pobedonostev gennemfører antisemitiske særlove og hylder mottoet »Rusland for russerne« med det klare formål at tvinge jøder ud af landet - eller ud af jødedommen.

Nazistisk og islamistisk antisemitisme

Da nazisterne kaster ved på det antisemitiske bål, er det med andre ord i direkte forlængelse af en uhyggelig, men solid og velkonsolideret europæisk tradition. Det var langtfra historisk nytænkning, når Adolf Hitler beskyldte jøderne for at være »skyld i alt«, og han overtog da også behændigt konspirationsteorien om et globalt komplot. Jøderne planlagde tilsyneladende at overtage verdensherredømmet, og den vordende diktator så heri en »forløsende formel« til forståelse af hele verdenshistoriens gang.

I maj 1923 gentog Hitler det kirkehistoriske standpunkt, at »jøden er djævelens billede«, og at »jødedommen er folkeslagenes racetuberkulose«. Året efter udtalte han: »Jeg er overbevist om, at ikke blot for vort folk men for alle folk er dette et spørgsmål om liv og død. For Juda er verdenspesten.«

I sin store biografi om Adolf Hitler fra 1974 skriver Joachim C. Fest om Hitlers erkendelse af den antijødiske mission i begyndelsen af 1920erne:

»Han var som forhekset af forestillingen om en stor verdenssygdom, om virus, termitangreb og svulster på menneskeheden, og når han senere blev tilhænger af Hörbigers verdensteori, var det især dens teori om, at jordens historie og menneskehedens udvikling kan føres tilbage til mægtige kosmiske katastrofer. Som fascineret følte han, at undergangen nærmede sig, og fra dette syndflodsaspekt i sit verdensbillede udledte han sin kaldstro, forestillingen om sin frelsebringende mission for historien. Den ubegribelige konsekvens, hvormed han under krigen til dens sidste øjeblik og på trods af alle militære nødvendigheder fortsatte sit ødelæggelsesværk over for jøderne, stammer primært ikke fra noget sygeligt stivsindet i hans karakter, men var langt snarere begrundet med en forestilling om, at han førte en titanernes kamp, der langt overgik alle daglige interesser, og at han var hin 'anden kraft', som - udvalgt til at redde universet - 'kastede det onde tilbage til Lucifer'.« (Hitler, bd. 1, s. 193f).

Med nazisterne fik jødehadet fornyet styrke, men var også i begyndelsen af det 20. århundrede udbredt langt ud over Tyskland, ikke mindst Rusland i begyndelsen af det tyvende århundrede og i USA i 1920erne. Der er heller ikke tale om et isoleret fænomen i marginale politiske enklaver i Tyskland, men som historikeren Daniel Goldhagen understreger, gennemtrængte den nazistiske antisemitisme stort set hele det tyske folk:

En af nazisternes ugentlige citatplakater (#8, 16.-22. februar, 1941): DER FÜHRER HAR IMMER RECHT (føreren har altid ret).

»The conclusion that Nazi antisemitism was integral to the beliefs of ordinary Germans (as reasonable as it would be if based solely on the general historical understanding coupled with an analysis of Germany's public record during the Nazi period) finds considerable further empirical and theoretical support. (...) evidence exists that antisemitism, albeit an antisemitism evolving with the changing times, contiued to be an axiom of German culture throughout the nineteenth and twentieth centuries, and that its regnant version in Germany during its Nazi period was but a more accentuated, intensified, and elaborated form of an already broadly accepted basis model.« (Hitler's Willing Executioners, 1996, s. 31f).

Det gør ikke tyskerne til en særlig negativ undtagelse, som pr. natur skulle være ekstraordinært modtagelige over for antisemitisme. Historiske fordomme og massiv propaganda skaber ikke bare frit-i-luften-svævende fjendebilleder, men former ganske enkelt, hvordan vi oplever og tænker på det mest fundamentale plan, og det er næppe utænkeligt, at antisemitismen kunne have udviklet sig i samme ekstremer andre steder i verden med lignende historiske forudsætninger - hvis den samme ensidige propaganda havde fundet sted i samme omfang.

Men efter afsløringen af holocaust og seks millioner dræbte jøder skulle man måske tro, at propagandaens blodige konsekvenser i det mindste ville få den gavnlige effekt, at antisemitismen endelig gik i graven. Det er som bekendt ingenlunde tilfældet.

Fra Der Stürmer, 1943. Overskriften på lederen: KAMPF DEM WELTFEIND (kamp mod verdensfjenden); overskriften over karikaturen af jøden: DER SATAN. Bemærk også bladets slogan: DIE JUDEN SIND UNSER UNGLÜCK (jøderne er vores ulykke).

Generaliserende og mistænkeliggørende propaganda i både ord og tegning er siden fortsat ad de samme spor, som den nazistiske antisemitisme rendyrkede, og som ikke mindst propagandaskriftet Der Stürmer leverede til Hitlers udelte begejstring. I første omgang var det i Sovjetunionen, at konspirationsteorier om et jødisk verdensherredømme såvel som en almen propaganda om jødens krigeriske og magtliderlige natur florerede under Den Kolde Krig, og i anden halvdel af det 20. århundrede er en lignende propaganda i stigende grad blevet udbredt i den islamiske verden.

Den moderne islamistiske antisemitisme er opstået op til og under grundlæggelsen af staten Israel, hvor den blev udfærdiget af Det Muslimske Broderskabs daværende hovedideolog, Sayyid Qutb.

Om den antisemitiske del af hans forfatterskab, bemærker lektor i hebraisk ved Carsten Niebuhr Instituttet, Judith Winther, at der ikke er blevet tilføjet meget til »den islamistiske forestilling om jøderne« siden da: »Kernen i Qutbs budskab er klar. Zionismen forkastes ikke på grund af dens politik eller adfærd, men på grund af dens jødiske naturs nederdrægtighed, som er blevet åbenbaret gennem historien. Når Qutb beskriver zionismen og den jødiske fare, jødisk/zionistisk konspiratorisk magt, står hans formuleringer tæt ved Zions Vises Protokoller.« (M.I. Jensen (red.): På tærsklen til fred?, 2001; s. 165).

Qutb legitimerer antisemitismen historisk ved at fastslå, at jøderne brød deres pagt med Muhammed, hvorfor de pr. natur er utroværdige.

Hamas' Charter fra 1988 er i pagt med denne opfattelse og understreger, at »ikke en krig er brudt ud uden deres [jødernes] fingeraftryk.« Her hedder det også: »Profeten, velsignelse og fred være over ham, sagde: Tiden (dommedagen) vil ikke oprinde, førend muslimer bekæmper jøderne og dræber dem; førend jøderne skjuler sig bag klipper og træer, som råber: Oh muslimer, Guds tjenere! En jøde skjuler sig bag mig, kom og dræb ham.« (Citeret efter M.I. Jensen: På tærsklen til fred?, 2001; s. 170f).

Holocaust-benægtelse spredes af islamister og griber hastigt om sig i den islamiske verden, mens islamistiske propagandister paradoksalt nok samtidig anvender den antinazistiske begrebsramme, når de sammenligner Israels undertrykkelse af palæstinenserne med Nazitysklands undertrykkelse af jøderne.

Men en række kernetræk ved den målrettede stigmatisering, der kendetegner nazismens antisemitisme, er også blevet fast ingrediens i propaganda med en ganske anden adresse end jøderne, som vi siden slutningen af 1990erne har set brede sig i mainstream-politiske miljøer i Danmark - her vendes de fortrinsvis mod landets muslimer.

Der er dog det spidsfindige træk ved en del af den moderne indvandrerfjendske og anti-islamiske retorik i Danmark, at man i lighed med dele af den islamistiske antisemitisme netop bruger nazisterne som skræmmebillede. Kritikken af indvandringen glorificeres f.eks. som en »modstandskamp« mod en ny »besættelsesstyrke« i Danmark (hvorved indvandrerne »overtager« nazisternes plads), og på denne måde sløres den ofte åbenlyse analogi mellem nyere anti-islamisk og tidligere antisemtisk propaganda.

I artiklens anden del skal vi derfor se nærmere på nogle af nazismens typiske propagandamekanismer i ord, tegninger og karikaturer, der dels trækker på kirkehistoriens tidligere antijudaistiske fordomme og myter, dels rendyrker stereotypien og udgør skelettet også i moderne hate-speech.

FORTSÆTTES OG AFSLUTTES I ARTIKLENS ANDEN DEL ...

Originalcitat af Hermann Göring fra Gilberts Nürnberger Tagebuch:

»Aber schließlich sind es die Führer eines Landes, die die Politik bestimmen, und es ist immer leicht, das Volk zum Mitmachen zu bewegen, ob es sich nun um eine Demokratie, eine faschistische Diktatur, um ein Parlament oder um eine kommunistische Diktatur handelt. [...] das Volk kann auch mit Stimmrecht immer dazu gebracht werden, den Befehlen der Führer zu folgen. Das ist ganz einfach. Man braucht nichts weiter zu tun, als dem Volk zu sagen, es werde angegriffen, und den Pazifisten ihren Mangel an Patriotismus vorzuwerfen und zu behaupten, sie brächten das Land in Gefahr. Diese Methode funktioniert in jedem Land.«