Lex Mandela

Af Rune Engelbreth Larsen

---

I disse dage siger hele verden farvel til Sydafrikas første sorte præsident, Nelson Mandela, der træder tilbage. Han var engang en stor sort mand. Det var dengang, han sad i fængsel og inkarnerede de sortes modstand mod et brutalt apartheid-regime. Men da han skiftede tæppet i den nøgne fængselscelle ud med læderstolen i præsidentkontoret, blev han imidlertid med ekspresfart forvandlet til den hvide mands føjelige marionetdukke.

Sådan kan det gå.

Trist – men sigende – var det, at Nelson Mandelas sidste besøg i Danmark skulle falde sammen med EU-kommissionens korrupte kollaps. Ikke fordi det kastede en forstemmende skygge over den fortjente hyldest til Mandelas tidligere så heroiske frihedskamp, men fordi det med ekstra tydelighed understregede, at magten ikke bare korrumperer toppen i EUs betonbureaukrati, men at den også trækker alle tænder ud på en tidligere frihedskæmper som Mandela.

"Et land bør ikke bedømmes efter, hvordan det behandler sine bedststillede borgere, men sine dårligste," sagde Mandela engang, men det havde han glemt, da han skamroste Danmark med dronningens luksusmenu og Folketingets dobbeltmoralske rygklappere i frisk erindring.

Ikke et ord om Danmarks snigende apartheid i en integrationslov, der giver flygtninge ned til 50% i offentlige ydelser af, hvad indfødte danskere modtager; ikke et ord om Amnesty Internationals kritik af, at "asylansøgere fængsles på samlebånd" (14.000 fængslinger af ikke-kriminelle asylansøgere alene i perioden 1991-1996); og ikke et ord om den inhumane flygtningelov, der tvinger medmenneskelige danskere til illegalt at skjule afviste flygtninge.

Mandela badede sig som hele verdens hyggelige mascot i varme håndtryk fra de samme politikere, som uden at blinke gør indvandrere og flygtninge til 2. og 3. klasses borgere i "foregangslandet" Danmark.

Tænk, om Mandela var kommet til at støde statsminister Nyrup Rasmussen, det sarte menneske, med en kritik af vores behandling af indvandrere og flygtninge – nej, en ansvarlig leder roser en ansvarlig leder, både før og efter frokost.

Velfortjent er det måske, at Mandela, der gjorde, hvad alle ville have troet umuligt for bare en snes år siden, i sit livs efterår hviler på sine laurbær og rækker stafetten videre, men besøget i Danmark var i bedste fald både lige så tamt og sørgeligt som det ANC, der har magten i Sydafrika i dag.

Et Sydafrika, hvor intet reelt er forandret, bortset fra at der er kommet farvede ansigter i regeringskontorerne, og at der her og der er trådt sorte millionærer ind i det hvide jetset. Imponerende, hr. præsident.

Millioner af sorte lever under forhold, som får flygtningelejrene på Balkan til at tage sig ud som luksushoteller. Apartheidsystemet er blot blevet videreført i ny form af en benhård økonomisk apartheid, så multinationale selskaber i endnu højere grad end tidligere flokkes om Sydafrika som fluer om lort. ANC har solgt ud af så godt som alle principper til den hvide magtelite, der intet som helst mistede, men vandt hele verdens beundring ved at erstatte de Klerk med Mandela. Intet reklametræk kunne bedre have solgt investeringer i det sydafrikanske erhvervsliv.

Hvad betyder det, om den talende dukke udadtil hedder de Klerk eller Mandela, så længe systemet forbliver det samme?

Sågar EU fik den sydafrikanske statsleders opmuntring med på vejen. Oven på institutionens mest afslørende skandale nogen sinde, der bragte Kommissionen til fald, kunne Mandela under sit besøg opmuntre den danske verdenspresse med, at "EU har ansvarlige ledere" …

Var det mon den samme Mandela, der også har sagt, at "ingen kender i virkeligheden et land, før han har været i dets fængsel"?

Vel, Mandela har været i Danmarks kongeslotte – men måske han snarere skulle have besøgt en af de talrige isolatonsceller, hvor både mistænkte og dømte kan tilbringe uger, måneder, ja, år, til trods for international fordømmelse af denne praksis, som af FN sammenlignes med tortur – og som Mandela i sine erindringer kalder "the most forbidding aspects of prison life".

Men Mandela tav, smilte og spiste op som en artig dreng.

Ak ja, sådan kan det gå, når magtens sødme, monarkers porcelænsmiddage, præsidenters luksussuiter og pansrede limousiner luller frihedskæmpere i søvn. Frihedskæmpere, som kun fik erstattet navnet på magtens ansigt udadtil og glemte at fjerne det korrupte magtsystem, der fastholder samfundet i den skruestik, der gør de fattige fattigere, de rige rigere og de mægtige mægtigere.

Gid Mandelas periode ved magten så i det mindste for Sydafrikas fattige sorte kan tjene som eksempel på, at det ikke er nok at afskaffe ordet "apartheid", men at det er systemets rødder, der skal fjernes.

Gid Mandelas periode ved magten kan tjene som eksempel på, hvorfor det altid er farligt at fæstne lid til dem, for hvem frihed og social retfærdighed i sidste ende er til fals for penge, prestige og privilegier.

Og ikke bare i Sydafrika.

Gid Mandelas periode ved magten også kan tjene som et yderligere eksempel på, at det langtfra er tilstrækkeligt at fjerne dele af en korrupt EU-kommission, men at vi må grave spadestikket dybere og erodere et helt igennem korrupt EU.

Et sted skal vi jo begynde.

Rune Engelbreth Larsen
Ekstra Bladet, 2.6.1999