ØMU-fælden smækker

Af Rune Engelbreth Larsen

---

I erkendelse af at det endnu ikke er lykkedes tilhængerne af ØMUen at overbevise et flertal af befolkningen om euroens lyksaligheder, har statsministeren måttet ty til det pinligste kræmmer-trick: Udstedelsen af en juridisk, økonomisk og politisk komplet dækningsløs garanti for det uattraktive nips, han gerne vil sælge. På kræmmermarkedet ville den dog aldrig gå - dér er grænser for, hvad man kan bilde folk ind. Men i politik er det tilsyneladende anderledes.

Folkepensionen er garanteret, siger Nyrup med en højtidelig alvorsmine, der er omtrent så troværdig, som da hans forgænger i embedet garanterede, at "Unionen er stendød". Han kan naturligvis intet som helst garantere, eftersom han trods alt næppe forbliver statsminister i Danmark i evigheder - og eftersom han i forvejen er i fuld gang med at pantsætte landets politiske magt et pænt stykke Autobahn syd for Kongeåen.

Men hvem tør vel også købe en garanti af selv samme Nyrup, der løb fra sin efterlønsgaranti så hurtigt, at han med lethed kunne have snuppet et wildcard til atletik i OL?

Hvem husker ikke, da Nyrup som nytiltrådt statsminister garanterede, at den nye regering skulle være "moralens" regering for straks at slå ind på den tragikomiske dobbeltmoral, vi i dag er så sørgeligt bekendte med? Hvem husker ikke, da Nyrup garanterede, at "hver en sten vil blive vendt" i PET-undersøgelsen, kun for at lade de samme topembedsmænd fra Justitsministeriet, som selv er i undersøgelsens søgelys, afgøre, hvordan undersøgelsen skal forløbe? Hvem husker ikke, da Nyrup garanterede, at arkivet over dokumenterne fra den socialdemokratiske efterretningstjeneste, AIC, skulle åbnes for forskere i 1998, kun for stiltiende at acceptere lukningen af arkiverne igen?

Der er gode grunde til, at næppe nogen i dag vil give fem flade euro for en garanti fra statsministeren.

Men ret skal være ret: Han er langtfra alene om at udstille en sådan, grænseløs utroværdighed. Glem ikke Maastricht-afstemningen i 1992 - dengang var det blot negative garantier, eller trusler, der væltede ned over befolkningen om konsekvenserne, hvis et flertal vovede at stemme nej.

Ministerrådets danske generalsekretær, Niels Ersbøll påstod: "Hvis Danmark siger nej den 2. juni, må Danmark forlade alle EFs institutioner." (Berlingske Tidende, 15.5.92). Daværende EF-kommissær, Henning Christophersen påstod: "Med et nej melder vi os i realiteten ud af EF." (Berlingske Tidende, 19.5.92). Daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen påstod: "Vi kommer til at forlade EF-samarbejdet, hvis det bliver et nej." (DR, 30.5.92).

Det blev et nej - hvis nogen skulle have glemt det.

Men nej - vi kom som bekendt ikke til at "forlade alle EFs institutioner", vi meldte os ikke "i realiteten ud af EF", og vi kom ikke "til at forlade EF-samarbejdet".

De var alle sammen fulde af løgn. Så enkelt kan det siges.

Nu skal vi så IGEN stemme om ØMUen, som et flertal stemte NEJ til i 1992, og som et flertal stemte ja til at blive FRITAGET FOR i 1993.

Belært af erfaringen fra 1992 har tilhængerne indstillet truslerne til fordel for garantierne. Og dog. For tilhængerne har ét trumfkort endnu, som vender tilbage igen og igen, og som især er rettet mod de socialdemokratiske og venstreorienterede nej-sigere og tvivlere: Den, der stemmer nej, kommer i selskab med Dansk Folkeparti …! Av. Den sad.

På det Radikale Venstres kongres i Nyborg den 15. september udtalte udenrigsminister Niels Helveg Petersen den hårde dom, at venstrefløjens nej-sammenfald med Dansk Folkeparti gav ham "kuldegysning"!

Intet mindre.

Ingen journalist fulgte op på dette, vel nok ØMU-debattens på én gang mest ynkelige, mest irrelevante og mest dobbeltmoralske forsøg på at skræmme nej-sigere og tvivlere.

Kære Niels Helveg Petersen: Hvordan har du det selv i selskab med en ØMU-tilhænger som Mogens Glistrup? Eller indenrigsminister Karen Jespersen for den sags skyld?

Kun en uge før din "kuldegysning" udtalte din egen partikammerat, Henrik Svane: "Det er belastende for regeringssamarbejdet, hvis indenrigsministeren fortsætter i et spor, hvor hun kan blive taget til indtægt for det yderste højres synspunkter. Det løber mig koldt ned ad ryggen."

Karen Jespersens udmeldinger løber Svane "koldt ned ad ryggen". Hvordan har du det med dét, Niels? Løber det også dig koldt ned ad ryggen, at du er havnet i selskab med Karen Jespersen og Mogens Glistrup? Får du kuldegysning?

Næppe. For Helveg såvel som for Nyrup er intet skud for billigt og intet trick for desperat, når det gælder om at tvinge flertallet til at sige ja og amen til den unionsudvikling, som deres egne partier og alle andre afviste for tyve år siden, som ingen turde nævne for godt ti år siden, men som i dag tiljubles i ekstravagante millionkampagner fra de store, rige ja-partier. Og ikke at forglemme - fra deres mindst lige så rige venner i f.eks. LO, hvor flertallet af medlemmerne godt nok er imod ØMUen, mens LO-toppen rask væk fyrer millioner af i deres forgyldte ja-kampagne med tonsvis af reklamemateriale og en hel vognpark af specialmalede ØMU-reklamebiler og campingvogne.

Alt sammen for at vi kan blive en del af ØMUen, som vi imidlertid IKKE kan forlade igen.

Er vi først kommet ind, får vi aldrig nogen sinde selv valgmuligheden for at melde os ud igen, det har bl.a. justitsminister Frank Jensen klargjort hinsides enhver tvivl. En udmeldelse af ØMUen kræver, at vi bliver smidt ud.

Du kan sige nej til euroen nu, og intet eller ingen forhindrer dig i at ændre mening, når du har set udviklingen an i nogle år, men siger du ja nu, vil du aldrig nogen sinde blive spurgt igen.

Fælden smækker.

Derfor: Er du i tvivl - stem nej.

Et ja til ØMUen er uden fortrydelsesret.

Hvis du er i tvivl, er det kun et nej, der sikrer, at du kan få lov til selv at tage stilling til ØMUen igen, for et ja er definitivt - Centralbanken tager ikke ØMUen retur. Ikke noget med, at hvis vi finder ud af, at den ikke rigtig passede os, eller ikke fungerede efter hensigten, eller ikke havde ordentlig brugsanvisning, så afleverer vi bare vores bon, og så tager de euroen tilbage. Den går ikke.

Medmindre, naturligvis, at Nyrup udsteder en garanti. Så ser det helt, helt anderledes ud. Det kan jo være, at statsministeren i morgen garanterer, at et flertal kan stemme os ud af ØMUen når som helst, selv om justitsministeren afviser det. Men det kan selvfølgelig også være, at han garanterer, at vi får mere solskin, hvis vi stemmer ja. Og ligesom med folkepensionen, altså ikke bare garanterer det i morgen eller i overmorgen - nej, fra nu af og til dommedag.

Og så bliver det sådan. Det har Nyrup jo selv garanteret.

Rune Engelbreth Larsen
Ekstra Bladet, 21.9.2000