|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|
|
|
|
Det Poetiske Bureau - digte fra Guantánamo
Af Rune Engelbreth Larsen 
Tag mit blod.
Tag mit ligklæde og
resterne af min krop.
Tag billeder af mit lig ved graven, alene.
Send dem til verden,
til dommerne og
de samvittighedsfuldeUddrag fra Jumah al Dossaris »Dødsdigt« i 'Digte fra Guantanamo', 2008
For nylig markerede Det Poetiske Bureau, hvad de betegnede som G-Dag - nærmere bestemt årsdagen for oprettelsen af fangelejren Guantánamo. Til et oplæsningsarrangement kunne man høre digte fra nogle af de internerede, og hvis man havde haft den tvivlsomme ære at være blandt de mange demonstranter, der blev indespærret i det såkaldte klimafængsel i Valby under klimatopmødet i december 2009, kunne man gratis få udleveret digtsamlingen Digte fra Guantánamo.
Klimafængslet var naturligvis ikke noget Guantánamo, men det levede afgjort heller ikke op til rimelighedens minimumsgrænser for frihedsberøvelse, og mange af de tusind demonstranter, der blev anholdt på Amagerbrogade til den store klimademonstration (og hvoraf forsvindende få overhovedet blev sigtet), måtte sidde ubevægeligt i timevis på iskold asfalt iført plastichåndjern inden afgangen til burene.
Men dét, der gør Det Poetiske Bureaus markering så indlysende relevant, er den principielle parallel, som blev fremhævet i en pressemeddelelse: »Hvad er der tilbage af vores åbne samfund, hvis man risikerer frihedsberøvelse og ydmygelse, fordi man befinder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt?« Er 'præventive' anholdelser og internering foreneligt med den retstilstand og de frihedsidealer, vore politikere gerne hylder, hvad enten det er allierede soldater i Afghanistan eller hjemligt politi?
Vi roser os af at være frihedens og rettens vogtere, men det er i frihedens og rettens navn, at retssikkerheden undermineres, og det er dette hykleri, som et af digtene fra Guantánamo påpeger:
De rejser støtter og monumenter
for friheden, som er god og fed.
Men jeg prøvede at forklare dem:
arkitektur er ikke retfærdighed.
Der var ikke hård konkurrence mellem de etablerede danske forlag om rettighederne til Guantánamo-digtene – der var tilsyneladende slet ikke andre danske udgivere, der havde meldt sig som interesserede.
Selvcensur, uvidenhed eller prioriteringssvigt? Hvem ved, men det vidner om Det Poetiske Bureau som en prisværdig aktør i kulturlivet. Forlaget har udgivet en lille håndfuld bøger, bl.a. af gamle kendinge som Baudelaire, Rimbaud og García Lorca, men også nye digtsamlinger, f.eks. den iranskfødte digter Arash Sharifzadeh Abdis debutsamling, 'Kvasidansk – nye digte på gamle flasker', der flyder af danske rim, men blander arv og inspiration fra både Iran og Danmark:
Det bedste fra begge verdener, han
vælger for at sætte dem i spand.
Vogter som en elsket modstandsmand
to lande som kun ÉT helligt land.
Arash Sharifzadeh Abdi kommer vidt omkring eksistensens store og små spørgsmål og indfletter lystigt hints til kulturhistoriske kanoner fra Aarestrup, Kierkegaard og Bellman til Ovid, Tabrizi og Khajjâm. Den kalejdoskopiske samling har dog ét fælles omdrejningspunkt, som digteren selv proklamerer i indledningsdigtet: »Som den røde rose med duften så hed, / I ved vel jeg taler om KÆRLIGHED.«
Kærligheden skinner også igennem digterens hyldest til det københavnske Nørrebro, som visse politikere har for vane at stemple som en ghettoiseret krudttønde med lutter burkaer og bander, men som i samlingens titeldigt bliver til »byens es«. Her er der ro, og her er man tro »ved det der bygger bro,« lyder det på digterens kvasidansk:
Om du er albaner,
en hvid afrikaner
romer og germaner,
opstået i klaner.
Om du er vegetar,
kan danse som en nar,
er gadens inventar
en eksistens så rar.
Og netop på dette rare Nørrebro har Det Poetiske Bureau til huse med egen café, der kan besøges på Griffenfeldsgade 52 – én af talrige blomster i Nørrebros farverige buket.
Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 21.1.2010