Ved du, om du ønsker efterlønnens afskaffelse eller bevarelse?
Det gør du nok, og så er det næppe vanskeligt at finde ud af, hvilke partier du
kan fravælge til det kommende valg.
Men hører du til de vælgere, der (også) mener, at den værdipolitiske dagsorden
for asyl- og integrationspolitikken er afgørende for, hvor du sætter dit kryds,
er valget en smule mere komplekst. Og da valget jo nærmer sig, er der grund til
atter at tilbyde lidt vælgerservice:
Skal diskriminations- og assimilationspolitikken fortsætte, kan du naturligvis
bare stemme på Dansk Folkeparti, der aldrig løber tør for ideer til at
chikanere landets indvandrere. Du kan også uden videre stemme på Venstre eller
De Konservative, der har haft årevis til at sige fra over for Kjærsgaard &
Co., men hellere har villet kvittere for deres støtte til regeringsmagt,
skattestop, sociale forringelser og krigsopbakning ved år efter år at kaste den
ene diskriminationspolitiske luns efter den anden i Dansk Folkepartis favn.
Et af Europas mest radikale højrepopulistiske partier har således forestået et
tiårs rettighedsundergravende, mistænkeliggørende og umyndiggørende love, der
er selektivt rettet mod etniske og religiøse minoriteter, hvorfor ingen vel kan
fortænke den internationale presse i at overdrive partiets seneste gevinst i
form af grænsekontrol. Den symbolpolitiske effekt er jo en yderligere
indsnævring af det mentale danmarkskort i den lange række af gaver til Dansk
Folkeparti.
Men hvad nu, hvis du hører til dem, der synes, at den formynderiske
familiesammenføringspolitik, assimilationskravene og diverse pointsystemers
aparte reduktion af mennesker til nytteværdi mest af alt ligner kapitler i en
orwellsk dystopi?
Ja, så er det ingenlunde ligegyldigt, hvilket oppositionsparti eller hvilken
oppositionspolitiker du stemmer på. Kun ét er stensikkert: Du skal selvsagt for
alt i verden undgå at styrke Socialdemokraterne og SF.
En stemme på et af de to største oppositionspartier vil i bedste fald
opretholde hovedtræk i den eksisterende asyl- og familiesammenføringspolitik
med marginale forbedringer, eftersom SSF ikke agter at tage de mindste hensyn
til De Radikale og Enhedslisten.
Eller som Ole Sohn har udtrykt det: »Der sker ingen ændring af dansk
asylpolitik, og det kan de Radikale ikke ændre på.« (Berlingske, 26.9.2009). Og
Henrik Sass Larsen: »Hvis De Radikales forudsætning for, at vi kan regere
landet, er, at vi skal føre radikal udlændingepolitik, så kan jeg bare sige, at
det kommer ikke til at ske.« (Politiken, 25.11.2010). Og Helle
Thorning-Schmidt: »Det bliver ikke De Radikale, som skal bestemme vores
udlændingepolitik. Det er de brede vælgergrupper ikke interesserede i, og jeg
er slet, slet ikke interesseret i det.« (Ritzau, 21.11.2010). Og for nylig: »Vi
kommer ikke til at lempe på familiesammenføringsreglerne og 24-års reglen.«
(Ritzau, 16.5.2011).
Kan det undre nogen, at De Radikale ikke finder anledning til overdreven
loyalitet over for SSF på baggrund af denne konstante affejning af
medindflydelse på en kommende regeringspolitik?
Ønsker du med andre ord et opgør med den eksisterende diskriminations- og
assimilationspolitik, skal du undgå at stemme på liste A eller liste F.
Medmindre du stemmer personligt på en kandidat i ét af de to partier, der i ord
og gerning har vist, at vedkommende faktisk tør kæmpe for en mere humanistisk
linje internt – og det er der faktisk nogle, der har.
Det næste folketingsvalg handler således ikke kun om mandatfordelingen
partierne imellem, men i høj grad også om personsammensætningen og styrken af
partiernes interne fløje, især i SSF, hvor der er brug for standhaftige og
selvstændige røster, der også tør trodse Sohn & Sass.
Den, der ønsker en mere humanistisk værdipolitik, kan selvfølgelig også med
fordel stemme på De Radikale eller Enhedslisten – de eneste partier, der
i dag har en sådan.
Her bliver udfordringen at sikre sig, at disse partier tør stille
værdipolitiske krav om større ligebehandling, flere rettigheder og bedre
asylforhold, også når de skal lægge stemmer til andre politiske aftaler med
SSF. I modsat fald kommer der nemlig aldrig skyggen af ændringer, fordi Søvndal
& Thorning-Schmidt bekvemt kan henholde sig til, at de alligevel aldrig får
et borgerligt flertal imod sig, når de afviser lempelser inden for den
eksisterende assimilations- og diskriminationspolitik.
Hvis ikke De Radikale og Enhedslisten skal ende som et tandløst værdipolitisk
halehæng, er de med andre ord pinedød nødt til at kræve klare humanistiske
indrømmelser – og hvis SSF-arrogancen fortsætter efter valget, må de
sågar turde true med at trække sikkerhedsnettet væk under Søvndal og
Thorning-Schmidt.
Ellers bliver VK-regeringens diskriminerende udlændingepolitik anno 2011
praktisk talt identisk med en eventuel SSF-regerings udlændingepolitik anno
2011 og 2012 og ...
Rune Engelbreth Larsen, Politiken, 21.5.2011