Terrorlovgivning og ytringsfrihed
Af Rune Engelbreth Larsen 
Foreningen Oprør har angiveligt indsamlet midler til bevægelser, som figurerer på EUs og FNs terror-lister for derigennem at protestere mod terrorlovgivningen og forsvare ytringsfriheden og menneskerettighederne. I fuld bevidsthed om, at det er forbudt, støttes FARC (Columbias Revolutionære Væbnede Styrker) og PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse), der begge betegnes som terrororganisationer af EU, og i foreningens appel, »Krigen mod terror truer os alle« opfordres alle til at samle penge ind.
Konkret opfordres til »modstand mod de europæiske terrorlove og EUs terrorliste« i form af pengeindsamlinger – om end det ikke specificeres til hvem.
Oprørs talsmand, Patrick Mac Manus er den 9.8.2005 blevet sigtet efter Straffelovens § 114, den såkaldte terrorparagraf, som kan give op til 10 års fængsel. Det er ikke første gang, han er i politiets søgelys – tidligere har han samlet penge ind til den sydafrikanske anti-apartheidsbevægelse, ANC, der for år tilbage også er blevet betegnet som en terrororganisation af flere vestlige regeringer.
Den 12.8.2005 afsiger byretten kendelse om, at selve appellen er i strid med loven, hvorefter politiet beslaglægger dele af foreningens hjemmeside. Dermed er ytringsfriheden naturligvis indskrænket, eftersom foreningen ikke bedriver terror, men opfordrer til at støtte organisationer, der beskyldes for at bedrive terror.
I det, som Mac Manus kalder »en slags medieguerillakrig i ytringsfrihedens navn« har en række bevægelser siden offentliggjort den forbudte appel på deres hjemmeside og derved gentaget »forbrydelsen«, heriblandt Enhedslisten. Skønt partiet ikke selv vil støtte FARC og PFLP, betragtes kendelsen som »en dybt problematisk indskrænkelse af ytringsfriheden«.
I første omgang afviste politiet at gøre noget ved appellens spredning, og gengivelsen af den ulovlige tekst blev betragtet som en »kopi« eller et »referat«, hvilket tilsyneladende ramte en gråzone. Vicekriminalkommissær Magnus Andresen udtalte: »Vi har i hvert fald ingen intentioner om at kontakte de forskellige redaktører med henblik på at bede dem om at fjerne det.« (Politiken, 17.8.2005). Men fire måneder senere bebuder politiadvokat Michael Jørgensen pludselig en sigtelse mod Enhedslisten og kræver flere hjemmesider beslaglagt: »Vi kan jo ikke have, at den slags opfordringer til ulovligheder cirkulerer rundt.« (12.12.2005).
Foreningen Oprør sætter fokus på en særdeles problematisk terrorlovgivning og de ikke mindre problematiske terrorlister. Det er et velkendt og omstridt spørgsmål, også blandt forskere, hvordan man overhovedet definerer »terrorisme«, og der er en betydelig gråzone i feltet mellem mord på civile i en politisk eller religiøs sags tjeneste og »retfærdiggjorte« ofre under en modstandskamp eller krig mod undertrykkende magthavere. Den enes »frihedskæmper« bliver som ofte gentaget let til modpartens »terrorist«.
Terrorlisterne er derfor heller ingen garanti for en saglig vurdering i dette spændingsfelt, og der er ingen adgang til at prøve listernes indhold retsligt.
At også den danske terrorlovgivnings gummiformuleringer risikerer at gøre »terrorisme« ud af politiske metoder, som vi almindeligvis aldrig ville have forestillet os kategoriseret på denne måde, fik vi et muligt forvarsel om, da Greenpeace blev dømt efter den såkaldte anti-terrorpakkes nye bestemmelser den 10.6., fordi aktivister havde ophængt et kæmpebanner på Axelborg i København i protest mod gensplejset foder.
Straffelovens paragraf 306 er blevet skærpet, så virksomheder og organisationer også kan dømmes kollektivt for ulovlige handlinger, selv om der ikke er økonomisk vinding involveret, og herved rammes Greenpeace på baggrund af en lovændring, der er direkte motiveret af terrorangrebene på USA i 2001.
Terrorlister og terrorlovgivning, dommen mod Greenpeace og de aktuelle sager mod Foreningen Oprør og Enhedslisten rejser en række spørgsmål til ytringsfrihedens status i aktuelle, politiske sammenhænge – spørgsmål, hvis problemstillinger ingen fløje uden videre er hævet over.
Hvorfor problematiserer Foreningen Oprør f.eks. terrorlovgivningen ved netop at donere penge til FARC? Som allerede nævnt er terror-etiketten altid problematisk, men Amnesty International – der vel må være blandt de mest uvildige iagttagere – har kritiseret Colombias paramilitære grupper, der er støttet af hæren og sikkerhedsstyrkerne, SÅVEL som FARC for »komplet mangel på respekt for menneskerettighederne« gennem »drab på forsvarsløse civile, overgreb på menneskerettighedsaktivister og kidnapninger«.
Ved at støtte FARC forplumres diskussionen om ytringsfriheden og den vanskelige terrorisme-definition. Dertil kommer, at problematikken desværre yderligere indsnævres og fortegnes gennem automatreaktioner i debatten, der ikke blot afspejler, men cementerer et forudindtaget politisk prisme.
Skal vi nå ud over den politiske skyttegravskrigs forudsigelighed og gribe fat i de principielle overvejelser, må pressen fokusere på alle aktørers blinde vinkler.
Vi må få svar på, hvorfor terrorlovgivningen f.eks. er »en dybt problematisk indskrænkelse af ytringsfriheden« for Enhedslisten, mens racismeparagraffen ikke er det? Omvendt må Dansk Folkeparti forklare, hvorfor partiet kun angriber racismeparagraffens indskrænkning af ytringsfriheden, men ikke terrorlovgivningens? Tilsvarende skylder Jyllands-Posten os svar på, om man vil forsvare Enhedslistens ytringsfrihed og f.eks. optrykke tolv appeller til at støtte forskellige organisationer på EUs terrorliste – blot for at se hvor langt ytringsfriheden rækker, naturligvis? Og endelig kunne det være passende at høre statsministerens kritik af sin forsvarsminister, da denne afkrævede beredskabsstyrelsens skolechef en loyalitetserklæring, fordi han havde tilladt sig at kritisere regeringens planer for et terrorberedskab?
At ytringsfriheden begrænses af forskellige hensyn, kan og bør man diskutere rimeligheden og omfanget af. Men hvis vi virkelig ønsker en debat om de principielle overvejelser, hævet over politiske særinteresser, må pressen også stille ovenstående spørgsmål.
Måske vi så kan få afklaret, hvorvidt der gemmer sig tyk dobbeltmoral eller saglig pragmatisme bag diverse positioner i en af tidens vigtigste debatter.
Rune Engelbreth Larsen
Tendens: Politiken, 17.12.2005
Bragt under titlen »Tyk dobbeltmoral om terror og ytringsfrihed«
