Jyllands-Postens selektive selvcensur
Af Rune Engelbreth Larsen 
Dannebrog går op i flammer under islamisters amokløb i land efter land, hvor Muhammedsagen har fået 117 forkerte dagsordener til at smelte sammen. Det er tid til en gennemgribende selvkritik i dansk presse og politik, der trænger til at få korrigeret udbredte vrangforestillinger og forglemmelser ...
1) Muhammed-sagen er ikke Jyllands-Postens opgør med selvcensur eller ytringsfrihedens begrænsninger, for selvcensur udøver avisen let i mange andre tilfælde:
Hvor er f.eks. avisens store kampagne for ytringsfrihed i protest mod kriminaliseringen af den tidligere efterretningsofficer, Frank Grevil, som lækkede vigtige oplysninger til pressen om Irak-krigen? Hvornår trykker avisen mon den kriminaliserede appel til støtte for organisationer, som f.eks. Foreningen Oprør mener er havnet uretmæssigt på EUs Terrorliste? Bare for at teste ytringsfriheden, naturligvis?
Jyllands-Postens chefredaktør Carsten Juste har i stedet valgt atter at ramme avisens yndlingsprügelknabe, muslimerne.
Gentagne gange har han henvist til, at danske kristne i modsætning til danske muslimer har "gennemlevet" forargelsen over at se religiøse symboler nedværdiget og bespottet - men hvor var Justes kamp mod selvcensuren i 2003, under sagen om Jesus-sandalerne?
Selv om et katolsk menighedsråd meldte Kvickly for overtrædelse af blasfemiparagraffen for at sælge sandaler med et billede af Jesus, fastholdt supermarkedskæden salget. Da også protestantiske biskopper klagede (f.eks. fandt Jan Lindhardt salget skammeligt) vandt til sidst selvcensuren, og Kvicky trak sandalerne tilbage.
Jyllands-Posten skrev dog ikke en forarget leder og bad heller ikke 12 kunstnere udfærdige Jesus-portrætter på klip-klap-sandaler af den grund.
Da avisen måneden forinden havde fået tilbudt en uskyldig tegning med en hoppende Jesus, som skulle illustrere genopstandelsen, turde man slet ikke bringe den. Søndagsredaktørens begrundelse lød: "Faktisk tror jeg, at den vil udløse et ramaskrig. Derfor vil jeg ikke gøre brug af den."
Men for en bistert dæmoniseret Muhammed med en bombe i turbanen er ramaskriget nærmest blevet et succeskriterium.
Når avisen begrunder sin beslutning om at bringe Muhammed-karikaturerne med, at "man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse", så betyder "MAN" altså udelukkende muslimer.
2) Som vi har set det talrige gange før, tørrede også Venstres Troels Lund Poulsen al balladen af på danske imamer under DR1s store tv-debat den 5.2. og udtalte, at der "stort set ingen internationale reaktioner var i de tre første måneder" før imamers rundrejse i Mellemøsten. Intet kunne være mere forkert:
Allerede den 11.10. bringer Al Jazeeras hjemmeside et interview med en dansk imam, der kritiserer Muhammed-tegningerne - hjemmesiden er blandt verdens 50 mest besøgte. Den 12.10. sender 11 muslimske ambassadører deres protestbrev til statsministeren. Den 22.10. protesterer generalsekretæren for den islamiske verdensorganisation, OIC, der har 56 medlemslande.
Den 4.11. meddeleler Egyptens ambassadør i Libanon, at hans land vil indstille al dialog om menneskerettigheder med Danmark. I begyndelsen af december anmoder FNs højkommissær for menneskerettigheder sine FN-eksperter i ytringsfrihed og racisme om at vurdere sagen. Den 27.12. truer generalsekretæren for den islamiske organisation ISESCO (en del af OIC) med at opfordre sine 51 medlemslande til en boykot af Danmark. Den egyptiske ambassadør, Mona Omar Attiah understreger samme dag, at generalsekretærens trussel er alvorlig: "Han er ikke den eneste, der opfordrer til boykot. Der er tale om en folkestemning, som kan betyde, at folk holder op med at købe danske varer." Den 1.1. beslutter OIC at boykotte det danske projekt, Images of the Middle East.
Det er altså rent sludder, når Troels Lund Poulsen påstår, at der "stort set ingen internationale reaktioner" var i de første tre måneder.
3) Statsministeren har aldrig svaret på det principielle anklagepunkt i de elleve muslimske ambassadørers skrivelse, hvor de anmoder om et møde:
I ambassadørernes brev kritiseres den "igangværende smædekampagne" mod islam og muslimer, som de UDOVER Muhammed-tegningerne eksemplificerer ved bl.a. at henvise til de anti-islamiske artikler fra Louise Freverts hjemmeside, den indvandrerfjendtlige Radio Holger (der har opfordret til at "slå en betydelig del af de muhamedanske indvandrere ihjel") og kulturminister Brian Mikkelsens tale på de konservatives landsmøde (det er her, ministeren går i Kjærsgaard-gear og taler om de "mange slag, der skal slåes" i kampen mod minoriteter, der "praktiserer deres middelalderlige normer").
Ambassadørerne peger på en "meget diskriminerende tendens" - de ser altså Muhammed-tegningerne som eksempel på en generelt kritisabel udvikling. Statsministeren omtaler ikke dette med ét ord i svarbrevet eller i pressen - i stedet bliver ambassadørerne latterliggjort af flere politikere og reduceret til et forlangende om "pressecensur".
Men protestbrevet kunne med fuld ret have fremhævet hundredvis af andre eksempler. Måske regeringen skulle prise sig lykkelig for, at ambassadørerne indtil videre har udøvet så megen SELVCENSUR, at de ikke har præsenteret den islamiske verden for Mogens Camres, Ulla Dahlerups og Ole Hyltofts samlede udsagn i oversættelse ...
Og så er det tid til at se frem. Hvis hverken Jyllands-Posten vil undskylde avisens proportionsforvrængende korstog mod den selvcensur, de selv har så selektivt et forhold til, eller Islamisk Trossamfund vil undskylde at have viderebragt misinformation - så må et andet Danmark forsøge.
Mit eget bidrag har i den forløbne uge været at deltage i en libanesisk tv-debat med kritik af Jyllands-Postens dobbeltmoral såvel som af pøbelvold i Mellemøsten - men en påpegning af, at den danske statsministers respekt for islam dog er dybfølt.
Det sidste krævede en betydelig grad af selvcensur i diplomatiets interesse, men jeg håber, at statsministerens kurs de seneste par uger på dét punkt er blivende - så er jeg fri for at offentliggøre et dementi.
Der er et Andet Danmark end Jyllands-Postens, og der er brug for det - ræk en hånd: www.anotherdenmark.org
Rune Engelbreth Larsen
Tendens: Politiken, 11.2.2006
