Hizb ut-Tahrirs »magtovertagelse« afværget
Af Rune Engelbreth Larsen 
I den forgangne uge gik det op for os alle sammen, at den islamiske femtekolonne-virksomhed i vores ellers så fredelige Danmark reelt udgør en skræmmende trussel af samfundsomvæltende dimensioner.
Med Berlingske Tidende i front kunne medierne på skift slå alarm og afsløre, hvorledes yderligtgående muslimer var i fuld gang med at overtage magten. Nyhedsudsendelse efter nyhedsudsendelse og avis efter avis oprullede den rystende sandhed for vore øjne – demokratiet var afviklet, ikke-muslimske symboler blev angrebet, og tvangsopdeling af kønnene blev gennemtrumfet.
Heldigvis var journalister på pletten og råbte vagt i gevær. Ædle hædersmænd. Og gudskelov tog standhaftige politikere affære i sidste sekund.
Københavns kultur- og fritidsborgmester Martin Geertsen udtalte: »Sagen her viser, at der eksisterer et parallelsamfund i København, som spiller efter deres helt egne regler. Det skal vi ikke acceptere.« (B.T., 17.6.). Familieminister Carina Christensen tog på det skarpeste afstand fra »magtovertagelsen« (Jyllands-Posten, 18.6.).
Hvad skete der? Var Københavns rådhus faldet i fjendens hænder? Stod islamisterne med en talstærk skare på Christiansborg Slotsplads, parate til at marchere direkte ind i magtens haller?
Nej. Det var fire muslimske forældre fra den yderligtgående og fuldkommen marginale bevægelse Hizb ut-Tahrir, der var blevet valgt til bestyrelsen i én københavnsk børnehave med muslimske forældre og muslimske børn.
Det var magtovertagelsen. Våbnene var et demokratisk bestyrelsesvalg.
Den nye bestyrelse insisterede så på, at deres børn ikke skulle danse, klæde sig ud eller se nøgne mennesker, og at børnene skulle kønsopdeles.
Det var revolutionens konsekvenser.
Og dog – der var for resten mere. Der var jo også dét der med saksen!
Med betydelig journalistisk akkuratesse oprullede Urban det uhyggelige drama, der havde udspillet sig i børnehaven Salam: »Efter en udflugt, hvor de muslimske børn havde fået foræret nogle nissehuer, gik nogle forældre til angreb på huerne og klippede dem i stykker.« (Urban, 18.6.).
Chokket har ikke fortaget sig endnu.
De gik »til angreb« - på huerne!
Spørgsmålet er måske, om ikke dette pjat er mere ufrivilligt komisk end grundlag for en landsdækkende mediesensation?
Man tænker uvilkårligt, at islamisterne gudskelov ikke havde deres sabler inden for rækkevidde, for så havde Urban måske kunnet berette, at der også var blevet halshugget et juletræ.
Pia Kjærsgaard så naturligvis dramaets perspektiver lysende klart i sit ugebrev og beskrev, hvorledes Hizb-ut-Tahrir »med udgangspunkt i en børnehave på Nørrebro vil kæmpe for en islamisk stat i Danmark« (18.6.). Intet mindre.
Men vi slap altså med forskrækkelsen. Revolutionen blev nedkæmpet, før den islamistiske stat kunne udråbes – pyha.
Mens gyset langsomt var ved at fortage sig under indtryk af nedkæmpelsen af denne nissehue-bekæmpende terrorcelle, der fra en børnehave i København var på nippet til at islamisere vort ganske land, kunne kontorchef fra Københavns kommune, Jan Dehn imidlertid berette: »Vi kan ikke på baggrund af en enkelt eller to begivenheder stoppe tilskuddet til en institution som Salam. Der skal mere til end rapporter om, at nissehuer bliver klippet i stykker, eller at børnene ikke må gå i en park af frygt for, at de skal se nøgne mennesker.« (Politiken, 18.6.).
Dagen efter afviste børnehavens personale historien og blev bakket op af pædagogernes fagforening, LFS. Ritzau refererede børnehavens tillidsrepræsentant: »Der har aldrig været tale om, at vi har praktiseret eller været underlagt Hizb ut-Tahrir. Tværtimod har vi stået imod, da det går imod vores professionelle og pædagogiske grundlag for at arbejde i en daginstitution i København.«
Det var om samme institution, at Berlingske Tidende skrev i sin afsløring, der gik sin sejrsgang i alle medier: »Salam betyder fred, men det er lang tid siden, at der har været fred i børnehaven Salam.«
Jo, den nøgterne mediedækning forstod at gøre en muslimsk fjer til fem blodtørstige gribbe - ikke i en lokalavis fra Nørrebro, men i landsdækkende cirkulation.
Til sammenligning vurderede de landsdækkende medier f.eks. ganske anderledes, da en muslimsk mor med barnevogn og en 14 måneder baby blev angrebet af racister i midten af maj i Nordsjælland. Først blev hun overfuset verbalt, fordi hun havde hovedtørklæde på, dernæst fik hun revet tørklædet af og blev slået tre gange i ansigtet.
Den ene bilist efter den anden kørte passivt forbi overfaldet - mens en iranskfødt kvinde, der satte efter racisterne, selv blev slået i ansigtet og fik sine briller smadret.
De landsdækkende medier var tavse som østers.
Men det var selvfølgelig også bare en historie om racistisk vold - det kunne da umuligt have samme nationale relevans som et islamistisk frontalangreb på en nissehue.
Rune Engelbreth Larsen
Tendens: Politiken, 23.6.2007
