|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|
|
|
|
Holger Danske og Rezia i Malmø
Af Rune Engelbreth Larsen 
 |
Holger Danske, kasematterne på Kronborg. Betonkopi af Hans Pedersen-Dans gipsafstøbning fra 1907 (foto: Dave Verwer) |
Vel, kære danskere – lad det være sagt straks: Dét tidspunkt er nu.
I det følgende skal jeg røbe sandheden om den virkelige Holger Danske, der i modsætning til den ubevægelige statue har rejst sig og i disse tider mobiliserer en skare af medsammensvorne i Malmø, hvor han i en årrække har levet i ufrivilligt eksil sammen med sin irakiske hustru, Rezia.
Men lad os først genopfriske forhistorien – lad så ligge, at navnet på den ædle helt, der optræder i Rolandskvadet under navnet »Oger le Danois«, måske i realiteten burde tydes som »Ogier l'Ardenois« (Ogier fra Ardennerne), og at sagnet om en sovende hero, der skal rejse sig i nødens stund, er universelt udbredt og slet ikke specifikt dansk. Det vil vi dog ikke opholde os ved i denne omgang – for Holger Danske har fået sit eget udødelige liv i den danske kulturarv, hvortil hører operaen »Holger Danske« (1789) med libretto af Jens Baggesen og musik af holsteneren Friedrich Ludwig Aemilius Kunzen.
Operaens skæbne er i sig selv et kulturhistoriske lærestykke i, hvordan »det danske« transformeres over tid. Mange mente oprindelig, at Holger Danske fyldte alt for lidt i operaen, der blev beskyldt for at være inficeret af 'tyskheden' og udløste en rasende kulturkamp i den danske Helstat, den såkaldte Holger-fejde. Efter ganske få opførelser blev den taget af plakaten, og med undtagelse af en enkelt opførelse af første akt i 1804 var den stort set glemt i over halvandet århundred, indtil Det Kongelige Teater atter tog den op i 1941 og 1944. Tiden var blevet en anden, og fra at være mistænkeliggjort for sin forhadte 'tyskhed', blev den ironisk nok nu snarere et slag for danskheden mod den tyske besættelsesmagt.
Jo, hvad der er »ægte dansk« kan ændre sig dramatisk over tid – så meget, at selv samme opera, der altså ved sin fødsel blev betragtet som en forfærdelig udansk manifestation, blev hyldet med optagelse i den danske kulturkanon et par århundreder senere.
»Holger Danske« er genrebeslægtet med Mozarts og Schikaneders lidt senere »Tryllefløjten« og bærer præg af sin tids referencer til den fælleseuropæiske klassiske dannelse, her med Oberon og Titania i centrale roller, mens de institutionaliserede religioner er perifere kulisser, om end den naturligvis i nogen grad er tidstypisk, også hvad angår tidligere århundreders fjendebilleder.
Der er imidlertid først og fremmest tale om en monumental hyldest til den grænseløse og kulturoverskridende kærlighed, som overvinder autoriteter, tvang og fristelser. Holger Danske er betingelsesløst forelsket i den skønne Rezia, som han sætter livet på spil for at redde fra et forestående tvangsægteskab. Kærligheden er gengældt, men de elskende må gå grueligt meget igennem, før Holgers romantiske indstilling til alskens farer viser sig at blive stående som stykkets morale: »Kærlighed skal trodse hver!«
Tilbage bliver imidlertid et åbent spørgsmål, som lige siden har svævet i vinden: Hvad hænder efterfølgende med Holger og Rezia, som operaen efterlader lykkelige i hinandens arme i Tunis?
Nåja, lad os bare løfte sløret nu: De bliver gift og drager til Holgers moderland. Efter at have kæmpet imod diktaturer, hvor patriarkalsk brutalitet tilsidesætter kærligheden, og imod autoritært tyranni, der træder menneskerettigheder under fode, bliver de modtaget af Udlændingeservice i Danmark – blot for at blive smidt på (lade)porten.
Men de elsker jo hinanden? Ja, men dét er ligegyldigt, for Holger har nemlig været udenlands for længe, ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark er for lille, og han har ingen bolig af passende størrelse – og over for så tungtvejende krav tæller kærlighed intet.
Derfor havnede Holger i Malmø med sin irakiske hustru. I lighed med tusinder af andre ægtepar blev de forment adgang til Danmark af sagsbehandlere og ministre, som kynisk havde løjet om deres rettigheder. Kun sådan kunne de efterkomme Pia Kjærsgaards ordrer, og i Kjærsgaards land er det en utilgivelig synd at forelske sig i en udlænding for bagefter at gifte og bosætte sig i Danmark. Dér går grænsen – undgå så vidt muligt »blandede« ægteskaber.
Kærlighedsforagten skriger selvfølgelig til himlen, hvorfor hele det surrealistiske væv af absurde krav fikst bliver iscenesat som et værn mod tvangsægteskaber, selv om konsekvensen er en kriminalisering af kærlighedsægteskaber.
Men Holger Danske er ved at vågne op til dåd. Han vil hjem til Danmark med sin irakiske hustru, og hvis hans sværd i nødens stund hedder EU-ret, skyldes det selvfølgelig, at den i modsætning til Kjærsgaards Udlændingeservice også kan tjene kærlighedens ret.
For når ikke kærlighedens ret også er dansk ret, er uret blevet ret – og så stander Danmark for alvor i våde.
Rune Engelbreth Larsen
Tendens: Politiken, 16.8.2008