Citatsektionen | Kierkegaards kirkekamp

Søren Kierkegaard (1813-1855)

Søren Kierkegaard rettede i sine sidste leveår et voldsomt og målrettet angreb på kirken og beskyldte præsteskabet for at være hyklere, der vendte Kristus på hovedet, så kristendommen umuliggøres. Her følger en række citater fra filosoffens kirkekamp, som bl.a. blev ført i stridsskriftet Øieblikket (1854-55).

SØREN KIERKEGAARD: »Der skal først og fremmest, efter den størst mulige Maalestok, gjøres en Ende paa hele den officielle – velmente – Usandhed, der – velment – fremkogler og opretholder det Skin, at det er Christendom, man forkynder, det nye Testamentes Christendom. I denne Henseende gjælder det om ikke at skaane.« (Artikel i Fædrelandet, 22.3.1855).

SØREN KIERKEGAARD: »Saaledes maa Sagen vendes; bort, bort, bort med al Øienforblindelse, frem med Sandheden, ud med Sproget: vi duer ikke til at være Christne i det nye Testamentes Forstand – og dog trænge vi til at turde haabe en evig Salighed, som vi altsaa maatte faae paa ganske andre Vilkaar end dem, det nye Testamente fastsætter.« (Artikel i Fædrelandet, 22.3.1855).

SØREN KIERKEGAARD: »Den religieuse Tilstand i Landet er: Christendommen (dette vil sige det nye Testamentes Christendom – og alt Andet er jo ikke Christendom, allermindst ved at kalde sig saa). Christendommen er slet ikke til, hvad vel næsten Enhver maa kunne see ligesaa godt som jeg.« (Artikel i Fædrelandet, 26.3.1855).

SØREN KIERKEGAARD: »Det nye Testamentes Christendom er slet ikke til. Her er ikke Noget at reformere; det, det gjælder om, er at bringe Lys i en gjennem Aarhundreder fortsat, af Millioner (uskyldigere eller skyldigt) øvet christelig Criminal-Forbrydelse, hvorved man kløgtigt, under Navn af Christendommens Fuldkommengjørelse, har lidt efter lidt søgt at franarre Gud Christendommen, faaet Christendom til at være lige det Modsatte af, hvad den er i det nye Testamente.« (Artikel i Fædrelandet, 28.3.1855).

SØREN KIERKEGAARD: »Jeg vil Redelighed. Er det da dette, Slægten eller Samtiden vil, vil den ærligt, redeligt, uforbeholdent, aabent, ligefrem gjøre Oprør mod Christendommen, sige til Gud 'vi kan, vi vil ikke bøie os under denne Magt' – men vel at mærke, det gjøres ærligt, redeligt, uforbeholdent, aabent, ligefrem: nu vel, hvor besynderligt det kunde synes, jeg er med; thi Redelighed vil jeg. Og overalt, hvor der er Redelighed, kan jeg gaae med; et redeligt Oprør mod Christendommen kan kun gjøres, naar man redeligt vedgaaer, hvad Christendom er, og hvorledes man selv forholder sig dertil.« (Artikel i Fædrelandet, 31.3.1855).

SØREN KIERKEGAARD: »Men Eet vil jeg ikke, nei, for ingen, ingen, ingen Pris vil jeg det, Eet vil jeg ikke: jeg vil ikke, om det saa blot var med den sidste Fjerdedel af det sidste Led paa min lille Finger deltage i, hvad der hedder: officiel Christendom, der ved Fortielse eller Konster gives Skin af at være det nye Testamentes Christendom, hvad jeg paa mine Knæ takker min Gud for, at han forbarmende forhindrede mig at komme for langt ind i.« (Artikel i Fædrelandet, 31.3.1855).

SØREN KIERKEGAARD: »Ansvaret ligger egentlig hos Staten; skal derfor Stat og kirke skilles ad, bliver det ligefrem Statens Pligt at forsørge Præsten, med hvem den har contraheret. Hvad vilde ogsaa Staten paa den Galei! At arrangere 1000 Levebrød paa Conto: den lidende Sandhed, og at ville 'protegere' det Guddommelige: begge Dele er lige bagvendt.« (Artikel i Fædrelandet, 11.4.1855).

SØREN KIERKEGAARD: »Hvo Du end er, hvilket Dit Liv for resten, min Ven, – ved (hvis Du ellers deeltager i den) at lade være at deeltage i den offentlige Gudsdyrkelse som den nu er (med Paastand paa at være det nye Testamentes Christendom) har Du bestandigt een og en stor Skyld mindre, Du deeltager ikke i at holde Gud for Nar ved at kalde det nye Testamentes Christendom hvad der ikke er det nye Testamentes Christendom.« (Flyvebladet Dette skal siges; saa være det da sagt, 24.5.1855; Kierkegaards krigserklæring til kirken).

SØREN KIERKEGAARD: »Thi ikke sandt, Du menige Mand, det kan Du meget godt forstaae – jeg mener, at just Du kan langt lettere og bedre forstaae det, end demoraliserede Præster og en fordærvet Fornemhed – ikke sandt, dette kan du ypperligt forstaae, at Eet er at forfølges, mishandles, hudflettes, korsfæstes, halshugges o.D., et Andet, comfortabelt indrettet, med Familie, jevnt avancerende, at leve af at skildre, at en Anden blev hudflettet o.s.v. – men dette er ogsaa en Forskjel mellem det nye Testamentes Christendom og den officielle.« (Artikel i Fædrelandet, 26.5.1855).

SØREN KIERKEGAARD: »Lys i Sagen, lad det blive tydeligt for Menneskene, hvad det nye Testamente forstaaer ved det at være Christen, at Enhver saa kan vælge, om han vil være Christen, eller om han redeligt, ærligt, uforbeholdent ikke vil være det; og lad det være sagt høit for hele Folket: det er Gud uendeligt kjerere, at Du – Betingelsen for at Du muligt kunne blive det – ærligt vedgaaer, at Du ikke er og ikke vil være Christen, uendeligt kjerere end denne Ækelhed, at det at dyrke Gud er at holde ham for Nar.« (Øieblikket nr. 1, maj 1855).

SØREN KIERKEGAARD: »Skal her Christendom anbringes, maa altsaa først og fremmest dette Sandsebedrag bort. Men da dette Sandsebedrag, denne Indbildning er, at de ere Christne, seer det jo ud som var det at anbringe Christendom at fratage Menneskene Christendom. Dog er dette det Første, der maa gjøres, Sandsebedraget maa bort.« (Øieblikket nr. 2, juni 1855).

SØREN KIERKEGAARD: »I det nye Testamente fremstiller Verdens Frelser, vor Herre Jesus Christus Sagen saaledes: Veien, som fører til Livet, er trang, Porten snever – Faae de som finde den. – nu derimod er for blot at blive ved Danmark, vi Alle Christne, Veien saa bred som vel mulig, den bredeste i Danmark, da det er den vi alle gaae ad, derhos i alle Maader beqvem, comfortabel, og Porten saa viid som det er muligt, videre kan jo dog en Port ikke være end den gjennem hvilken Alle gaae en masse: ergo er det nye Testamente ikke mere Sandhed.« (Øieblikket nr. 2, juni 1855).

SØREN KIERKEGAARD: »Dog i 'Christenhed' bliver dette vanskeligt forstaaet, i Christenhed, hvor man, hvad der er ganske i sin Orden, ingen Anelse har om, hvad Christendom er, og hvor man da allermindst kunde falde paa eller, naar det siges, faae i sit Hoved, at Christendommen er bleven afskaffet ved Udbredelsen, ved disse Millioner Navne-Christne, hvis Tal vel skal skjule over, at der ingen Christen er, at Christendommen slet ikke er til; thi som man taler om, ved en lang Passiar at snakke sig fra Noget, saaledes har Menneske-Slægten, den Enkelte i den, villet snakke og skulke sig fra at være Christen ved dette Mylder af Navne-Christne, en christelig Stat, en christen Verden, beregnet paa, at Gud skal blive saa fortumlet i Hovedet ved alle disse Millioner, saa han ikke opdager, at han er narret, at der ikke er en eneste: Christen.« (Øieblikket nr. 3, juni 1855).

SØREN KIERKEGAARD: »Prøven er ganske simpel: lad Staten (og dette er den eneste sande christelige Fordring, som det ogsaa er det eneste Fornuftige) gjøre al Christendoms Forkyndelse til privat Praxis – og det skal snart vise sig, om der her i Landet er 1½ Million Christne; ligeledes om der her i Landet er Brug for 1000 Præster med Familie. Sandheden vil nok vise sig at være, at der maaske ikke er virkelig Brug for 100 Præster, og Sandheden vil nok vise sig at være, at maaske ikke een eneste af alle disse Bisper, Provster, Præster er istand til at kunne overtage privat Praxis.« (Øieblikket nr. 3, juni 1855).

SØREN KIERKEGAARD: »For Alt frels Christendommen fra Staten; med sin Protection ligger den Christendommen ihjel som naar en Madamme med sit Corpus ligger sit Barn ihjel, og den lærer Christendommen de afskyeligste Unoder: under Navn af Christendom at bruge Politie-Magt.« (Øieblikket nr. 4, juli 1855).

SØREN KIERKEGAARD: »Hver Time denne Tingenes Orden bestaaer, fortsættes Forbrydelsen; hver Søndag der holdes Gudstjeneste paa den Maade, leges der Christendom og holdes Gud for Nar; Enhver der deeltager, deeltager i at lege Christendom og i at holde Gud for Nar, er indviklet med i den christelige Criminal-Sag.« (Øieblikket nr. 4, juli 1855).

SØREN KIERKEGAARD: »I det nye Testamente er, ifølge Christi egen Lære, det at være Christen, blot menneskelig talt, idel Qval, en Qval, sammenlignet med hvilken alle andre menneskelige Lidelser næsten kun ere Barnestreger. Det Christus taler om – thi han lægger ikke Dølgsmaal derpaa – er om at korsfæste Kjødet, hade sig selv, om at lide for Læren, at græde og hyle, medens Verden glæder sig, om de meest hjerteskærende Lidelser ved at hade Fader, Moder, Hustrue, sit eget Barn, om at være hvad Skriften siger om Forbilledet – og det at være Christen skal jo svare til Forbilledet – en Orm, ikke et Menneske. Derfra disse idelige Formaninger om ikke at forarges, ikke at forarges over, at Det der i den allerhøieste, i guddommelig Forstand er Frelsen, Hjælpen, skal være, menneskelig talt, saa rædsomt. Saaledes med det at være Christen.« (Øieblikket nr. 5, juli 1855).

SØREN KIERKEGAARD: »En Kirke derimod, ja, det er et tvetydigt Sted, en kongelig autoriseret christelig Kirke i 'Christenhed' er det meest Tvetydige, som nogensinde har existeret. Thi at gjøre Nar af Gud er ikke tvetydigt, men at gjøre det under Navn af at dyrke ham er tvetydigt; at ville afskaffe Christendommen er ikke tvetydigt, men det er tvetydigt at afskaffe Christendommen under Navn af at udbrede den; at give Penge for at modarbeide Christendommen er ikke tvetydigt, men det er tvetydigt at tage Penge for at modarbeide den under Navn af at virke for den.« (Øieblikket nr. 5, juli 1855).

SØREN KIERKEGAARD: »Det Hele er en Gavtyvestreg; disse 2000 Kirker eller hvor mange der ere, er, christeligt, en Gavtyvestreg; disse 1000 Fløiels, Silke, Klædes, bombasins Præster ere ligeledes, christeligt, en Gavtyvestreg – thi det Hele hviler paa den gavtyveagtige Antagelse, at vi Alle ere Christne, hvilket just er den gavtyveagtige Afskaffelse af Christendommen.« (Øieblikket nr. 5, juli 1855).

SØREN KIERKEGAARD: »Sandheden er: det at blive Christen er at blive, menneskeligt talt, ulykkelig for dette Liv; Forholdet er: jo mere Du indlader Dig med Gud, og jo mere han elsker Dig, jo mere vil Du blive, menneskeligt talt, ulykkelig for dette Liv, jo mere vil Du komme til at lide i dette Liv. Og denne tanke, der rigtignok lader en noget forstyrrende Belysning falde over (hvad der jo skal være det nye Testamentes Christendom!) hele det muntre, børne-avlende, carrieregjørende Præste-Laugs livslystige Trafik, og som et Lyn gjennemlysner dette phantastiske Blendværk, Maskeraden, Selskabs-Legen, Narrestregen med – alle Sandsebedragenes Tilhold! – 'Christenhed', christne Stater, Lande, en christen Verden, denne Tanke er for et stakkels Menneske frygtelig, dræbende, fast overmenneskeligt anstrengende.« (Øieblikket nr. 6, august 1855).

SØREN KIERKEGAARD: »Derfor er Intet Gud saaledes imod som officiel Christendom og Deeltagelse deri med Paastand paa at det er at dyrke ham. Dersom Du troer, og det troer Du jo dog, at det at stjæle, røve, plyndre, hore, bagtale, fraadse o.s.v. er Gud imod: den officielle Christendom og dens Gudsdyrkelse er ham uendeligt væmmeligere. At et Menneske kan være sjunken i en saadan dyrisk Dumhed og Aandløshed, at han vover at byde Gud slig Dyrkelse, hvor Alt er Tankeløshed, Aandløshed, Dorskhed; og saa Mennesket frækt vover at ansee det for et Fremskridt i Christendom!« (Øieblikket nr. 7, august 1855).

SØREN KIERKEGAARD: »Det at blive i det nye Testamentes Forstand Christen er en saadan Radical-Forandring, at man, blot menneskelig talt, maa sige, det er den tungeste Sorg for en Familie, om en af dens Medlemmer blev Christen. Thi i en saadan Christen bliver Guds-Forholdet saa overmægtigt, at han er ikke 'som' tabt, nei, at han i en langt mere afgjørende Forstand end ved at døe er tabt for Alt, hvad der hedder Familie. Det er derom Christus bestandigt taler, baade naar han sig selv betræffende siger, at det at være hans Discipel er at være hans Moder, Broder, Søster, at han ikke i en anden Forstand har Moder, Brødre og Søstre; og naar han ideligt taler om den Collision at hade Fader og Moder, sit eget Barn o.s.v.« (Øieblikket nr. 7, august 1855).

SØREN KIERKEGAARD: »Christendommen hviler, som paa sin Forudsætning, i den Betragtning af Menneske-Tilværelsen, at Menneske-Slægten er en fortabt Slægt, at hver Enkelt der fødes, ved at være født, ved saaledes at tilhøre Slægt, er en Fortabt. Christendommen vil saa frelse hver enkelt, men lægger ingenlunde Dølgsmaal paa, at naar der skal gjøres Alvor hermed, bliver dette Liv ubetinget lige det stik Modsatte af hvad et Menneske har Smag og Sands for, idel Lidelse, Qval, Elendighed.« (Øieblikket nr. 7, august 1855).

SØREN KIERKEGAARD: »Nei, der er ganske bogstaveligt ikke en eneste ærlig Præst. Og derimod er ved 'Præstens' Tilværelse hele Samfundet, christeligt, en Nederdrægtighed, som det dog ikke saaledes vilde være, hvis 'Præsten' ikke var med. Fra Morgen til Aften udtrykker disse Samfundets Tusinder eller Millioner den Anskuelse af Livet, der er Christendommens lige stik modsat, saa modsat som det at leve er det at døe. Dette kan man ikke kalde nederdrægtigt, det er menneskeligt. Men nu kommer det Nederdrægtige: at der er 1000 paa det nye Testamente eedfæstede Mænd med, der selv, ligesom hele det øvrige Samfund, udtrykker den Anskuelse af Livet, der er Christendommens lige stik mod, men tillige betrygger Samfundet, at dette er Christendom.« (Øieblikket nr. 7, august 1855).

SØREN KIERKEGAARD: »En Christen i det nye Testamentes Forstand er bogstavelig en Fremmed og Udlænding: han føler sig fremmed, og Enhver føler uvilkaarligt, at han er ham fremmed.« (Øieblikket nr. 7, august 1855).

SØREN KIERKEGAARD: »Hvo du end er, betænk dette! Flye for Alt Præsternes Veiledning; dette kan Du jo dog ogsaa vel begribe, at Du hos Næringsdrivende ikke faaer noget Sandt at vide om den lidende Sandhed: om Christendom. Flye dem; de narre Dig for det Evige, just ved at indbilde Dig, at Du kan faae det Evige paa et andet Vilkaar end Lidelsernes. Vaag selv; thi just dette er Tilværelsens Alvor, at Du er sat i en Verden, hvor den Stemme, der kalder Dig ad den rette Vei, taler ganske sagte, medens tusinde Stemmer udenfor og i Dig tale høirøstet nok om lige det Modsatte.« (Øieblikket nr. 8, september 1855).

SØREN KIERKEGAARD: »Det Christus, det Apostelen, det ethvert Sandhedsvidne begjerer som det Eneste er: Efterfølgelse – det eneste Menneske-Slægten ikke finder Behag i eller har Smag for. Nei, tag Farerne bort – at vi kan komme til at lege: saa præsterer Menneske-Slægtens Batailloner (o, Væmmelse!) det Forbavsende i Efterabelse; istedetfor Christi Efterfølgelse træder saa (o, Væmmelse!) de hellige Abekattestreger – under Veiledning og Commando af (o, Væmmelse!) eedfæstede Præster, der gjøre Tjeneste som Sergeanter, Lieutenanter o.s.v., ordinerede Mænd, der altsaa have en hellig Aands særdeles Bistand til denne Alvor.« (Øieblikket nr. 9, september 1855).

SØREN KIERKEGAARD: »Der var engang da 'Mennesket' forholdt sig til sig selv i en uendelig Forestilling om det at være Christen, da han gjorde Alvor med det at afdøe, det at hade sig selv, det at lide for Læren, og nu fandt Livet saaledes vanskeligt, ja saaledes qvalfuldt, at selv de Haardføreste næsten segnede under disse Vanskeligheder, krympede sig som Orme, og selv de Ydmygste ikke vare langt fra at fortvivle. Og derfor, hvortil alle disse Vanskeligheder, vær Piat – og Du skal see, alle Vanskeligheder forsvinde! Vær Piat; og vær saa enten selv Præst, Provst, Biskop, der – i Kraft af hellig Eed paa det nye Testamente – een Gang om Ugen i tre Qvarteer piatter noget Høit, men for resten giver alt Høiere en god Dag, eller være selv Lægmand, der i tre Qvarteer opløftes af det Høie, som Præsten i tre Qvarteer piatter, men for resten giver alt Høiere en god Dag: og Du skal see, alle Vanskeligheder forsvinde! Forfalsk saa i dybeste Grund Guds eller Christendommens Betragtning af dette Liv, lad det være Dig Kjendet paa, at Veien er den rette, den Gud velbehagelige, at den (lige stik mod Guds Ord) er let – og Du skal see, alle Vanskeligheder forsvinde, denne Verden bliver en herlig Verden, herligere og behageligere og lettere med hvert Aarhundrede der leves paa den Maade.« (Øieblikket nr. 9, september 1855).

SØREN KIERKEGAARD: »Ved at see de Herlige, Sandhedsvidnerne, vove Alt for Christendommen, foranlediges man til den Slutning: Christendommen maa være Sandhed; ved at agte paa Præsten foranlediges man til den Slutning: Christendommen er nok ikke Sandheden, men Profiten er Sandheden. Nei, det Beviis for at Noget er Sandhed af Villigheden til at lide for det, lader sig kun føre af En, der selv villigt lider for det. Præstens Beviis: at bevise Christendommens Sandhed deraf, at han tager Penge for, har Profit af, lever af, med Familie jævnt avancerende lever af – at Andre have lidt, er Selvmodsigelse, er, christeligt, Snyderie. Og derfor skal 'Præsten', christeligt, stoppes, som man borgerligt taler om at stoppe en Tyv.« (Øieblikket nr. 9, september 1855).

SØREN KIERKEGAARD: »Du menige Mand! Jeg dølger det ikke for Dig, at efter mine Begreber er det at være Christen noget saa uendelig Høit, at der (hvad baade Christi Liv bekræfter, naar man agter paa hans Samtid, og hvad hans Forkyndelse, naar man tager den nøie, antyder) bestandigt kun ere Enkelte, som naaer det: dog er det muligt for Alle. Men Eet besværger jeg Dig for Gud i Himlens Skyld og ved Alt hvad helligt er: flye Præsterne, flye dem, disse Afskyelige, hvis Næringsvei er at forhindre Dig i endog blot at blive opmærksom paa hvad sand Christendom er, og derved at forvandle Dig, omtaaget af Galimathias og Sandsebedrag, til hvad de forstaae ved en sand Christen, et betalende Medlem af Statskirke, Folkekirke o.D. Flye dem; kun at Du da passer paa at betale dem villigt og prompt hvad Penge de skal have.« (Øieblikket nr. 10; lå klar til tryk ved Søren Kierkegaards død).