Dansk kujoneri i Sakajev-sagen

Af Rune Engelbreth Larsen

Regeringens og dermed ikke mindst statsminister Anders Fogh Rasmussens håndtering af anholdelsen af den tjetjenske politiker, Akhmed Sakajev rejser for det første fundamental tvivl ved, om anholdelsen var dikteret af danske politikere eller alene udført på foranledning af dansk politi. For det andet rejser den et ikke mindre vigtigt spørgsmål om, hvorfor regeringen ikke på stedet har afvist, at det, uanset udfaldet af sagen, naturligvis er utænkeligt, at Danmark skulle udlevere ham til Rusland, hvor tortur ikke er ualmindeligt, og hvor retssikkerhedsprincipperne mildest talt ikke er optimale for tjetjenere.

I forhold til selve anholdelsen er det klart, at hvis den danske regering har lagt det mindste pres på politiet pga. ydre pres fra et brutalt styre i Rusland, har den dermed selv givet afkald på væsentlige retssikkerhedsprincipper.

Hvis politiet derimod har handlet uden politisk indblanding, er der tale om en rutinemæssig sag, der formodentlig er i overensstemmelse med international lov og ret, og hvor der til trods for sløseri fra politiets side og en noget overdramatisk anholdelse næppe er meget at komme efter. I så fald risikerer en del af kritikken af regeringens håndtering af sagen at være udtryk for hykleri, eftersom regeringen kun kunne have forhindret anholdelsen ved netop at have dikteret politiet at undlade en anholdelse – altså ved politisk indgriben i en politisag. Politidirektør Hanne Bech Hansen har tilsyneladende både afvist politisk indblanden og dog fastslået, at sagen skulle 'nyde politisk fremme', hvilket unægtelig synes at antyde et vist politisk pres, men omvendt langtfra definitivt fælder nogen i regeringen, hvorfor statsministerens forsikring om, at han har holdt sig 100 procent ude af politiets beslutningsproces i hvert fald ikke er modbevist.

Et andet problem står dog som nævnt tilbage, som desværre ikke er levnet megen opmærksomhed i pressen: UANSET udfaldet af en eventuel sag mod Sakajev i Danmark, er det beskæmmende, at den danske regering ikke har fastslået, at der under ingen omstændigheder kan blive tale om en udlevering til Rusland. Ifølge FNs konvention mod tortur er det ikke tilladt at udlevere en person til en stat, hvor han vil være i fare for at blive underkastet tortur. At dette er en overhængende fare for en kriminaliseret tjetjensk politiker i de russiske myndigheders varetægt, er rigeligt dokumenteret.

Dansk politi kan altså udmærket have handlet korrekt (når vi ser bort fra diverse svips) ved at anholde Sakajev (uagtet at der i udgangspunktet sandsynligvis er tale om et propagandatræk fra Ruslands side, der skal legitimere og dække over russernes beskidte krig i Tjetjenien), mens det er vanskeligt at forsvare, at den danske regering ikke utvetydigt har understreget, at Sakajev under ingen omstændigheder vil blive udleveret til Rusland.

På dette punkt tegner der sig et billede af banalt, dansk kujoneri, hvor Anders Fogh Rasmussen vælger at bøje sig for Rusland for at udglatte den fallerede supermagts raseri over den tjetjenske verdenskongres i Danmark. Hvis statsministeren prioriterer EU-formandskabets succes højere end medmenneskelig anstændighed, risikerer Sakajev således at blive ofret for en udbedring af det dansk-russiske forhold – ikke utænkeligt med det underforståede formål, at Rusland skal undlade at stille sig yderligere på bagbenene for en løsning af problemet med Kaliningrad Regionen, der ved EUs forestående udvidelse med optagelse af Polen og de baltiske stater kommer i klemme som en russisk enklave midt inde i den europæiske union. Men ret skal være ret: Da den danske regering stod fast over for Rusland og ikke blandede sig i gennemførelsen af den tjetjenske verdenskongres, handlede den forbilledligt, og hvis det er sandt, at der ikke har været nogen politisk indblanding i den politimæssige vurdering af anholdelsen af Sakajev, har Fogh helt ret i sin pure afvisning af enhver kritik heraf. Men hvis ikke statsministeren tør at tage skridtet fuldt ud og erklære over for russerne, at vi uanset sagens udfald selvsagt ikke kan udlevere Sakajev til en stat, der indiskutabelt betjener sig af tortur, så har han viklet sig ind i et principløst, strategisk spil, hvis omdrejningspunkt alligevel er dikteret af politiske studehandler i håb om russisk eftergivenhed i Kaliningrad-spørgsmålet i forhold til EUs udvidelse.

Minoritetspartiets ugebrev, 11.11.2002