Danmarks mindreværdskompleks

Af Rune Engelbreth Larsen

Der er ikke megen politisk forskel på Danmarks seneste statsministre, P.N. Rasmussen og A.F. Rasmussen – udenrigspolitisk synes de også at dele det samme politiske mindreværdskompleks på nationens vegne, der har udmøntet sig i begges bestræbelser på at udslette ethvert element af selvstændig identitet, som Danmark kunne tænkes at manifestere internationalt.

Det er naturligvis ikke lige sådan, det lyder i statsministrenes selviscenesættelse; faktisk er det paradoksalt nok deres påstand, at dansk udenrigs- og EU-politik bør dreje sig om at gøre Danmark »gældende« internationalt, at »sidde med ved bordet«, komme »med på toget« og den slags ordskvalder, der gør sig godt til bordtaler og på tv. Det skal virke rigtig »statsmandsagtigt«, når statsministeren forklarer, hvorfor det er så vigtigt at afskaffe de danske EU-forbehold eller sende en dansk ubåd i ørkenkrig, fordi Danmark dermed hævdes at være en yderst indflydelsesrig medspiller på den globale scene – nationens lidenhed til trods.

Kendsgerningen er, at hvis dansk udenrigs- og EU-politik virkelig skulle dirigeres efter at gøre landet gældende som en faktor i international politik, skulle det selvfølgelig ikke foregå ved at agere nikkedukke, når USA spiller op til krig. Lige så lidt har det med en dansk selvstændig profil og identitet at gøre at overlade udenrigspolitikken til EU, hvilket bliver tilfældet, om begge Rasmussen'erne får held med deres forenede bestræbelser på at forpligte Danmark på det store suverænitetsudsalg, som EUs kommende forfatning lægger op til.

Hvor betegnende er det derfor ikke, at det helt store spørgsmål i justeringerne af den kommende EU-forfatning er, om statsminister Anders Fogh Rasmussen får gennemtrumfet, at Danmark kan bevare en kommissær eller ej? Igen er det de overfladiske parader, som for alt i verden skal opretholdes. Det er tilsyneladende komplet ligegyldigt, at EUs overreaktion på terrorangrebet i Spanien medfører en lang række nye kontrol- og overvågningstiltag, som ifølge menneskerettighedsorganisationen Statewatch slet ikke er møntet på terrorbekæmpelse, men tilføjer EUs i forvejen lukkede og korruptionsplagede embedsmandsvælde en Big Brother-dimension. Det bekymrer ikke statsministeren, hvorimod en til sammenligning dybest set perifer detalje, om vi sikrer en kommissær eller ej, er genstand for Anders Fogh Rasmussens samvittighedsfulde slag for Danmarks farver. Heri ligger nemlig politisk signalværdi, her kan vi jo for alvor se, at vi »sidder med ved bordet«, ikke sandt?

Sandheden er imidlertid den, at præmisserne for at »sidde med ved bordet« og »komme med på toget« i et EU-fort af den karakter, som netop er på tegnebordet, er en yderligere udviskning af de sidste rester af dansk selvstændighed og dermed en fortsættelse af det nationale mindreværdskompleks, der med brask og bram skal iscenesættes som et Danmark med storpolitisk profil.

Måske vi kunne besinde os og lægge komplekserne til side – den selvudslettende logren for USAs præsident og stormagtsrivalerne i Europa og den skov af magtfulde lobbyister, hvis pibe de danser efter, såvel som den arkaiske nationalromantik, som Dansk Folkeparti inkarnerer. Hvad med et Danmark, der i udenrigspolitisk forstand bevarer muligheden for at tale med egen stemme og nøgternt nøjes med at sætte sig ved de borde, der ikke lænker os til bordbenene?

Minoritetspartiets ugebrev, 29.3.2004