Hells Angels har for alvor positioneret sig som en politisk aktør med Jønkes allestedsnærværende medieoptræden som talsmand for den ene side i det, han selv kalder en "kulturkonflikt", men som efterhånden ligner en voldsspiral, stimuleret af racebetingede stereotypier.
I flere udmeldinger har politikere sågar spillet med og ageret en slags 'dommere', der indirekte heroiserer en 'dansk' side i det blodige bandeopgør.
Allerede i marts udtalte justitsminister Brian Mikkelsen om den såkaldte Blågårds Plads-gruppe, at de er "hårdkogte forbrydere", og skønt "rockerne er lige så brutale og afstumpede", serverede han en helt igennem absurd følgeslutning: "Men det ændrer ikke på, at vi har ret til at beskytte vores land mod udlændinge, som bærer skarpladte våben. Det her lyder meget nationalistisk, men jeg siger: Ud af vores land!" (Berlingske Tidende, 15.3.2009).
Som tidligere fremhævet bliver landets justitsminister dermed en moralsk overdommer i en dødsensfarlig væbnet konflikt, hvor han nærmest bidrager til at farve den ene sides fremfærd som udslag af en national krigslogik:
Der er tale om at misbruge en betydelig magtposition til at fortegne en banal bandekrig til et angreb på Danmarks suverænitet, idet han uden skyggen af sagligt belæg hævder, at det er “Danmark”, som er under angreb, som var der tale om en krig mod landet.
Der er åbenbart en særlig skelnen mellem TO slags banderelaterede mord og vold: 1) der er den type, som begås af “udlændinge” IMOD “vores land”, og så er der 2) den anden type vold og mord, som … Ja, som hvad? Som ikke begås imod “vores land”, men “bare” imod borgere af anden etnicitet end dansk?
Rune Engelbreth Larsen Politiken.dk, 15.3.2009
Senest er det Venstres Søren Pind, der har følt sig kaldet til at inkludere Hells Angels' såkaldte sjakal-manifest som gangbar politisk virkelighedsbeskrivelse, der åbenbart matcher hans egen dagsorden.
Nogle illustrative og repræsentative udsnit af manifestet:
Sjakal Manifestet skal ikke opfattes som en hån imod mennesker med en anden hudfarve eller religion, ligeså lidt som det er en hån imod dyret der lægger navn til! (...)
Ingen med bare en lille smule fornuft bør foragte eller være efter uskyldige og ordentlige mennesker blot fordi disse er anderledes, har en anden farve eller kultur, eller fordi det er på mode!
Manifestet skal opfattes som et brugbart redskab til forståelse for, hvem de mennesker er, som med terror, trusler og vold holder uskyldige danskere; børn, unge og ældre af alle racer og begge køn, i et frygtens jerngreb. (...)
At bruge betegnelsen ”perkere” om disse tobenede sjakaler vil være misvisende og at skyde med spredehagl. ”Perker” er et stigmatiserende racistisk udtryk, ganske som brugen af ordet ”rocker” er blevet det i forhold til bikere. Ligesom ”rocker” er blevet kædet sammen med ”kriminalitet”, kædes det nu også sammen med ”fremmed” og er dermed et godt eksempel på, hvordan negative ord bruges forkert og forstærker folks frygt og had uden grund. Ingen med bare en lille smule fornuft bør foragte eller være efter uskyldige og ordentlige mennesker blot fordi disse er anderledes, har en anden farve eller kultur, eller fordi det er på mode! (...)
Sjakalerne findes hovedsageligt blandt folk af arabisk herkomst, alt andet ville være forkert at påstå. Andre nationaliteter er repræsenteret, endog dumme pæredanske drenge. Medlemmer af de såkaldte indvandrerbander er ikke nødvendigvis sjakaler (...)
Når mange danskere ikke føler at de har behov eller lyst til at række hånden frem mod islam, så er det næppe terroren ude i verden eller enkelte individers mere eller mindre skjulte kriminalitet, der er årsagen. Det er snarere deres møde med dagligdagens sjakaler. Aldrig i livet om man bør bøje hovedet for sådan noget menneskeligt affald!
Sjakal-manifestet 2008 Hells Angels, 30.6.2009
Resten af manifestet - det vil sige omtrent trefjerdedele - er én lang stereotyp karakteristik af en mentalitet, som tilskrives en særlig mennesketype, "hovedsageligt blandt folk af arabisk herkomst", der "hader danskere", er "arrogante", "terroriserer børn og unge i en sjælden grad set i dette land", er uden "respekt for høflighed og venlig optræden", benytter "et tabersprog med en stærkt påtaget accent", har "en kvindeundertrykkende mentalitet", "foragter danske piger", "piber og skriger" når de får tæv, "optræder altid aggressivt i trafikken", skriver "slagord på husmure eller hadefulde meddelelser i fængselsceller" osv. ...
I skarp modsætning hertil hedder det f.eks.: "Bikerne har aldrig opført sig på sådan vis, ikke engang da nogle af dem var rockere!"
Indledningsvis hedder det i Pinds kommentar: "Jeg er også godt klar over, at der er flere årsager til, Hells Angels med ét udtrykker sig ideologisk. På den anden side er det ikke uset. I slutningen af 60erne brugte bl.a. politiet i Los Angeles (LAPD) at lade rockere slippe igennem politikæderne, og overfalde 'hippier', som rockerne dengang heller ikke brød sig meget om." (Berlingske.dk, 5.7.2009).
Tag lige og læs den igen: Udtrykker Hells Angels sig "ideologisk", og hvad er sammenhængen mellem Hells Angels' sjakal-manifest og så eksempler på amerikansk politi, der lader rockere banke hippier?
I en kommentar hertil skriver redaktøren for De Radikales medlemsblad, Søren Højlund Carlsen: "Som om, at du konstaterer, at det så ville være i orden her i 2009, hvor hippierne så bare er skiftet ud med banderne. Selvfølgelig ville det ikke være i orden og enhver antydning af berettigelse af rockere og deres manifest, som dit indlæg hælder til, er den forkerte vej at gå." (1.7.2009).
Efter Pinds tangent omkring LAPD kommer så, hvad der egentlig ligger ham på sinde: "Og alt i alt må jeg - desværre - sige, at beskrivelsen ikke er meget af vejen. Så meget desto værre."
Pind uddyber i en kommentar på sin blog, "at der er adskillige bare i min omgangskreds, der har sagt, at han [Jønke] har ramt problemstillingen lige bagi".
Beskrivelsen er "ikke meget af vejen", ramt "lige bagi"? Hvilken del af den? At kriminelle med arabisk baggrund og 'sjakal-mentalitet' "terroriserer børn og unge i en sjælden grad set i dette land"? At de "piber og skriger" når de får tæv? At de "optræder altid aggressivt i trafikken" og skriver "slagord på husmure eller hadefulde meddelelser i fængselsceller"?
"Djævelsk velskrevet", skriver Pind om dette katalog over alt dét, som i Hells Angels' selvforståelse sammenfatter attituder og adfærd i såkaldte indvandrerbandemiljøer inden og uden for fængslerne, kraftigt garneret med den politisk gangbare indvandrerstereotypi. Og det er selvfølgelig dybest set i dét lys, at det for Pind bliver til en politisk kanoniseret samfundsiagttagelse frem for dét, der i bund og grund er - et blot og bart indblik i et ellers lukket miljøs selvforståelse og iscenesættelse af sig selv og dets rivaler og modstandere som en særlig hårdkogt version af "os" kontra "dem", nemlig her 'de ædle' kontra 'de gemene'.
For Pind er sjakal-manifestet ikke en beskrivelse af ét lukket miljøs oplevelse af og had imod et andet, men et brugbart dokument, når han som politisk læser ophøjer det til legitimering af sit eget politiske korstog: "Det er tid at tage skeen i den anden hånd."
Intet tyder på, at der er nogen som helst nedtrapning af konflikten i udsigt - men optrapningen befordres desto mere, når ikke mindst Brian Mikkelsen og Søren Pind hælder deres eget politiske benzin på bålet.
Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 6.7.2009