Pia Kjærsgaard: Ja, vi diskriminerer
Af Rune Engelbreth Larsen 
Selverkendelse og ærlighed er en god ting, også i politik, og det er ærlig snak, når Pia Kjærsgaard udtaler: "Ja, vi diskriminerer." (B.T., 31.7.2010).
Det gør det bare ikke mindre foruroligende, at hun derved understreger partiets ekstremistiske karakter så tilbagelænet i et sommerinterview med en tabloid-avis, hvor hun samtidig fastslår, at hendes drømmejob skal findes i Statsministeriets chefstol.
Udtalelsen falder i forbindelse med hendes forsvar for forslaget om en ny diskriminerende 28-års-regel, der skal stramme den eksisterende diskriminerende 24-års-regel.
Helst skal der skelnes åbenlyst mellem national baggrund, så 28-års-reglen kun rammer de nationaliteter, som Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti vil holde ude af Danmark. Det er jo synd for den dansker, der gerne vil gifte sig med amerikanere, men kommer i klemme pga. loven, som hun siger - noget helt andet gælder imidlertid den dansker, der gerne vil gifte sig med en pakistaner.
"Jeg tror, vi skal blive bedre til at sige, hvad der er bedst for Danmark," konstaterer hun.
Men det er jo "diskrimination", indvender journalisten, hvilket får Kjærsgaard til at udfolde logikken bag sin normalisering af fænomenet: "Ja, det kan du kalde det. Men vi diskriminerer jo i forvejen på mange områder. Hvorfor må homoseksuelle f.eks. ikke give blod? Det er jo også diskrimination. Hvis de lever i et fast parforhold, skulle der ikke være risiko for hiv-smitte. Det er også diskrimination, at man ikke må stemme, når man er under 18. Så jeg tror ikke, vi skal være bange for at sige: Ja, vi diskriminerer, men vi gør det, fordi det er til vores eget bedste."
Hvis Pia Kjærsgaard er imod, at homoseksuelle ikke må være bloddonorer, bør hun jo følge Sveriges eksempel og sammen med bl.a. Socialdemokraterne arbejde for at ophæve forbuddet (der kun har eksisteret siden 1980'erne som følge af HIV-smittefaren) - så enkelt er dét.
Men hendes agenda er naturligvis en helt anden - hun skal fremstille diskrimination som noget udramatisk, almindeligt, fornuftigt og godt.
For det første er det imidlertid børnehaveretorik - eller bare ganske ordinær vildledning - at kalde aldersgrænsen for stemmeret for diskrimination, eftersom begrebet i politisk-juridisk forstand naturligvis har en helt anden betydning.
For det andet er der ingen grænser for, hvad denne 'logik' i givet fald kunne retfærdiggøre, fra 28-års- og 65-års-regel til regulær apartheidpolitik.
For hvad skulle vel være problemet i at forbyde muslimer at være muslimer? Jojo, det er ganske vist diskrimination, men 'diskriminerer' vi måske ikke i forvejen ved at have en kriminel lavalder, en aldersgrænse for køb af tobak og differentierede priser i offentlige transportmidler osv.?
Der er ganske vist intet nyt i, at Dansk Folkepartis udlændingepolitik er skinbarlig diskriminationspolitik. Det er imidlertid noget nyt, at diskrimination erkendes og bruges eksplicit positivt fra ret mange andre end Tidehvervsfløjen i Dansk Folkeparti - som her i denne udtalelse af Søren Krarup: »Noget andet helt afgørende er, at vi skal begynde at diskriminere, når vi modtager flygtninge. Det vil sige forskelsbehandle. Det er fuldstændig vanvittigt, at folk fra Somalia, Sri Lanka og det Fjerne Østen skal kunne kalde sig flygtninge i Danmark. Det er jo ensbetydende med, at enhver mulighed for integration er sat ud af kraft. Så selvfølgelig skal vi diskriminere.« (Berlingske Tidende, 16.11.2001).
Ved eksplicit og direkte diskriminationspolitik går man normalt stille med dørene, men indirekte diskrimination har regeringen været helt med på lige siden 2001, om end få har udbasuneret diskrimination som helt eller delvist selvfølgeligt som Bertel Haarder i visse tilfælde.
Ret skal dog være ret - Haarder var ikke ganske repræsentativ for retorikken i VK, dengang han var Kjærsgaards mand i Integrationsministeriet og gentagne gange formåede at matche og overgå Dansk Folkeparti i dæmoniserende retorik mod indvandrere i almindelighed.
Det korte af det lange er, at Kjærsgaard ikke foretager et nyt og dramatisk skridt, når hun accepterer diskrimination som politisk redskab, men derved at hun nu eksplicit forsøger at skævvride sproget og begreberne, så diskrimination ligefrem bliver et helt almindeligt og udramatisk plus-ord.
Det ville nok være spildte ord at lade hende deltage i Institut for Menneskerettigheders kursus "Drop diskrimination", der annonceres på instituttets hjemmeside netop i disse dage, eller at konsultere instituttets online-tema om diskrimination - men det fortæller noget om, hvor ekstrem Kjærsgaards skødesløse kamp for diskrimination i realiteten er, at hun med en håndbevægelse adopterer et politisk redskab, som menneskerettighederne er baseret på et kardinalopgør med.
Indtil videre har bl.a. integrationsminister Birthe Rønn Hornbech dog kategorisk afvist at stramme 28-års-reglen, men det bekymrer ikke Kjærsgaard, der i forlængelse af sit forsvar for diskrimination fastslår: "Vi har før skubbet til grænserne for, hvad der kan lade sig gøre."
Og dét tør siges. Det er en af den type kendsgerninger, som fremført med Kjærsgaards selvoverbevisende determination kun kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver, der siden Dansk Folkepartis fødsel har spejdet forgæves efter en grænse for alt dette diskriminerende skubberi.
Den nuværende integrationsminister har forsøgt at tegne en streg i sandet. Vi får se, om tidevandet (eller er det Tidehverv) æder den. Igen.
APROPOS
> Indvandrerfjendtlig polemik og propaganda
Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 2.8.2010
