De andres liv
Af Florian Henckel von Donnersmarck (2006)
Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen 
Højstæred' publikum, vi ber om nåde!
vi burde slutte på en bedre måde:
Et gyldent eventyr vi spille ville.
Hvad blev det så? Det blev en bitter pille.
Vi selv blev skuffet, da tæppet faldt,
og der var svære spørgsmål over alt.
Alligevel: det' Dem, der skal bestemme
Om De ku' li' vort spil, har følt Dem hjemme.
Det er almind'ligt kendt, vi går fallit
hvis det sku' ske, De synes, det var skidt.
Er det af angst, vi ikke ta'r affære?
Måske, men hvad kan løsningen så mon være?
Vi øjner ingen; ikke'n gang for penge!
Skal mennesket ændres? Eller verdens gænge?
Måske vi trænger til no'en andre guder?
Måske til ingen? Her er nok af knuder,
som strammer os til gavns - nej, vi er splitted'!
Der fører vist kun én vej ud af fedtet:
De selv - må udpønse på hvilken måde
man kan og skal det gode menneske råde.
En slutning? Søg den selv, I, som ser på!
Der må da vær' en go'! Der må, må, må!! -
Sådan lyder epilogen i Brechts stykke, Det gode menneske fra Sezuan (oversat af Finn Methling) - i Das Leben der Anderen søger og finder vi måske en sådan slutning, og muligvis en bedre fortælling.
At De andres liv er instruktøren og manuskriptforfatteren Florian Henckel von Donnersmarcks debutfilm er imponerende, men gør ikke fra eller til - filmen er et mesterværk, ikke set som en debutfilm, men som et fuldstændig helstøbt kunstværk.
Das Leben der Anderen udspiller sig i Østtyskland i 1980'erne og giver en afbalanceret og rolig, men samtidig kuldegysende fremstilling af DDR's totale implementering af Big Brother via Das Ministerium für Staatssicherheit - og ikke mindst af den svære intellektuelle oprørskamp.
Ulrich Mühe spiller spiller den aflyttende Stasi-agent, Hauptmann Gerd Wiesler, der begynder at få skrupler med sit arbejde, og Sebastian Koch den favoriserede DDR-digter, Georg Dreyman, der kun tøvende springer ud som systemkritiker og lækker en afslørende østtysk selvmordsstatistik til Der Spiegel.
Filmens force er ikke blot den minutiøse skildring af forholdene i Østtyskland, men først og fremmest Donnersmarcks formidable evne til at skrive en humanistisk historie om det »gode« menneske, Wiesler, der mod alle odds trodser sin skæbne som anonym og effektiv fodsoldat i statssikkerhedstjenesten, fordi han ikke længere kan fortrænge det menneskelige ved ofrene for overvågningen.
Der er to centrale oprørere i fortællingen, men digteren Dreyman er mindre interessant end Wiesler, fordi den sidste drives af sin egen samvittighed, ikke af sine omgivelsers forventninger eller tilskyndelser. Han er dramaets egentlige helt, fordi han må gøre det forkerte og gå mod strømmen blandt sine egne - hvilket indebærer at trodse sine kolleger og foresatte inden for systemet.
Dreyman beskriver derimod i og for sig den modsatte karakter-bevægelse, eftersom han både er systemets kæledægge og dog alligevel står i et venskabeligt forhold til de intellektuelle systemkritikere. Først da hans ven Albert Jerska begår selvmord, fordi det er blevet ham forbudt at fortsætte sit kunstneriske virke, træder Dreyman i karakter, men da sker det netop ved at gøre det, der forventes af ham i hans kredse - at blive en hemmelig systemkritiker som de andre.
Det er indlysende både risikabelt og beundringsværdigt, men det rummer ikke samme karakter-drama som i Wieslers tilfælde. Og dog er deres skæbner netop gensidigt afhængige - uden Wieslers trækken i trådene, ville Dreyman være blevet grillet af systemet, men først efter murens fald går det op for digteren, at det er en anonym stasi-agent, der på denne måde har fungeret som hans skytsånd.
Omdrejningspunktet for Dreyman er som nævnt Jerskas selvmord, symbolsk understreget, da Dreyman spiller klaverstykket »Sonate for gode mennesker«. Partitueret har han fået af Jerska, og titlen giver selvfølgelig mindelser om Brechts Det gode menneske fra Sezuan, hvorfra indledningscitatet stammer.
Men Donnersmarcks film er mere vellykket end Brechts klassiske og i mange henseender uforløste stykke. Brechts dobbeltfigur, den gode Shen Te og den onde Shui Ta (der er én og samme person) er filosofisk interessant ved at fokusere på ondskabens og godhedens eventuelt gensidige betingelse - men i dét politiske perspektiv, hvori problemstillingen alene iscenesættes, er det en lovligt firkantet samfundskritik.
Das Leben der Anderen er egentlig ikke meget mere kompliceret end Brechts stykke, men til gengæld er markeringerne og karaktererne klarere tegnet og pointen mere nuanceret: Den menneskelige psyke og adfærd tegnes ikke af en sort og en hvid markør, men derimod i glidende farveovergange, der så af og til kan flytte et menneske ind på en usædvanlig konsekvent, samvittighedsfuld og kompromisløs bane - men den er ikke umiddelbart placerbar i ideologiske skemaer som et firkantet valg mellem »godt« og »ondt«.
End ikke i et diktatur som det østtyske, hvor »godheden« også dukker op som modhage inden for det totalitære system.
De andres liv rummer med andre ord andet og mere, end de specifikke DDR-kulisser lader ane - og derfor mere end det nok så vedkommende tidsbillede af Østtyskland i 1980'erne, som filmen også er. Det er en såre menneskelig fortælling, der rummer en mere universel medmenneskelighed i forhold til systemer, hvor regelbruddet bliver det samvittighedsfulde og dermed »rette« i kontrast til systemets etablerede »godhed«.
Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk
