Mit indre hav
Instrueret af Alejandro Amenábar (2004)
Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen 
Alejandro Amenábar har tidligere både skrevet og instrueret den effektive gyser The Others og den ganske fremragende Arbre los Ojos (som blev amerikaniseret i den overflødige og knap så vellykkede Vanilla Sky) - med Mit indre hav (Mar Adentro) fastholder han tematiske hovedtræk fra disse film i (endnu) en nærgående fortælling om at dø.
Javier Bardem spiller hovedrollen som den kompromisløse ateist, Ramón Sampedro, der i tre årtier har været lam fra halsen og nedefter, men har kæmpet en forgæves kamp mod staten for at få lov til at dø. Han kan i sagens natur ikke begå selvmord, og da det er forbudt at udøve medlidenhedsdrab, føler han, at hans valg af en frivillig og værdig død bliver lige så krænket, som statslig dødsstraf omvendt krænker retten til livet.
Bardem lever sig ind i Ramón med al den overvældende indføling og overbevisning, der skaber en helstøbt karakter, som »har lært at græde med smil«, men som på ingen måde er opslugt af bitterhed eller ønsker at pådutte andre uhelbredeligt syge sit eget dødsønske. Mennesket og livet er individuelt, og det bør valget af døden også være.
Bardem sekunderes af en række fremragende biroller, ikke mindst Belén Rueda som advokaten, der kæmper hans sag, og selv lider af en dødelig sygdom.
Filmen, der er baseret på en virkelig historie, er naturligvis i kraft af sit tema og budskab et partsindlæg i den tilbagevendende debat om aktiv dødshjælp, der konfronterer kirkens modstand og de juridiske konsekvenser, som fortsat er implementeret »etik« i langt de fleste vestlige landes lovgivning. Men den er først og fremmest et portræt af en tragisk skæbne, der alene kan forløses i døden - og vel at mærke en død, som Ramón intet andet end evig søvn forventer sig af.
Trods det alvorlige emne og de følelsestunge problemstillinger, der kommer naturligt til udtryk i hård sorg og familiære konflikter, er det ingenlunde en sentimental film. Mit indre liv er derimod et både stærkt og - paradoksalt nok - vitalt forsvar for det enkelte menneskes værdighed og integritet, og samtidig - og næppe mindre paradoksalt - en smuk, poetisk og dybest set livsbekræftende film om kærlighed og dødsdrift.
Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk
