Æresdrab er transkulturelle

Af Rune Engelbreth Larsen

På bloggen Raapil Unblogged opsamles problematikken og kategoriseringen af de såkaldte æresdrab og minder om en vigtig pointe:

Æresdrab er det navn, vi giver et fænomen, når det foretages af familier i vestlige lande med traditionel baggrund, eller når det foregår i de fattige dele af verden. Men vi kender faktisk til en slags æresdrab, også blandt indfødte danskere - mord, der går under betegnelsen jalousidrab og som er dem, der begås flest af.

I en gennemgang af vinkler på sagen kommer vi også rundt om B.T.s chefredaktør Erik Meier Carlsen, der tilhører den intellektuelle ende af det islamkritiske politiske segment herhjemme, men som ofte vender sig mod den mere hysteriske og propagandistiske fløj i samme segment (jf. f.eks. mit indlæg i B.T. i oktober 2005: Erik Meier Carlsen trækker en streg i sandet).

Her nogle velvalgte ord fra en tidligere leder om æresdrab af Erik Meier Carlsen:

En skamplet på menneskehedens samvittighed, ja, men samtidig kan det være rimeligt at søge at forstå, at de følelser, der udløser de uhyggelige handlinger, ikke i enhver henseende er forskellige fra dem, der styrer den moderne dansker.

Vi ved jo, at hovedparten af alle drab i Danmark er jalousidrab - og i den moderne individualiserede danske kultur er jalousi jo ikke et spørgsmål om familiens, men om individets ære.

Det ubærlige tab af værdighed, som ægteskabelig utroskab og svigt kan bringe svage mennesker ud i, er i sin essens af samme art som de følelser, der driver en »vanæret« familie fra en anden kultur til den ulykkelige handling at slå et andet menneske i hjel.

Mennesker af en art, der altid har levet midt iblandt os, kan overmandes af det ubærlige tab af »ære«, der fører til drab.

B.T., 19.10.2005

Æresdrab er kulturelt determineret og har intet med islam som religion at gøre, jævnfør f.eks. de kristne palæstinenseres æresdrab eller æresdrab i ikke-islamimske lande som f.eks. Indien og Brasilien, som Raapil henviser til.

Det er imidlertid et endnu mere transkulturelt fænomen, som kendes både blandt hinduer, kristne, konfucianere, jøder, buddhister, muslimer og sikher - og muligvis endnu flere.

Unni Wikan, der er professor i antropologi ved Oslo Universitet og en af de førende eksperter i æresdrab, er bl.a. blevet interviewet i Politiken, hvor hun af samme grund undrer sig over, hvorfor islam overhovedet inddrages i retssager om æresdrab:

Overraskelsen skyldes, at den prisbelønnede antropolog gennem årtier har påvist, at vold begået i ærens navn udelukkende er et kulturelt fænomen, og intet har med islam - endsige religion - at gøre. For godt nok finder æresdrab sted i visse muslimske miljøer. Men Unni Wikan har også stødt på fænomenet blandt hinduer, konfucianere og i enkelte kristne og jødiske miljøer. Det første kendte æresdrab i Sverige gjaldt en kristen palæstinenser. Selv i Dalai Lamas mors selvbiografi har Unni Wikan læst sig til, hvordan utro buddhistiske kvinder blev dræbt af deres familier. (...)

Unni Wikan har set det før. Senest i Tyskland, hvor en tysk-kurdisk pige blev dræbt, efter at hun smed tørklædet og forlangte en skilsmisse fra sin voldelige fætter. Hun var født og opvokset i Tyskland, men blev i medierne konsekvens beskrevet først og fremmest som »muslim«.

Men ved i dén grad at fokusere på religionen som problemet, misser vi hele pointen, understreger professoren. Vi kommer til at kæmpe den forkerte værdikamp: »De værdier, som man må arbejde imod, bekæmpe og forebygge, er ikke værdier, som er forankret i islam. Men derimod i visse kulturelle traditioner, som legitimerer vold i ærens navn«, siger hun og understreger, at FN's generalforsamling faktisk har sat kampen ind mod æresbaseret vold. Og at der på kryds og tværs af landegrænser og etniske grupper arbejdes på at styrke menneskerettigheder for mennesker, der er bundet af denne tradition. (...)

Ifølge Unni Wikan sker æresdrab i overensstemmelse med traditioner, hvor alle er underlagt fællesskabet og hvor kvinders seksualitet og valg af livsledsager derfor er et kollektivt anliggende.

»Kvinder bliver set som byttemidler mellem grupper, og derfor er det nødvendigt at kontrollere kvinden for at sikre orden og stabilitet i fremtiden. Eksempelvis kan man øge familiens sociale status ved at bruge kvinderne til at knytte grupper sammen. Derfor må kvinderne ikke have egne længsler og lyster, for så kan systemet ikke hænge sammen«, forklarer Unni Wikan.

Når en kvinde vælger at gå sin egen vej - og sætter sin egen lykke over kollektivets ære - er det derfor også et problem, som hele slægten må involveres i.

Politiken, 27.5.2005

De såkaldte æresdrab ligner jalouisdrab derved, at det er emotionelle og/eller »æres«-betonede motiver, som driver gerningsmanden (eller gerningsfamilien), men hvor jalousidrab ikke behøver være planlagte og yderst sjældent involverer mere end en enkelt, er de traditionelle æresdrab næsten altid et kollektivt anliggende, som er planlagt i detalje - de er aldrig crimes of passion understreger Unni Wikan, og »drabsmanden og hans familie får oprejsning og bliver fejret«.

Men derved bliver alle implicerede også let selv til ofre. Ikke fordi de alle eventuelt og forhåbentligt får deres straf for det, der i mine øjne ofte er det laveste og mest usympatiske af alle drabsmotiver - et drab, der f.eks. skal forhindre to mennesker i at elske hinanden eller straffe en søn eller datter for ikke at ville indgå et tvangsægteskab. Men fordi erkendelsen heraf (i de tilfælde hvor den dog forekommer) efterfølgende knuser en hel familie, som bevidst eller ubevidst har været underlagt blodigt idioti af den mest æresløse slags.

De burde have læst Romeo and Juliet. Selv om problemstillingen omkring traditionelle æresdrab ikke i alle henseender er direkte sammenlignelig med Shakespeares fortælling, rummer dette udødelige mesterværk stadig væk den mest hjerteskærende historie om »umulig« kærlighed på tværs af stædige og stupide slægtshensyn - og erkender slutteligt efter de elskendes død:

      A glooming peace this morning with it brings;
      The sun, for sorrow, will not show his head:
      Go hence, to have more talk of these sad things;
      Some shall be pardon'd, and some punished:
      For never was a story of more woe
      Than this of Juliet and her Romeo.

Rune Engelbreth Larsen
1. juli, 2006