Formanden for den odenseanske lokalliste Frit Danmark, Michael Ellegaard, har opfordret foreningens medlemmer til at bevæbne sig med en type luftgevær, som kan anskaffes uden våbentilladelse. Det skyldes ifølge Ellegaard, at nationalisterne har behov for at kunne forsvare sig mod angreb fra venstreorienterede og indvandrere.
Aktivister fra Frit Danmark og foreningen Stop Islamiseringen Af Danmark (SIAD) har flere gange været involveret i voldelige sammenstød med politiske modstandere, og Ellegaard mener derfor, at man er nødt til at bevæbne sig i nødværge: »Enten må ordensmagten tage sig den tid, der skal til, for at beskytte fremtidige møder, ellers må vi selv sørge for sikkerheden.« (Jydske Vestkysten 19.1.2007).
Avisen tilføjer: »Han har selv købt flere våben. De kan på 35 meters afstand skyde gennem hovedet på en død gris, forklarer han.«
Palle Larsen, der er våbenmekaniker ved Rigspolitiets Våbentekniske Afdeling, sammenligner dem med rigtige skydevåben og understreger: »De kan sagtens slå ihjel.«
Om effekten af skuddene forklarer han: »De kan få nogle hastigheder, der er meget høje, plus de fås i nogle kalibrer, der er højere end normale. Det er det, der gør dem meget farlige. Ved de gamle luftgeværer fik man sådan en metalkasse med, så kunne man skyde til måls i haven. Men her går projektilet gennem metalkassen og plankeværket og ind til naboen.« (Jydske Vestkysten 19.1.2007).
Frit Danmarks formand opfordrer medlemmerne til at hamstre geværerne, inden man risikerer, at de kun kan købes med våbentilladelse - og regeringen har da også udmeldt, at man ønsker geværerne ind under våbenloven.
Bevægelserne Frit Danmark og Stop Isalmiseringen af Danmark (SIAD) tilhører den mest yderligtgående nationalistiske fløj. SIAD karakteriserer f.eks. sig selv på denne måde: »Vi bekæmper alt og alle, der vil indskrænke dansk suverænitet. Vi anser os selv som den eneste aktive modstandsbevægelse imod islam.«
I velkomsten til foreningen Frit Danmark hedder det bl.a.: »Længe har det været forbundet med tabu og politisk ukorrekthed at gøre noget reelt ved indvandringen og dens skadelige følgevirkninger, men ved fremkomsten af Frit Danmark kan vi nu tilbyde den Danske befolkning et reelt alternativ til de politikere, hvis skyld det er, at vort samfund i dag bærer så tydeligt præg af mange års fejlslagen indvandringspolitik. Gå til modstand alle Danske - alle mand som een, og gør Danmark frit.«
Modstandsretorikken er selvsagt den samme uoriginale selviscenesættelse, som Søren Krarup og Den Danske Forening lancerede i 1980erne, og som er tilbagevendende blandt de seneste par årtiers yderligtgående nationalister i Danmark. Det var bl.a. denne mentalitet, jeg i sin tid advarede imod i Faklens hyppigt fejl-refererede artikel: Sådan anskaffer du dig legalt en pistol (januar 2000).
Det er nemlig såre enkelt i dagens Danmark at få våben, også selv om det kræver en våbentilladelse - foreningen Frit Danmark har så blot fundet en endnu lettere fremgangsmåde og hamstrer altså geværer, der hidtil slet ikke har været omfattet af våbenloven.
Det opråb, som artiklen i Faklen var udtryk for, har nationalister gentagne gange forsøgt at gøre til en »opfordring til bevæbning af indvandrere«, fordi der på bladets forside blev brugt en pistol som blikfang til at gøre opmærksom på, hvor stålsatte dele af den nationalistiske fløj er i sin slet skjulte trussel om væbnet kamp mod »indvandringen«, mens det politiske klimas indvandrerfjendske retorik samtidig forværres.
Artiklen afsluttedes med ordene:
Som en minimal modvægt mod den stadig mere truende propaganda, indvandrere herhjemme må leve under, har vi således indledningsvis blot tilgængeliggjort for lidt flere, hvad i forvejen er offentligt kendt og helt legalt – hvordan man kan anskaffe sig et skydevåben som medlem af en skytteforening.
Rune Engelbreth Larsen |
Det var altså i 2000. Læseren kan selv vurdere, om der er blevet større eller mindre grund til at advare mod den dæmoniserende indvandrerfjendske propaganda i dag, og om de yderligtgående nationalister er blevet mere eller mindre offensive.
Rune Engelbreth Larsen
21. januar, 2007