|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|
|
|
|
Karikaturkrisen - fup og fakta
Af Tøger Seidenfaden og Rune Engelbreth Larsen 
I sin nylige grundlovstale på Lykkesholm Slot vender Pia Kjærsgaard tilbage til den krise, der fulgte i kølvandet på Jyllands-Postens offentliggørelse af 12 Muhammed-karikaturer den 30. september 2005: "Jyllands-Posten kommer på banen for at undersøge omfanget af selvcensur. Så sker der ingenting i tre måneder." Ifølge Kjærsgaard afbrydes måneders "ingenting" så, da en række danske imamer har ført kampagne mod tegningerne i Mellemøsten, og hun kan uden mellemregninger servere konsekvensen: "Herefter er der pludselig brand i de danske ambassader i Syrien og Libanon!"
Dermed bekræfter Dansk Folkepartis leder en bredt etableret myte om den krise, som medier har døbt Muhammed-krisen, men som mange muslimer kalder Jyllands-Posten-krisen.
Udgangspunktet er da også offentliggørelsen af Jyllands-Postens karikaturer, hvilket imidlertid i første omgang er en sag mellem avisen og de muslimer, som føler sig krænket, men som på grund af den danske regerings efterfølgende karikatur på diplomatisk krisehåndtering gradvis eskalerer til en global konflikt med den islamiske verden. Der er med andre ord to gode grunde til, at vi foretrækker at kalde hele sagen for "Karikaturkrisen" frem for "Muhammed-krisen".
Den sagsfremstilling, som Kjærsgaard i sin grundlovstale gentager, og som ikke mindst hendes eget parti med held har gjort alt for at cementere i de foregående måneder, er i realiteten en blanding af grov forvrængning, tvivlsomme gisninger og regulær propaganda.
Hendes bagvedliggende påstand er selvfølgelig den, at muslimers protester mod Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer i tre måneder var begrænset til ubetydeligheder i Danmark, og at der altså slet ikke var tale om nogen reel krise før tidligst i januar 2006. Det skulle således udelukkende være de danske imamers delegationer til Mellemøsten i december 2005, som førte til konflikten mellem Danmark og den islamiske verden i det, der over en bred kam er blevet karakteriseret som den største udenrigspolitiske krise i dansk efterkrigstid.
Forklaringen passer behændigt ind i Dansk Folkepartis islamofobiske univers - men kunne næppe være mere i modstrid med kendsgerningerne.
Også Dansk Folkeparti havde travlt med at himle op om de uhyrlige muslimer, som protesterede i både ind- og udland i al den tid, som Kjærsgaards rettelak nu tryller bort til det rene ingenting, og kendsgerningerne er, at der allerede var tale om årtiers største krise, inden muslimernes delegationer overhovedet havde sat sig ombord på fly til Mellemøsten for at skabe udenlandsk opbakning til deres protester.
Ikke alene henvender internationale organisationer som ISESCO, Den Islamiske Konferenceorganisation (OIC) og OSCE sig alle i oktober med skarp kritik og nærgående spørgsmål til den danske regering, og allerede den 12. oktober påpeger det egyptiske udenrigsministerium over for en dansk delegation i Kairo, at man ser med stor alvor på offentliggørelsen af karikaturerne, der betragtes som et "angreb på islam", og at man ikke kan forstå, hvorfor den danske regering "ikke havde reageret mod billederne".
Men den danske regering advares også gentagne gange om sagens yderligere forværring allerede i 2005. Det sker i ambassadørbrevet til statsministeren (12.10.) og i brevet fra OIC's generalsekretær (15.10.), og det sker via det egyptiske udenrigsministeriums henvendelse til den danske ambassadør i Kairo (25.10.) og af den egyptiske ambassadør i København (29.10.). Alarmklokkerne fortsætter med at ringe i november, da officielle regeringsprotester følger fra Pakistan, Iran, Egypten og Bangladesh, og da OIC's topmøde i begyndelsen af december fordømmer Muhammed-karikaturerne. Endvidere indrapporterer danske ambassader mindst fire gange trusler om boykot i oktober, november og december.
Som vi dokumenterer i vores bog, Karikaturkrisen - en undersøgelse af baggrund og ansvar, som Gyldendal udgiver i dag på Danmarks Nationaldag, udgør de danske muslimers delegationer til Mellemøsten reelt et forsvindende bidrag til krisens eskalering. Rejserne foretages længe efter, at sagen har nået global opmærksomhed på højt politisk niveau i den islamiske verden.
De misvisende og ukorrekte oplysninger i den egyptiske presse i anden halvdel af december, som man ofte henviser til for at påpege delegationernes skadelige virksomhed, er hverken værre eller bedre end den danske tabloidpresses standarder og kommer i alle tilfælde først efter to en halv måned med et massivt internationalt pres på den danske regering. Til gengæld medvirker muslimernes danske delegation i Egypten rent faktisk snarere til at FORHINDRE en boykot af danske varer med afsæt i Egypten end til at optrappe krisen, idet de afviser et "tilbud" om en fatwa fra den egyptiske stormufti, der ellers allerede i december ville proklamere en handelsboykot.
Kjærsgaard taler med andre ord lodret imod kendsgerningerne, når hun uden at blinke forsøger at bilde os ind, at der intet som helst skete i sagen mellem karikaturernes offentliggørelse og indtil de voldsomme gadeprotester i den islamiske verden i januar.
Det er langtfra den eneste myte om sagsforløbet og ansvarsbyrden for karikaturkrisens eskalering, som vi punkterer i vores bog. Med udgangspunkt i en grundig gennemgang og minutiøs analyse af det tilgængelige materiale fra pressen og fra regeringens (stærkt censurerede) aktindsigt dokumenterer vi bl.a., at Anders Fogh Rasmussen utvivlsomt bærer hovedansvaret for krisens opståen og eskalering, at han vildledte offentligheden under hele forløbet med hensyn til hvad det var, de islamiske landes repræsentanter ønskede fra Danmarks side, og at han brød Grundloven ved at skjule relevante oplysninger for Det Udenrigspolitiske Nævn.
Ikke mindst af disse grunde har det været nødvendigt på egen hånd at foretage den omfangsrige undersøgelse, som regeringen har nægtet, men som vi har søgt indfriet med udgivelsen af "Karikaturkrisen". Vi lægger ikke skjul på, at vores fremstilling afspejler klare holdninger, men vi forholder os i modsætning til flertallet af politikerne til det helt konkrete puslespil af kendsgerninger. Vi kan ikke vide, om der i regeringens tusindvis af hemmeligholdte dokumenter skjuler sig andre oplysninger, som radikalt måtte forandre vore konklusioner, men i givet fald påhviler det naturligvis regeringen at tilgængeliggøre sådanne oplysninger.
Konklusionen på vores undersøgelse må på nuværende tidspunkt være den, at det altovervejende ansvar for krisens opståen og eskalering hviler på regeringens skuldre i almindelighed og på statsministerens i særdeleshed.
Endvidere analyserer vi krisens baggrund og forudsætninger og konstaterer, at det var alt andet end en tilfældighed, at sagen opstod netop i Danmark.
Vi dokumenterer, at Muhammed-karikaturerne skriver sig ind i et veletableret, islamofobisk politisk klima, der gennem de seneste tiår har vundet stadig større udbredelse både på højrefløjen, venstrefløjen og i midten af dansk politik. Et klima, hvor især en faretruende normalisering af Dansk Folkepartis propagandistiske retorik af stærkt nedsættende og generaliserende karakter muligvis gør Danmark til den vestlige verdens mest islamofobiske samfund.
Denne kritiske gennemgang af sagsforløbet viser da også ganske utvetydigt, at Jyllands-Posten har krænket et religiøst muslimsk mindretal på en bevidst forhånende facon, som hverken denne eller nogen anden avis herhjemme nogen sinde ville finde på at anvende over for f.eks. jøder og kristne.
Derfor håber vi også, at "Karikaturkrisen" kan levere en del af grundlaget for den undersøgelse af de senere års forråelse af debatklimaet over for trængte minoritetsgrupper, som tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen for nylig har foreslået.
Vi lever i et demokrati, og derfor kan de færreste unddrage sig et medansvar for den retning, samfundet bevæger sig i - heller ikke når diskrimination og marginalisering af mindretal både bliver bredt accepteret og af flere politikere og iagttagere ligefrem heroiseret. Vi var og er som danskere og vælgere derfor ikke bare uskyldige og tilfældige ofre for en global storm - vi har netop som danske samfundsborgere og vælgere selv et medansvar for, at det gik så galt, som det gik.
Tøger Seidenfaden og Rune Engelbreth Larsen
Jyllands-Posten, 15.6.2006
LÆS OGSÅ: Tøger Seidenfadens og Rune Engelbreth Larsens analyse af karikaturkrisens forudsætninger og forløb i bogen Karikaturkrisen - en undersøgelse af baggrund og ansvar.