Jesper Langballe og paragraf 266 B

Af Rune Engelbreth Larsen

Rigsadvokaten vil tiltale Jesper Langballe for overtrædelse af straffelovens § 266 B, ifølge hvilken det er ulovligt at true, forhåne eller nedværdige en gruppe personer på grund af »race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering«.

Baggrunden for sagen er Lars Hedegaards antimuslimske spredehagl i december 2009, hvor han bl.a. hævdede, at muslimer undlader at opdrage deres børn til »at sige sandheden« og derfor ikke har »dårlig samvittighed«; at kvinder ifølge islam ikke har anden funktion end »seksuelle formål« og som »livmoder, der bærer krigernes afkom«; at massevoldtægt er muslimernes »ret«, og at de »voldtager deres egne børn«. Og som han tilføjede med dokumentarisk tyngde: »Det hører man hele tiden.«

Langballe tog ham siden i forsvar med ét 'sarkastisk forbehold': »Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) – og i øvrigt vender det blinde øje til onklernes voldtægt.« (Berlingske Tidende, 23.1.2010).

Der er ingen tvivl om, at Hedegaard brugte den altfavnende dæmoniserende pensel, og ved at bagatellisere hans udsagn som »eventuelle overdrivelser« og »uforsigtighed« fortsatte Langballes indlæg den samme islamificering af børnedrab og incest.

Jeg ved så ikke, om det taler til Langballes forsvar, at det næsten ligner et gennemgående patologisk virkelighedsfravær, når han ved samme lejlighed luftede sin konspiratoriske mistanke om, at kritikken af Hedegaard blot var en »afledningsmanøvre« for at dække over kvindeundertrykkelse? Forbløffende nok bedyrede Langballe således: »Og denne afledningsmanøvre skal i virkeligheden tjene til forsvar for islams kvindenedværdigelse. Weekendavisens medarbejdere har gjort dette forsvar til deres speciale.«

Tjah, hvad skal man sige til en så skarpsindig afsløring?

Den propagandistiske karakter af Langballes udfald og Hedegaards proportionsforvrængede fundament, der ligger til grund herfor, er omtrent lige hæmningsløse i deres absurditet.

Noget andet er så, om der også bør føres retssag mod Langballe?

Om ikke andet er den totale lemfældighed, der hersker i sådanne sager, problematisk. Gang på gang har anklagemyndigheden valgt at se stort på adskillige klare krænkelser af paragraffen fra fremtrædende politikere, ligesom det kan undre, at sagen rejses mod Langballe og ikke Hedegaard.

I det aktuelle politiske klima har Langballe endvidere alt at vinde og intet at tabe, når rækkevidden af hans antimuslimske megafon nu mangedobles – hvilket han til fulde har forstået. Selv hvis han skulle blive idømt de beskedne dagbøder, han risikerer, vil dette blot bidrage til hans heroiserede 'martyrium' blandt landets antimuslimske parallelsamfund.

Visse omstændigheder taler med andre ord for, at paragraffen i dag er kontraproduktiv i forhold til sit sigte.

Til gengæld er det hyppige 'ytringsfrihedsargument' ude af proportioner. Der er intet, man ikke kan sige og trykke helt censurfrit i Danmark, men der er forskellige former for ytringer, som man efterfølgende kan blive stillet retligt til ansvar for (f.eks. injurier, terrorstøtte, trusler, afsløring af statshemmeligheder og brud på tavshedspligten). Det er ikke alt sammen lige konsistent eller lige rimeligt. § 266 B kan dog naturligvis ikke straffe nogen for at kritisere religioner, ligesom den ingenlunde har hæmmet den udvikling, der har gjort danske muslimer til propagandistisk skydeskive i årevis. Så hvad man end måtte mene, er i hvert fald hyleriet om paragraffens »totalitære« karakter fuldkommen patetisk.

Glemt er dens funktion som advarselslampe imod gentagelsen af den type begivenhedskæder, hvor kollektive dæmoniseringer af befolkningsgrupper historisk har begunstiget eskaleringen af voldelige konfrontationer eller regulær etnisk og religiøs udrensning.

Men det er der jo ingen af de lødige danske 'islam-kritikere', der drømmer om, vel?

Jo. Peter Neerup Buhl (en af Den Danske Forenings mest aktive skribenter siden begyndelsen af 1990'erne) skrev i 2004 i medlemsbladet 'Danskeren', der også tiltrækker skribenter fra Dansk Folkeparti, Trykkefrihedsselskabet og Tidehverv: »Eksistentielt, territorielt og materielt er de masser, som i dag indstrømmer fra de muhamedanske lande, vore fjender, og frihedskampen består i dag nøgternt set i at dehumanisere dem verbalt, før det kan blive politisk legitimt at fjerne dem fysisk fra vort område.«

Læg dertil Mogens Camres Grundlovstale i 2006: »Islam hører ikke til i Europa og vores første prioritet må være at repatriere muslimerne.«

Måske er § 266 B ikke det mest hensigtsmæssige svar på dæmoniseringer à la Langballe & Hedegaard eller udrensnings-trusler à la Buhl & Camre. Men dæmoniseringerne og truslerne er afgjort langt mere foruroligende end denne marginale paragrafs perifere anvendelsesområde.

Rune Engelbreth Larsen
Modpol: Politiken, 12.6.2010

NOTE: Knap to måneder efter at Rigsadvokaten besluttede at tiltale Jesper Langballe for overtrædelse af Straffelovens § 266 B, besluttede Statsadvokaten at tiltale Lars Hedegaard for det samme: 'Racismetiltale': Khaders hykleri og Hedegaards trækken i land. REL.