Reportage fra Ramadanmiddagen
Af Rune Engelbreth Larsen 
Jeg var til middagsselskab på Christiansborg den anden aften. Ramadanmiddagsselskab. Det var en hyggelig og traditionsmættet aften, hvor der var sørget for det hele.
Kvinder uden hovedtørklæde fik lov at låne en meget smuk hijab i en blændende grøn farve til at dække håret. Det var nærmest poetisk, som alt det grønne langsomt bredte sig ved indgangen til salen. Og ligesom det sig hør og bør, når man går ind i en moské, tog vi også i aftenens anledning skoene af.
Vi blev udstyret med et nummer på vores bord, og mændene fandt deres pladser i den ene side af salen, mens kvinderne satte sig i den anden. Det tog lidt tid at få 190 gæster på plads, men jeg tror, at vi alle var opløftet af de ceremonielle detaljer.
Özlem Sara Cekic bød kort velkommen og gav ærbødigt ordet til en alvorsfuld imam med et imposant skæg, der bølgede ned over brystkassen. Han fremsagde en kort bøn, hvorefter vi alle istemte et trefoldigt »Allah-u-Akbar«.
Dernæst blev lammet ført ind på et lille podium. Det skulle slagtes til det tilstundende festmåltid – halal, naturligvis.
Et par minutter senere gik solen ned, og imamen fik højtideligt overrakt en blankpoleret krumsabel. Han mumlede en islamistisk besværgelse og huggede til.
Desværre ramte han ikke helt præcist, så geden hylede og stampede, mens blodet flød fra et halvt hoved, der dinglede lidt akavet. Der var nok nogle stykker, der blev en lille smule forskrækket, men imamen smilede så indtrængende, at hyggen atter sænkede sig over selskabet som nyfalden julesne. Allerede i andet hug lykkedes det på fornemste vis, og efter et lille kvarters spjætten var dyret så godt som dødt. Imamen bukkede, og hele salen brød ud i et spontant bifald.
Lammestegen, der smagte himmelsk, blev serveret efter nogle timers Koranrecitation, og til sidst kunne alle, der ønskede at konvertere, henvende sig til imamen. For mændenes vedkommende foregik omskæringen efter kaffen i den tilstødende lounge, hvor krumsablen naturligvis var skiftet ud med en klinisk skalpel – vi lever jo i det 21. århundrede.
Folketingets formand Thor Pedersen var den første i konvertit-køen.
Nå, nu overdriver jeg vist lidt – Thor var den anden.
Okay, jeg indrømmer ... Det hele er selvfølgelig noget, jeg bare har fundet på. Men det er vist et scenario i denne stil, man skulle tro, at Dansk Folkeparti forventede, når man tager partiets forbudskrav og apokalyptiske advarsler imod arrangementet i betragtning.
I virkeligheden var Ramadanmiddagen i Snapstinget bare en festlig, sjov og hyggelig aften i godt selskab med god dansk suppe, fisk og is, tilsat enkelte tyrkiske specialiteter. Vi snakkede, lyttede til et par fine taler og spiste os en pukkel til. Der var både troende og vantro af forskellig observans, kvinder med og uden tørklæde, og mænd med og uden slips.
Den store overraskelse indtraf dog, da statsminister Lars Løkke Rasmussen ankom en halv time inde i middagen. Han havde alligevel fundet et hul i kalenderen og gav en glad Özlem en kærlig krammer, hvorefter han holdt en kort tale, der kritiserede Socialdemokraterne for deres ringe fremmøde.
Okay, jeg indrømmer – det sidste er også noget, jeg bare har fundet på ...
Løkke dukkede aldrig op. Landets statsminister udeblev fra en kærkommen lejlighed til at bidrage en smule til normaliseringen af det indlysende og udramatiske forhold, at det kan være lige så dansk at være muslim som kristen, jøde og ateist. En lang række andre inviterede toppolitikere fra både regeringspartierne, Socialdemokraterne og SF stak også halen mellem benene og holdt sig væk.
Til gengæld havde socialminister Benedikte Kiær rygrad nok til at trodse Dansk Folkepartis bestræbelser på at forbyde arrangementet. Hysteriet har ikke sejret helt endnu.
Men det fortæller ikke så lidt om klimaet i dette land, at bare tanken om statsministerens deltagelse i en afslappet ramadanmiddag er en politisk atombombe. Så stor er frygten for Pia Kjærsgaard.
I USA er det præsidenten, der inviterer til ramadanmiddag. I Tyskland markerer de fleste politiske partier ramadan. Tidligere overrabiner Bent Melchior fortalte i øvrigt, at hans søn Michael Melchior, der sidder i det israelske parlament, allerede havde deltaget i en snes ramadanmiddage i Jerusalem den forløbne måned sammen med talrige andre jøder og kristne.
Washington, Berlin og Jerusalem – men i Danmarks hovedstad? Du må være godt tosset.
Så kvælende er det antimuslimske jerngreb om landet, at Folketingets formand Thor Pedersen forbød Özlem at lade pressefolk fotografere og rapportere direkte fra middagen i Snapstinget. For »arrangementet balancerer allerede lige på kanten af det acceptable«, tordnede han.
Og for at det ikke skal være løgn, har han bedyret, at Folketingets præsidium nu skal drøfte, om man overhovedet kan tillade et så farligt og provokerende middagsarrangement igen.
Nej – dét er ikke engang noget, jeg har fundet på.
Idiotien overgås kun af hysteriet.
Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 11.9.2010
