Pressens gabestok er værre end Krarups
Af Rune Engelbreth Larsen 
Jyllands-Posten 'afslørede' i den forgangne uge, at Enhedslistens muslimske politiker, Asmaa Abdol-Hamid en gang har givet hånd til mænd, og Politiken bragte et interview, hvor det så ud til, at hun fortier en tidligere føler til Socialdemokraterne om at stille op. Ifølge Abdol-Hamid har hun dog aldrig lagt skjul herpå – hvilket bekræftes af, at hun selv har taget del i pressedebatten om en mulig opstilling for S.
Der er i begge tilfælde tale om den type 'sensationer'’, som får flueknepperi til at ligne Cavling-materiale, men som med vold og magt blæses op, når det handler om en muslimsk politiker. Ikke én eneste af de øvrige nye danske folketingskandidater ville risikere at blive udstillet i pressens gabestok eller krydsforhørt med lignende emsighed. Ikke én.
På mange måder er Søren Krarups had over for islam og muslimer mindre hyklerisk, fordi den ikke er skjult under journalistikkens pseudo-objektivitet, men bare er en logisk følge af hans doktrinære teologi: »Kristendommen er forkyndelse af sandheden, men sandheden kan der ikke stemmes om. Den kan kun adlydes.« (S. Krarup: Dansk kultur, 1993). Hvad han ikke tilføjer, er, at dermed er totalitarismens kim selvfølgelig sået og legitimeret.
Men denne autoritære intolerance gennemsyrer hans politiske virke med selvafslørende konsekvens – så lad os i stedet vende os mod eksempler på den platte og lumre version af kulturchauvinismen, som dele af venstrefløjen og populistiske midterpolitikere har ladet hagle ned over Abdol-Hamid.
Bente Hansen er forarget over, at hun ikke giver hånd til mænd: »Problemet bliver, at vi på den ene side får flokken fra Dansk Folkeparti, der sammenligner tørklædet med hagekorset, og på den anden side får vi venstrefløjen, der synes, at det er helt i orden, at en kvinde ikke vil røre ved mænd. Begge holdninger er lige ekstreme og farlige.« (JP, 24.4.).
Og dét skal vi høre fra Bente Hansen? Den Bente Hansen, der var blandt 70'ernes frontfeminister på ø-lejre med adgang forbudt for mænd? Den Bente Hansen, for hvem en del af kvindekampen var et Hendrix-billede med teksten: »Klip pikken af din beat-musiker« (B. Hansen: En køn historie, 2004). Og den Bente Hansen, hvis kristne tro i modsætning til Abdol-Hamids islamiske tro åbenbart er socialistisk korrekt, som hun fromt har bekendt: »I den etiske del af kristendommen er der ikke noget konfliktstof i forhold til socialistisk tankegang.« (Ekstra Bladet, 19.1.2003).
Aha. Bente Hansens 'etiske' finte overspringer altså den nytestamentlige beskrivelse af kvinden som en »svagere skabning«, der ikke må bede med utilhyllet hoved? Hun ser bort fra formaningen til hustruen om at »tækkes sin mand« og påstanden om, at »manden er kvindens hoved«?
Det er åbenbart dybsindigt og legitimt, at en kristen kvindesagsforkæmper fortolker sin religion til kvindens fordel, men forkasteligt, når det er en muslimsk kvindesagsforkæmper?
Hvis der var et minimum af konsistens i Bente Hansens holdning, havde hun i stedet hilst sin muslimske 'søster' velkommen i den tværkulturelle kvindekamp. Og med sin egen erkendelse af, at 70'er-feminismens bød på overdrivelser og vildskud, der vel var uundgåelige for at udvikle et tiltrængt oprør, burde Bente Hansen af alle forstå, at en moderne muslimsk kvindekamp skal finde sig selv i sin egen kontekst. Derfor burde hun insistere solidarisk på kvindens frihed til forskellighed – og på den ret til religiøs fortolkningsfrihed, som hun selv tager for givet i sin kristne kvindekamp.
Fra anden kant lyder så den radikale Manu Sareens forargelse: »Det er til at tudbrøle over. Enhedslisten har altid stået for adskillelse af politik og religion. Nu er de havnet i en tørklædedebat, hvor ingen har spurgt, hvad kandidaten står for rent politisk.« (JP, 23.4.).
Ikke? Tuderiet er hans egen sag, men det undskylder ikke løgn – selvfølgelig er hun blevet spurgt, krydsforhørt og mistænkeliggjort i adskilllige interviews! Sådan gør pressen nemlig mod muslimske politikere i Danmark, mens politikerne ekskluderer og nazificerer dem.
Det har Sareen aldrig prøvet, for han er ikke muslim. Så han kan fint deltage i hylekorets brøleri af foragelse.
Heldigvis har Enhedslisten bakket op om Asmaa Abdol-Hamid, trods et kolossalt pres om at stille hende negative særkrav, og heldigvis har politikere som Helge Adam Møller og Britta Thomsen lagt utvetydig afstand til Krarups propaganda. Heldigvis er der feminister til som Kvinfos direktør, Elisabeth Møller Jensen, der har fremhævet hendes »slag for ligestillingen« (JP, 24.4.) ved at demonstrere, »at man som ung kvinde med tørklæde ikke behøver være undertrykt, men kan handle og svare for sig«.
Og heldigvis har Rushy Rashid vist, hvad forbilledlig søstersolidaritet er, og rost hende for at kæmpe for retten til at bære tørklæde (Information, 23.4.) – ligesom hun selv kæmper for sin »ret til ikke at gøre det«.
Rune Engelbreth Larsen
Tendens: Politiken, 28.4.2007
