Anmeldelse i Politiken
Politiken har fået Karen Syberg (der er anmelder på dagbladet Information) til at anmelde Danmark er en kvinde - på genopdagelse i den danske natur. "Han gi'r os Danmark - og naturen - tilbage", lyder overskriften, og bogen får fem hjerter.
Her følger et uddrag af anmeldelsen:
Der er ikke hjørnet af en dyrket mark på Rune Engelbreth Larsens dejlige fotografier af dansk natur. (...)
Danmark er en kvinde er en ren lystrejse fra Skagens Gren i nord til Møn og Bornholm i syd. Væk er alle tanker om forurening og CO2, iltsvind og svinefarme, og det er herligt! Så dejligt er her stadigvæk, Rune Engelbreth Larsen viser os det, jordnært og upolemisk. Han kan både fortælle om sin oplevelse og om stedernes historie, hans sanser er vidt åbne, han ser og ser, og han er en strålende fotograf.
Han kommer til Bulbjerg, han kommer til Samsø, han besøger Gudenå og Sukkertop, og han besøger mine egne barndomsegne, Fyns Hoved, Romsø og Svanninge Bakker. Han besøger Gurre. Og Møns Klint, som han går begge veje, først på rullestenene neden for klinten, siden oppe med de lodrette syn af hav og styrtende hvide fald dybt under sig. Det er pæne strækninger, han lægger bag sig. Hvor man selv har gået, er man i stand til at vurdere indsatsen. Bagi bogen viser et kort, hvor han har været. (...)
Meget er fortroligt, meget vidste man ikke. For eksempel at Danmarks kystlinje er dobbelt så lang som Indiens og halvt så lang som Kinas. Syv Års Søerne i Frederikshåb Plantage havde man heller ikke hørt om. De dukker op omkring hvert syvende år - og forsvinder så igen. Vistnok noget med grundvandets cyklus. Rune Engelbreth var heldig på sin vandring og tog endnu et betagende billede.
Den bog er en gave.Karen Syberg
Politiken, 29.11.2009
Læs hele Karen Sybergs anmeldelse online på Politiken.dk: Ny rejsebog giver os Danmark tilbage.
Danmark er en kvinde - på genopdagelse i den danske natur kan købes i boghandler landet over eller bestilles her via Forlaget Dana.
Rune Engelbreth Larsen, 29. november 2009