|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|
|
|
|
Danmark er en kvinde | Forord
Af Rune Engelbreth Larsen 
Jeg drømmer om et digt som beskæmmer gulspurven
firbenene og de mangefarvede fluer - et digt
som en Scania Vabis i slæbegear - og hvad får jeg
når stilheden pludselig ruger gaver ud? En skovdues
lokken ned fra skjulet og lærkers højlydte
trilren med tyttebær ud over himlen den skyfri!Per Højholt: "Personen på toppen"
Praxis 9: Det gentagnes musik (1989)
I Danmark er naturen i vid udstrækning henvist til afgrænsede arealer i et begrænset antal felter mellem landkortets omsiggribende vejnet og landbrugsarealer. Især i det tyvende århundrede har det danske naturlandskab mistet meget terræn til byer, asfalt og landbrug.
En parallel udvikling har i og for sig fundet sted inden for kunstens verden, hvor ikke så få direkte og indirekte har undsagt og dekonstrueret naturen. Per Højholt, hvis to første digtsamlinger fra 1949 og 1956 var rige på naturbilleder, lagde eksempelvis naturen på hylden i årtier, og da den endelig sneg sig tilbage igen, var det betegnende nok i atypiske glimt.
Pludselig måtte han se et af sine digte invaderet og erobret af en skovdues lokken, og end ikke al den metaforiske tyngde, han kunne mønstre i form af et prustende lastvognstog i slæbegear, magtede at jage den af vejen.
Mit eget forhold til naturen har i mange år ligeledes været præget af en tidstypisk distance, som dog har vedligeholdt sig selv uden større anstrengelser. Ikke desto mindre tog naturen også i mit tilfælde revanche, sneg sig ind på livet i et uagtsomt øjeblik og begyndte at »ruge gaver ud« – for nu at låne Højholts ord.
Og det er den ikke ophørt med siden.
Der var ikke tale om noget lyn fra en klar himmel, men snarere om et besnærende forløb, hvorunder jeg stedse, om end til tider modstræbende blev mere og mere – tør jeg sige – forgabt i Danmark.
Denne bog handler indledningsvis lidt om, hvordan dét gik til, og lidt om, hvad der gik forud – men allermest handler den om, hvad der siden hændte.
Det har også betydet et fornyet forhold til de dele af den kulturhistoriske arv, som jeg tidligere havde forbigået med vekslende omhu.
Jeg kastede ikke hovedkulds mine reservationer bort, men tog alligevel så småt guldalderen med i bagagen, når jeg skulle ud i det fri, og efterhånden vænnede jeg mig til epokens højtravende naturlandskabstilbedelse – og konsulterede den i stigende grad.
Hen ad vejen følte jeg mig dog snarere hjemme i mere nærværende, men af samme grund også mere nærgående danske naturdigte fra slutningen af det nittende og begyndelsen af det tyvende århundrede. Her fandt jeg min foretrukne guide og parlør til et Danmark, jeg havde fortrængt, men som jeg begyndte at drømme om og efterhånden satte mig for at genopdage.
Siden er inspirationskilderne blevet udvidet og kulturarvens rejseledsagere blevet flere – men mere om det, som bogens danmarksrejse skrider frem.
Ud over at være en beretning, der knytter personlige oplevelser i ord og billeder til kulturhistoriske noter og betragtninger fra en række danske landskaber og naturlokaliteter, handler bogen kort fortalt om en naturfremmed danskers genopdagelse af Danmark.
Rune Engelbreth Larsen, maj 2009
Forord til: Danmark er en kvinde - på genopdagelse i den danske natur