Asmaa Abdol-Hamid, landsforrædere og pressesvigt
Af Rune Engelbreth Larsen 
Det kan næppe være udtryk for andet end visse mediers og politikeres villighed til at stimulere den antimuslimske bølge, når man ligefrem gør en sensationalistisk historie ud Asmaa Abdol-Hamids udtalelser om, at irakisk kamp mod udenlandske tropper er en legitim modstandskamp mod en besættelsesmagt.
Sagen er nemlig den, at dette har været Enhedslistens officielle politik i fire år. Blot fordi det nu gentages af én bestemt folketingskandidat, som er forpligtet på partiets linje, afstedkommer det pludselig voldsom opstandelse i medierne og på Christiansborg.
En opstandelse, hvis omfang Enhedslisten ikke tilnærmelsesvist har været ude for tidligere pga. samme holdning - men som i Asmaa Abdol-Hamids tilfælde altså fører til et tordenvejr af forargelse og beskyldninger om »landsforræderi«.
I dagens karikatur i Jyllands-Posten tilføjer Rasmus Høyer en absurd kommentar, der er symptomatisk for mediernes overeksponering og forvrængning af sagens substans: »Det næste bliver vel, at Asmaa får Enhedslisten til at synes, det ville være en fin idé, hvis herboende irakere og sympatisører begynder at føre væbnet kamp her i landet!«
Rendyrket stigmatiserende paranoia. Hun har ikke »fået Enhedslisten til at synes« noget som helst, hverken i denne eller i andre sager (og slet ikke om væbnet kamp i Danmark), men står bare fast på partilinjen, hvorfor kritikken kunne have været rejst mod partiet hver eneste dag de foregående år.
Men Asmaa er den bekvemme skydeskive for de kredse, der har behov for at puste til islamforskrækkelsen ved enhver given lejlighed.
Der er da også ved at gå inflation i ordet »landsforræder«. Forfatteren Jan Sonnergaard har kaldt Pia Kjærsgaard og Mogens Camre for »landsforrædere« og blev mødt med et erstatningskrav på 100.000 kr. for injurier, men vandt som bekendt sagen. Jeg har tidligere ligeledes bemærket, at Pia Kjærsgaard til gengæld vandt, da Islamisk Trossamfund anlagde sag mod hende for at beskylde dem for landsforræderi.
Den sidste afgørelse betragtede Dansk Folkeparti med vanlig inkonsistens som et udtryk for »ytringsfrihedens sejr«, hvilket de ikke bekymrede sig en spaltemillimeter om, da de satte sig for at lukke munden på Jan Sonnergaard.
Og nu er det altså Asmaa Abdol-Hamid, der »nærmest gør sig skyldig i landsforræderi«, udtaler De Konservatives Allan Niebuhr.
Dumt, polemisk udbrud - eller bare agurketidens overbud?
I dagens Berlingske Tidende afdramatiserer eksperter i det mindste implikationerne af Asmaa Abdol-Hamids udtalelser.
Peter Viggo Jakobsen, lektor og ph.d på institut for statskundskab i København: »Hvis man ser på det juridiske eller det rimelige i at angribe militære styrker, som man er modstander af, og som er i ens eget land, så kan man godt følge hendes argumentation. Der er jo vil de fleste sige en borgerkrig imellem forskellige grupper i landet. Det svarer lidt til de frivillige, der deltog i den spanske borgerkrig.« (Berlingske Tidende, 24.7.2007).
Lektor på RUC, Ib Martin Jarvad, der har studeret gråzonerne i forhold til frihedskamp og terrorisme, udtaler: »Der har været gennemført en valghandling i Irak, men den er gennemført af besættelsesstyrkerne, og det gør, at efter de almindelige regler så er den regering, der sidder i Irak, en besættelsesregering. Derfor er det forkert at sige, at de, der gør oprør mod den regering, er oprørere. De er frihedskæmpere, og det har de ret til efter Genèvekonventionen. Vi kan ikke fornægte dem, at de har ret til at gøre modstand mod en fremmed besættelse.«
Altså af flere grunde endnu en antimuslimsk mediestorm i et glas vand.
Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 24. juli, 2007
