Louise Frevert, hvis mange forklaringsskift og dokumenterbare løgne i forbindelse med skandalen om de racistiske artikler på hendes hjemmeside i 2005 for længst er afdækket, indleder sin nye karriere i Centrumdemokraterne med at rekonstruere og geniscenesætte sig selv:
1) 24-års-reglen er Frevert pludselig modstander af: »Ja. Jeg støtter, at man har et frit valg, og det er meget vigtigt. Jeg er jo selv i princippet fjerde generationsindvandrer, og jeg har i min tætteste omgangskreds oplevet store problemer med 24 års reglen. Men jeg har ikke udtalt mig om det før nu, for det har været en del af den politik, man havde i mit tidligere parti, som jeg ikke har beskæftiget mig med.« (Pressemøde, 28.9.2007).
2) Frevert er slet ikke kritisk over for islam, kun islamisme, hedder det nu: »Jeg har ikke en kritisk indgang til islam.«
Det er meget muligt, at hun har ændret standpunkter, men det er ikke det, hun siger - i stedet rekonstruerer hun sine spor retrospektivt (også selv om vi ser bort fra de racistiske hjemmesideartikler og kun ser på hendes udtalelser i den trykte presse og i artikler, hun den dag i dag har offentliggjort på sin hjemmeside):
1) FREVERT OM 24-ÅRS-REGLEN
Når Frevert påstår, at hun er tilhænger af 24-års-reglen, og først nu udtaler sig herom, er det ikke korrekt. På hendes egen hjemmeside ligger et indlæg, hun havde i JP i 2005, hvor det bl.a. fremgår:
»Og det Radikale Venstre vil fortsat afskaffe 24-års reglen og allerhelst erstatte den af en 18-års regel, så de danske familiesammenføringsregler bliver lempeligere end EU’s, der jo har en 21-års regel. Partiet vil afskaffe tilknytningskravet, og i det hele taget åbne havelågen på vid gab, så fremmede igen kan fylkes om Danmark.« (Jyllands-Posten, 1.8.2005).
Det kan næppe siges at være udtryk for en neutral, endsige kritisk holdning til 24-års-reglen, at kritisere De Radikale for at ville afskaffe den, mens hun hævder, at det fører til at »fremmede igen kan fylkes om Danmark«.
2) FREVERT OM ISLAM
Frevert er ikke kritisk over for islam, kun islamisme, siger hun nu. Det er et markant holdningsskift i klar kontrast til hendes position indtil for nylig:
F.eks. modsatte hun sig i marts muslimske hovedtørklæder, og håbede at »befri de stakkels muslimske piger for de helbredsskadelige klædedragter, der udvisker deres identitet og medfører sygdomme pga. mangel på vitamin D samt stop for seksualiserering af pigerne pga. mændenes lyster (begrundelsen for sløret er som bekendt, at manden fristes over evne, når han ser en piges hår og hud)?« (JP København, 16.3.2007).
I 2005 kaldte hun islam for en ‘totalt menneskefjendsk religion’: »Vor naive indstilling til humanitet og menneskerettigheder gør os alle til lette ofre for en totalt menneskefjendsk religion, der under den 3. Jihad i disse år tilkæmper sig stadig mere magt i de vestlige demokratier.« (Morsø Folkeblad, 6.4.2005).
Her er det muslimer en bloc, hun langer ud efter: »Jeg kan da udmærket forstå, at det er fristende at sikre sig stemmefremgang ved at støtte bl.a. de muslimer, der bor i Danmark, men regningen kommer en dag og den kan blive dyr for landet. Her tænker jeg ikke på de 35 milliarder skattekroner det koster os, at have dem boende i landet - pr. år – det er langt farligere, at de radikale er med til at sikre, at disse fremmede – ikke integrerbare borgere – får etableret et magtapparat i vort land, som vor lovgivning, og dermed vore myndigheder, slet ikke er gearet til at imødegå.« (Frederiksborg Amtsavis 17.3.2005).
Og her igen: »Som et tidevand oversvømmer muslimernes indignation Danmark. Med forurettede miner og anklager mod danskere ser vi dag efter dag muslimer tone frem i alle medierne.« (JP-København, 8.12.2004).
AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER
Hvis Frevert har ændret holdning, er det det, hun skal fastholde. Men i alle tilfælde er det betænkeligt, når politikere synes så optaget af den politiske taburet, at de ikke blot en enkelt gang skifter til et ‘nabo-parti’ som følge af politisk forandring og eventuelle uoverensstemmelser, men når de ligefrem springer og springer og springer med meget abrupte holdningsskift til følge.
Karen Jespersen fra den ekstremistiske venstrefløj i VS til SF, fra SF til S, og fra S til V. Og nu Louise Frevert fra De Konservative til DF, og fra DF til CD.
Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 28. september, 2007