|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|
|
|
|
Mogens Glistrups arv
Af Rune Engelbreth Larsen 
Mogens Glistrup er død og omtales alle steder som en politisk anarkist. Det er at vride anarkismen ud af led, og det er at vride Glistrups politiske projekt ud af led.
Men Glistrup var i sine velmagtsdage utvivlsomt et symptom på et politisk system under truende nedsmeltning, men sin begavelse til trods ikke i stand til at tilbyde ret meget mere konstruktivt eller visionært end sin karisma og appellen til frustrerede skatteydere i flere indtægtslag - en mærkesag, der siden blev erstattet af rendyrket antimuslimsk propaganda.
Det hvilede dog næppe på had af nogen art, men udsprang sandsynligvis af en oprigtig optagethed af anti-islamisk 'kulturkamp' kombineret med den kyniske (og trods alt tvivlsomme) kalkule, at jo mere skinger og vild propagandaen var, desto større momentum kunne hans 'bevægelse' få.
Hans fremmeste politiske elev fra Den Danske Forening og Fremskridtspartiet, Peter Neerup Buhl, udtrykker her meget præcist formålet med propagandaen: "Eksistentielt, territorielt og materielt er de masser, som i dag indstrømmer fra de muhamedanske lande, vore fjender, og frihedskampen består i dag nøgternt set i at dehumanisere dem verbalt, før det kan blive politisk legitimt at fjerne dem fysisk fra vort område. Sådan har etniske kampe altid fungeret." (Danskeren nr. 1, 2004, s. 3).
Men Glistrups arv blev langt mere strømlinet og professionelt forvaltet af Dansk Folkeparti, for hvem antimuslimsk propaganda har været nøglen til succes i en grad, som Glistrup efterhånden kun kunne fremstå som en monstrøs og uoriginal udgave af. Hans karisma var pist forsvundet efter årtiers opslidende personlig kamp mod systemet, og Pia Kjærsgaard havde sat sig tungt på den dagsorden, han forgæves forsøgte at bide sig fast i. Og at overbyde Dansk Folkepartis antimuslimske retorik gav hende blot et yderligere alibi, fordi der var én, som tilsyneladende var langt mere rabiat.
I de seneste par årtier var det foragt, der kendetegnede forholdet mellem Kjærsgaard og Glistrup. Om Dansk Folkepartis leder har han bl.a udtalt: "Der er ingen huller i Pia Kjærsgaards uvidenhed."
Det er muligt, at hun er uvidende, men til gengæld har hun været langt dygtigere og politisk betydeligt klogere end Glistrup, der nok var hendes dør til Folketinget, men som hun formåede at udmanøvrere i Fremskridtspartiet og siden totalt overflødiggjorde i dansk politik.
I sine erindringer, Men udsigten er god skriver Kjærsgaard, at hun nærmest blev "vækket" fra sin politiske slummer af Glistrup, da han indledte sin kamp mod skattetrykket tilbage i 1971 og proklamerede, at han selv betalte nul kroner i skat. En årrække senere var begejstringen imidlertid vendt til et indædt magtopgør, og i samme bog får Glistrup følgende skudsmål: "Kendetegnende for Glistrup og hele hans liv var hans hadefuldhed og den måde, han omtaler andre mennesker på: Alle, der omgav ham i Fremskridtspartiet, var pr. definition tåber og det var resten af verden forresten også."
Det er nok en måde at sprede Glistrups specifikke opfattelse af Kjærsgaard på, så den kommer til at fremstå endnu bredere, end den var.
Men ved Glistrups død overstår samme Kjærsgaard alligevel behændigt den uforsonlige konfrontation, der udspillede sig mellem dem i en lang årrække, som: "Vores politiske uoverensstemmelser er en kendt sag, men Danmark har meget at takke ham for ..." (Politiken, 3.7.2008).
Men hvad er det egentlig, hun kan mene, at Danmark (læs: Dansk Folkeparti) har at takke ham for? Kjærsgaard har selv totalt distanceret sig fra Glistrup, da han var i live, og Dansk Folkeparti har lagt utvetydig afstand til det meste af Fremskridtspartiets ånd og politik.
Men jo, der er naturligvis én meget iøjnefaldende undtagelse, hvor DF i nogen grad fortsat er et barn af Glistrup: Antimuslimsk kampagnepolitik. Udover erindringen om "nul-skat" er det alt, der er tilbage af hans virke - Glistrups arv er primært endt som de mange vilde udbrud af foragt over for muslimer:
"Islamlobbyister og andre vesteuropæere trøster sig med, at mange muslimer i vore lande nok ikke er farlige fundamentalister. Men ingen af os ved, hvem dét vil være, når udryddelsesdjihad mod os er dekreteret. F.eks. fra Teheran eller andre muslimmagtbaser. Derfor er det nødvendigt at rykke alle op med rode. Som ukrudt bekæmpes." (Danskeren nr. 2/2006).
"Har du aldrig hørt, hvordan man argumenterer vedrørende Barsebäck eller pesticider i landbrugsvarer og så videre? Enhver tvivl skal komme de onde til skade, og derfor gør det ikke så meget, om man kommer til at udvise 100.000 for mange. Vi er i forvejen for mange på den danske jord, så om vi kommer til at sende 3-4-500.000 for mange ud, det gør ikke noget. Det ville være værre, hvis vi kom til at sende for få ud." (Ekstra Bladet, 13.10.1999).
"De får tre måneder til at rejse ud. Og hvis de ikke er rejst ud, så skal de indfanges og placeres i lejre, som vi havde flygtninge i i sin tid og simpelt hen udbydes i licitation med dem, der vil betale mest for at få dem – de får dem så. F.eks. Paraguay siger: 'Vi vil gerne have 6.000 muhamedanske piger i alderen mellem 12 og 20 år, og det vil vi gerne betale fem millioner for,' ja, så går de fem millioner ned i den danske statskasse, ikke." (DR-P3s program 'U-land', 28.9.1999).
"Jeg er for udlicitering af muhammedanere. Ligesom med affald til u-landene." (Ekstra Bladet, 16.5.1995).
Flere citater: Dokumentarisk citatsamling
En politiker er død, men en del af hans antimuslimske arv lever videre i Dansk Folkeparti. Et parti, der er betydeligt kedeligere end Glistrup, men langt mere professionelt, mindre vanvittigt i sin propaganda og politisk langt klogere end Glistrups fremskridtsparti - og derfor også langt mere ødelæggende for et mangfoldigt samfunds sammenhængskraft.
Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 3.7.2008