|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|
|
|
|
Nicolai Sennels - antimuslimsk manipulation
Af Rune Engelbreth Larsen 
 |
'Blandt kriminelle muslimer' |
(Nicolai Sennels: Snaphanen.dk, 2008).
"Når man arbejder psykologisk med muslimer, bliver det klart, at man ikke sådan bare kan opfordre en muslim til at lægge sin vrede fra sig. Det ville svare til at bede en revolvermand om at lægge pistolerne hjemme på kommoden, inden han skal hen på saloonen ..."
(Nicolai Sennels: 'Blandt kriminelle muslimer', 2009).
Nicolai Sennels er uddannet psykolog og har bl.a. arbejdet på Den socialpædagogiske døgninstitution Sønderbro, nærmere bestemt Udviklings- og behandlingsenheden.
Her bor omsorgssvigtede unge, der typisk er voldsomt socialt og psykisk belastede, til tider lider af posttraumatisk stress-syndrom. De er ikke alle sammen kriminelle unge, men udviser i reglen en meget normbrydende adfærd; nogle er tillige røget ud i stofmisbrug, og de fleste venter på en domsafsigelse: "Der kan være flere grunde til, at man bliver indskrevet på en sikret afdeling. Langt størstedelen af de unge er i såkaldt surrogatvaretægtsfængsling, imens de afventer en domsafsigelse." (Sønderbros hjemmeside). En stor del af de anbragte har anden etnisk baggrund end dansk.
Som ansat på denne institution deltog Nicolai Sennels i en kommunal konference den 27. februar 2008, hvor han udtalte sig i nedsættende og generaliserende vendinger om muslimer og 'islams voldskultur', hvilket indbragte ham en påtale fra Københavns Kommune. Ifølge kommunen skyldtes det ikke hans private holdninger, men det forhold, at han deltog på konferencen som institutionsrepræsentant i sin arbejdstid og på intet tidspunkt præciserede, at synspunkterne var hans egne og ikke kommunens eller den pågældende institutions. Nicolai Sennels og Dansk Folkeparti mente, at ytringsfriheden var blevet krænket, men Statsforvaltningen Hovedstaden gav kommunen medhold.
Sagen fik betydelig medieopmærksomhed, hvilket et år senere også smittede af på Sennels' bog, Blandt kriminelle muslimer - en psykologs erfaringer fra Københavns Kommune, der blev udgivet i februar 2009 af Trykkefrihedsselskabets Bibliotek, og som siden er blevet promoveret og debatteret i mange medier.
Fra 150 til 1.500.000.000 "muslimer"
Sennels' fremgangsmåde og ræsonnement er filtreret gennem et ganske umisforståeligt antimuslimsk politisk prisme, og bogen igennem drager forfatteren meget vidtrækkende og voldsomt generaliserende konklusioner om "den muslimske kultur", herunder sågar en "psykologisk profil" af muslimer i almindelighed - altsammen primært ud fra et ekstremt selektivt grundlag, der består af samtaler med ca. 150 stærkt socialt og pyskisk belastede unge med indvandrerbaggrund på Sønderbro.
Det svarer med andre ord til at gennemføre ca. 150 samtaler med patienter på en dansk hospitalsafdeling for dødelige livsstilssygdomme og herudfra drage sine konklusioner om hele "det danske samfunds" sundhedstilstand. Eller at gennemføre 150 samtaler med voldelige danske fodboldhooligans, hvorefter man ikke alene applicerer sine konklusioner på "den danske fodboldkultur" eller hele "den danske sportskultur", nej, på dette snævre og marginale grundlag skulle tilsvarende ligefrem konkluderes på hele "den kristne kultur"!
Men kan man da slet ikke operere med formelle meta-kategorier som f.eks. "den islamiske verden" og "Vesten"? Jo, så længe man for det første tilkendegiver, at disse kategorier henholdsvis omhandler lande, hvor islam er den dominerende religion, og lande, der politisk (og i mindre grad geografisk) tilhører en historisk opfattelse af "Vesten", men ikke foregøgler, at der tilnærmelsesvis er tale om to homogene "blokke". Det kan i snævre oversigtssammenhænge være en hensigtsmæssig og uproblematisk distinktion med hver sine hovedtræk - men "hovedtræk" har sine meget begrænsede anvendelsesfelter.
Begge meta-kategorier dækker således over hundreder af millioner af mennesker, der også inden for hver deres kategori repræsenterer vidt forskellige lande og traditioner, hvorfor konstruktionen af fælles karaktertræk og individ-adfærd inden for to rigide kasser i alle tilfælde er behæftet med kolossale vanskeligheder, forbehold og nuancer.
Alligevel glider Sennels utallige gange direkte fra observationer og betragtninger, der er specifikt relateret til hans erfaringer med de 150 socialt og psykisk belastede unge med ikke-vestlig baggrund over i en stærkt generaliserende og negativ psykologisk eller kulturel karakteristik af muslimer eller "den muslimske kultur" i al almindelighed.
Dermed er samvittighedsfuld saglighed og faglighed naturligvis definitivt forladt.
Allerede omslagslayoutet tilkendegiver, at bogens titel skal tages til indtægt for meget vidtgående fortolkninger, der ligger uendeligt langt fra Sennels' specifikke erfaringer på Sønderbro: De to l'er i "kriminelle muslimer" er fremstillet som tvillingetårnene, der blev knust under terrorangrebet mod USA den 11. september 2001.
Det er dog kun rimeligt at bemærke, at både omslagslayoutet og bogens titel var Trykkefrihedsselskabets idé, ikke Sennels' egne forslag, som han bemærkede op til debatudsendelsen Deadline 2. Sektion, hvor vi begge deltog i begyndelsen af marts 2009 - forlaget har strammet titlen op, skønt ikke alle unge på Sønderbro er kriminelle (noget andet er, at de selvfølgelig heller ikke uden videre kan karakteriseres som "muslimer").
Ikke desto mindre lægger omslaget dog klart op til bogens hovedpointe, og Trykkefrihedsselskabet er derved loyal over for substansen i fremstillingen, der kunne lyde: Der findes én fælles psykologisk profil for samtlige "muslimer", og den går igen lige fra Sønderbros belastede unge med ikke-dansk etnisk baggrund til bagmændene bag terrorangrebet på USA den 11. september 2001.
10 eksempler
I det følgende skal jeg kommentere ti repræsentative eksempler på Sennels' fremgangsmåde og argumentation, der i flere tilfælde overlapper udbredte forestillinger blandt typiske indvandrerkritiske og antimuslimske debatpositioner.
1. "De mange indvandrere på min psykologsofa gjorde, at jeg har fået en meget bred indsigt i den måde, muslimske indvandrere lever på - både udadtil og i forhold til deres egne indre følelser. Jeg blev hurtigt overrasket over, hvor anderledes de ser sig selv og verden end mennesker fra en dansk eller en europæisk kultur." (14).
Kommentar:
Et symptomatisk eksempel på den elementære, men fordrejende fejlslutning, der er bogens røde tråd. Dét, som Sennels har fået en indsigt i på Sønderbro, har således intet at gøre med, hvordan "muslimske indvandrere lever" eller "deres" egne indre følelser, men i bedste fald blot med den måde, hvorpå stærkt socialt og psykisk belastede unge med indvandrerbaggrund tænker og reagerer. Længere er den ikke.
2. "Jeg vil opfordre folk, som ikke mener, at vi bør lægge fakta på bordet, til at besøge et ungdomsfængsel som Sønderbro eller et hvilket som helst andet fængsel for den sags skyld. Så kan de med egne øjne se, hvilke menneskelige konsekvenser det har, når meget forskellige kulturer mødes." (20-21).
Kommentar:
Det kan undre, at en tidligere ansat åbenbart ikke er klar over, at Sønderbro ikke er et "ungdomsfængsel", og tilsyneladende heller ikke ved, at det, man kaldte "ungdomsfængsel", blev afskaffet allerede i 1973 (alligevel har Sennels også i fagbladet Psykolognyt misvisende signeret sig som psykolog ved et "ungdomsfængsel").
Dertil kommer, at man hverken på Den socialpædagogiske døgninstitution Sønderbro eller i noget fængsel uden videre kan se "de menneskelige konsekvenser" af noget så overordnet og generelt som mødet mellem "meget forskellige kulturer". Dét, man kan se, er henholdsvis en gruppe kriminelle og en gruppe stærkt socialt og psykisk belastede unge, hvoraf nogle har indvandrerbaggrund. Hverken mere eller mindre.
3. "Vi må erkende, at mennesker er forskellige, og at vores følelsesliv og personlighed i høj grad bliver formet af den kultur, vi vokser op i." (27).
Kommentar:
Dette er næsten selvindlysende - Sennels gør det blot til et firkantet kulturalistisk synspunkt og glemmer i øvrigt at tage hensyn til, at de unge med ikke-dansk etnisk baggrund på Sønderbro som minimum er formet af to kulturer (enten er de født i Danmark og præget af brede danske kulturtræk såvel som andre træk fra deres forældres kulturelle bagage; eller også er de født i et ikke-vestligt land med særegne kulturtræk og er siden ligeledes blevet formet af danske kulturtræk).
Dertil kommer, at talrige andre forhold end det, der i Sennels' fremstilling meget upræcist hedder "kultur", naturligvis også gør sig gældende, men er helt eller delvist fraværende i hans forklaringshorisont, herunder de aktuelle politiske rammer, socioøkonomiske forhold, uddannelsesniveau og individuelle genetiske faktorer.
4.. "Muslimer er ekstremt overrepræsenterede, når det gælder medborgere, som ikke overholder lovene i vestlige samfund. (...) I lille Danmark er omkring 19 procent af de indsatte i fængslerne muslimer." (29).
Kommentar:
For det første er der ingen dansk statstik af denne art, som opererer med "muslimer", så det er en kategorisering, som Sennels helt selv brygger ud af statistikken for ikke-vestlige lande, eller lande, hvor islam er den dominerende religion, men som han intetsteds redegør for. Faktum er, at ingen aner - og ingen kan vide - hvor mange "muslimer", der sidder i danske fængsler, før man spørger alle indsatte til deres specifikke tro.
Blot fordi man selv (eller ens forældre eller bedsteforældre) kommer fra et land, hvor islam er den dominerende religion, behøver man ikke selv være muslim, endsige troende. Man kan derfor heller ikke slutte sagligt statistisk fra en svævende kategorisering af lande med muslimsk befolkningsflertal til "muslim", ganske som man heller ikke kan slutte fra italiensk eller irsk herkomst til "katolik".
Man kan påpege, at indvandrere og efterkommere af indvandrere fra ikke-vestlige lande er overrepræsenteret i danske fængsler og kriminalitetsstatistikker - men så bliver Sennels' regnestykke naturligvis noget andet og mere komplekst i forhold til "muslimer", så det springer han over.
Endelig er det velkendt, at forskellige marginaliserede befolkningsgrupper fylder meget i mange landes fængsler. I USA gælder det ikke mindst afroamerikanere, og der er byer, hvor op imod halvdelen af samtlige sorte mænd sidder i fængsel.
Ifølge en rapport fra USA's Justitsministerium har unge sorte mænd således næsten otte gange så stor risiko for at havne bag tremmer som unge hvide mænd, og set i forhold til hele befolkningen er der tyve gange så stor risiko for en sort mand for at komme i fængsel som for en hvid (jf. Politiken, 19.4.2003).
Også nyere tal fra National Urban Leagues rapport om sorte amerikaneres leveforhold (2008) afdækker enorme skævheder sammenlignet med deres hvide landsmænd. Der er tre gange så mange sorte som hvide under fattigdomsgrænsen, og de hvide er gennemsnitligt næsten dobbelt så godt stillet som de sorte, hvad angår beskæftigelse, boligsituation, indkomst og velstand.
Hvis Sennels' logik skulle holde, skulle der altså være en særlig "afroamerikansk kultur", der karakteriserer sortes sociale skævheder og overrepræsentation i USA's fængsler?
Endvidere måtte man spørge, om kulturel og religiøs herkomst i givet fald også skulle være udslagsgivende i alle andre sammenhænge, så det f.eks. er "den kristne kultur", der er forklaringen par excellence på sager om pædofili blandt katolske præster? Og er "den kristne kultur" monstro også en essentiel årsagsfaktor, når vi skal forklare mafiafamiliers hårdkogte kriminalitetsmønster i Italien? Eller er begge dele snarere udtryk for en under-kategori: "den katolske kultur"? Og hvad med kriminalitetsmønstre med relation til rockerklubber? Eller gadekampe, der udspiller sig mellem politi og autonome i København? Er "den kristne kultur" (eller "den protestantiske") årsagsforklaringen her?
5. "Vestlige kulturer som den danske betragter ikke vrede mennesker som stærke og mægtige, men som ude af kontrol og som patienter, der ikke selv ved, hvad de laver." (42).
Kommentar:
Man kan naturligvis ikke tillægge et svævende generelt begreb om "vestlige kulturer" en entydig "holdning" til vrede mennesker (eller nogen som helst anden "holdning", for den sags skyld) til forskel fra f.eks. "muslimsk kultur". Man kan imidlertid bemærke, at hvis vi med "den vestlige kultur" bl.a. mener en lang række europæiske lande, Australien, New Zealand og Nordamerika, har denne kultur i lighed med andre kulturer åbenbart affødt anskuelser, som virkede stærkt befordrende for "en stærk mand", ikke mindst under nazismen, fascismen og kommunismen, for slet ikke at nævne et utal af monarker i historiens løb.
Kommunisme og nazisme har som bekendt båret temmelig vrede og mægtige mænd frem til udryddelsen og undertrykkelsen af millioner af mennesker, ikke mindst Stalin og Hitler, eller i mindre skala bl.a. Franco, Musolini og Milosevic. Gør det "Vesten" over én kam "syg"?
Det er jo først, når disse "stærke mænd" så at sige har tabt slaget, at de let betragtes som "syge", hvorimod sagen var en ganske anden på højdepunktet af deres magt i de pågældende vestlige samfund.
Selv i helt dagligdagspolitik er det i disse år netop de kontante, stærke og intolerante politiske og juridiske redskaber, som er i højsædet og signalerer "handlekraft" i dansk politik, ikke mindst hvad angår kriminalitetsbekæmpelse, hvorimod alternativer til strengere straffe og forslag om kriminalitetsforebyggende socialpolitiske tiltag betragtes som "bløde" og "naive".
Noget andet er så, at "vrede" i øvrigt heller ikke behøver være fremtrædende element bag handlinger, der har fatale konsekvenser. Kan følelsesneutral adfærd ikke kobles med aldeles rationelle ræsonnementer, der fører til terrorisme, krydsermissiler mod civile, atombomber over tætbefolkede storbyer, tortur eller planlægning og udførelse af en henrettelse?
Ikke alene er det tvivlsomt og på ingen måde dokumenteret i Sennels' lille bog, i hvilken grad man kan gøre "vrede" mere sagligt gældende som et typisk "muslimsk" træk, end det f.eks. er typisk for en jøde, katolik, hindu eller protestant af f.eks. mexicansk, indisk, israelsk, arabisk, spansk eller dansk oprindelse; det er heller ikke tilnærmelsesvis sandsynliggjort, hvordan hans samtaler med 150 stærkt socialt og psykisk belastede unge med indvandrerbaggrund på nogen saglig måde overhovedet kan danne grobund for generaliserende konklusioner om "muslimer".
6. "... krævementalitet er selvfølgelig ikke kun forbeholdt mennesker med en muslimsk opdragelse, men deres måde at forholde sig til følelser på gør, at de i langt større grad har tendens til at føle sig forsmåede og derfor at have krav på noget." (47).
Kommentar:
a) Sennels har intetsteds påvist nogen entydig karakter af "mennesker med muslimsk opdragelse", men alene bidraget med nogle sammenfattende betragtninger fra samtaler med 150 psykisk og socialt belastede unge med ikke-dansk etnisk baggrund; b) der findes intet belæg for at indkredse én "muslimsk opdragelse"; c) Sennels har ikke fremlagt belæg for at konkludere noget om muslimers generelle "måde at forholde sig til følelser på", endsige være "forsmåede"; d) der er i forlængelse heraf heller ikke noget sagligt belæg for, at muslimer "i langt større grad" end andre mennesker føler, at de har "krav på noget".
7.. "Historien har derimod ikke frembragt et eneste eksempel, hvor den muslimske kultur har eksisteret fredeligt i samvær med andre kulturer." (98).
Kommentar:
En klassisk propagandamyte med al den pseudo-definitoriske "elastik", der kan opdrives, men som imidlertid er aldeles virkelighedsfjern, uanset hvordan den betragtes.
Hvis Sennels med "den muslimske kultur" mener samtlige til enhver given tid eksisterende lande, hvor islam er (eller på et givet tidspunkt var) den dominerende religion, har der næppe været mange årrækker de foregående 13 århundreder, hvor der ikke ét eller andet sted i verden har været én eller anden krig mellem én eller anden muslimsk gruppe og nogle ikke-muslimer - men der har næppe heller været mange årrækker de forgående to årtusinder, hvor der ikke ét eller andet sted i verden har været én eller anden krig mellem én eller anden kristen gruppe af mennesker og nogle ikke-kristne.
Dette fortæller selvfølgelig ikke noget som helst om en monolitisk "kristen" eller "muslimsk" kulturs 'evne' til sameksistens.
Ifølge samme type kortslutning måtte man jo også med langt større plausibilitet kunne konkludere, at jødedom og kristendom pr. definition er indiskutabelt uforenelige i samme samfund, al den stund, at jøder er blevet forfulgt, diskrimineret og massakreret af kristne igen og igen i hovedparten af de forløbne to årtusinder - og i langt højere grad, end det historisk betragtet har været tilfældet i samfund, hvor islam har været den dominerende religion. Men dét ville selvfølgelig også være en ahistorisk overfortolkning.
Der har været utallige lande og samfund af både kristen og muslimsk karakter, hvor religionerne har eksisteret fredeligt side om side i lange perioder, og dette er naturligvis også tilfældet i mange lande i dag. Blot fordi der er eksempler på muslimske og antimuslimske ekstremister, der agiterer for og aktivt udøver ideologisk/religiøst betinget vold eller terror i f.eks. USA og Danmark, betyder det ikke, at muslimer og kristne ikke i almindelighed sameksisterer fuldkommen fredeligt i USA og Danmark, endsige at "muslimsk kultur" ikke sameksisterer med henholdsvis "amerikansk kultur" eller "dansk kultur".
At påstå det modsatte er ganske enkelt forkert, og ingen kriminel bandekrig ændrer ved dét - lige så lidt som "dansk kultur" heller ikke ligger i ufredelig sameksistens med "fodboldkulturen", al hooliganisme til trods, og lige så lidt som "spansk kultur" er karakteriseret ved ufredelig sameksistens med "baskisk kultur", selv om der er væbnede grupper, som gerne vil fremstille det sådan.
Det multikulturelle USA er et andet eksempel: Skønt USA indtil for få generationer siden var præget af noget nær apartheid i flere stater, og afroamerikanere i vid udstrækning har historiske rødder i en lang og ualmindelig brutal historie med slaveri, og til trods for at der er en voldsom overrepræsentation af afroamerikanere i USA's fængsler, retfærdiggør dette heller ikke på nogen måde en konklusion om, at "mennesker med sort hudfarve kan ikke sameksistere med hvide mennesker i USA". Ikke desto mindre ville dette ifølge Sennels logik være en langt mere oplagt konklusion end den propagandamyte, der er så udbredt om "muslimsk kulturs" umulige sameksistens med Vesten i det 20.-21. århundrede.
8. "Den manglende integration viser sig også ved, at indvandrere ikke blander sig med danskere." (101).
Kommentar:
Endnu en symptomatisk manipulatorisk påstand.
For det første blander danskere og indvandrere med ikke-vestlig baggrund sig på utallige arbejdspladser, i en lang række foreninger, sportsklubber og i alle politiske partier (med én partipolitisk - næsten - undtagelse), uanset at der er boligområder, hvor borgere med etnisk dansk baggrund er voldsomt overrepræsenterede, og boligområder, hvor etniske minoriteter præger beboersammensætningen langt mere end for befolkningsgennemsnittets vedkommende.
Men det er utvivlsomt korrekt, at der er forholdsmæssigt mange indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande, der ikke har private sociale relationer til deres medborgere af dansk oprindelse - den helt uomgængelige betragtning i den forbindelse er blot, at der selvfølgelig skal to parter til at "blande sig" med hinanden.
Der er mig bekendt ikke noget statistisk materiale, der belyser, i hvilket omfang borgere med dansk oprindelse er mere eller mindre motiveret til at indgå i private sociale relationer med etniske minoriteter, end borgere med ikke-dansk etniske oprindelse er til at indgå i private sociale relationer med etniske danskere?
Men Sennels' påstand rækker langt udover en hypotetisk vurdering af en sådan forskel i motivation - den fastslår kategorisk, at indvandrere slet ikke blander sig med danskere. Og det er selvfølgelig aldeles usandt.
9. Om optøjer og bilafbrændinger i uge 7, 2008: "Skærer man ind til benet, var det reelt en kamp ført af mennesker med en bestemt kulturel baggrund mod et samfund og nogle mennesker, som havde en anden kulturel baggrund. En kulturkamp af den alvorlige slags. (...) Set fra indvandrernes eget perspektiv var det ganske enkelt danmarkshistoriens første muslimske oprør." (122).
Kommentar:
"Set fra indvandrernes eget perspektiv"? Gad vide, hvor dét kollektive perspektiv fra "indvandrerne" står skrevet?
Der eksisterer ganske enkelt ikke ét eneste faktum til at underbygge denne voldsomt fortegnede karakteristik af det hærværk og den ballade, der udspillede sig i den omtalte uge, og der er intet som helst belæg for at karakterisere det som et "muslimsk oprør" - medmindre dét forhold, at der (også) var mennesker med ikke-dansk etnisk baggrund, der deltog i hærværk og ballade, defineres som et "muslimsk oprør", men så er fodboldhooligans' brutalitet og hærværk eller Ungdomshus-aktivisters konfrontationer med politiet også "kristne oprør".
Optøjer er set tidligere, ikke mindst i forbindelse med Ungdomshusets aktivister de senere år og 1980'ernes besættere, som næppe kan karakteriseres som videre "muslimske", og landet har tidligere oplevet bandekrig med brug af skydevåben og sågar militærraketter mellem Hells Angels og Bandidos. Endelig er storbyoptøjer desværre fuldstændig velkendte - flere gange er hele bydele blevet raseret i USA, og i 2008 var der voldsomme og langvarige kampe i Athens gader - gad vide, om dette også var "et kristent oprør"? Eller skal vi her søge forklaringerne i en specifikt "græsk ortodoks kultur"?
10. "Mine erfaringer fra de knap 200 unge muslimer, jeg nåede at møde på Sønderbro, viser, at både den kulturelle ekstremisme og den religiøse ekstremisme er helt almindelig i muslimske kredse." (128).
Kommentar:
Nu er de 150 unge med ikke-dansk etnisk herkomst blevet til "knap 200 unge muslimer", men mere opsigtsvækkende er selvfølgelig atter eksemplet på den manipulatoriske tendens, der er styrende for hele Sennels' anliggende: Træk blandt socialt og psykisk stærkt belastede unge med ikke-dansk etnisk herkomst kædes direkte sammen med dæmoniserende konklusioner på samtlige muslimers vegne ved at blive til noget, der er helt almindeligt "i muslimske kredse".
Uvederhæftigt fra første til sidste side.
Konsekvens og grænser: Kan muslimer ikke integreres?
"Som psykolog er det mit indtryk, at den muslimske kulturs opfattelse af aggressivitet er i så skarp konflikt med den danske kultur og lovgivning, at det kan være en afgørende hindring for, at man som muslimsk indvandrer kan blive integreret og føle sig accepteret og godt tilpas i Danmark." (96).
Her udfoldes Sennels' immanente kortslutning som 'resultat' af hans erfaringer med ca. 150 stærkt psykisk og socialt belastede unge med ikke-vestlig baggrund. En dom over hele "den muslimske kultur".
Udover den astronomiske absurditet at slutte psykologisk fra noget så marginalt, selektivt og atypisk til "den muslimske kultur", er problemet selvfølgelig, at skal man vurdere "aggressivitet" historisk ud fra krige og konflikter, hvor muslimer er involveret, giver det heller ingen mening at særstille islamisk krigshistorie som spor mere aggressiv end kristen krigshistorie (eller end sekulær krigshistorie, for den sags skyld) medmindre man går helt selektivt og ahistorisk til værks.
Og at tillægge muslimer over én kam en særlig aggressivitet, f.eks. fordi Muhammed personligt førte krige, er nøjagtig ligeså absurd som at tillægge "den kristne kultur" over én kam en kollektiv "offermentalitet", fordi Jesus personligt døde på korset. Det er vidt forskellige faktorer, som er bestemmende for det enkelte menneskes "aggressivitet" eller "offermentalitet" i vidt forskellige lande med den formelt "samme" religiøsitet - bl.a. forskellige socialklasser, forskellige politiske, geografiske og demografiske forhold, ligesom der selvfølgelig er udslagsgivende individuelle genetiske aspekter. At indkredse ét kollektivt følelsesdogme som "aggressivitet" til ca. 1,5 milliarder mennesker i lande, hvor islam er den dominerende religion ("den muslimske kultur"), overskrider grænsen for enhver saglighed.
Det gør det ikke bedre, at statistisk sammenblanding af meningsundersøgelser med vidt forskellige præmisser og udgangspunkter fremlægges i én pærevælling for at "bevise", at muslimer i almindelighed er er "ekstremister", og at dette kobles med erfaringerne fra Sønderbro for at påvise kulturdeterminerede faktorer.
Men glemmer vi et øjeblik, at Sennels' overordnede dagsorden har det klare mål at skrive sig ind i den verserende værdi- og kulturkamp, og højst formelt er udtryk for en psykologisk analyse af den snævre gruppe af personer, han har arbejdet med på Sønderbro - hvori består da hans konkrete bud på at afhjælpe stærkt belastede unge (med ikke-dansk etnisk baggrund)?
For det første fastslår han, at pædagoger, psykologer og andre skal erkende, at "blød" pædagogik er spildt, og at der skal mere kontante tiltag til over for unge af denne marginale støbning.
Ja, selvfølgelig. Men der er vel intet nyt eller opsigtsvækkende i den helt banale erfaring, at stærkt omsorgssvigtede og til tider brutaliserede unge med eller uden kriminelle løbebaner reagerer på en ganske anden pædagogisk tilgangsvinkel end den, som mindre belastede unge i almindelighed har gavn af? Og for psykisk belastede unge, der for nogles vedkommende desuden kommer fra familier med autoritære opdragelsesmønstre gør dette sig naturligvis også i særlig grad gældende, hvad socialarbejdere og andre mig bekendt udmærket er bevidste om.
Naturligvis omgås man ikke en kriminel 15-årig Nørrebro-rod, der har tilbragt adskillige år på forskellige insititutioner og har frekventeret diverse hårdkogte bander (hvad enten vedkommende har 0, 2 eller 12 'danske' generationer bag sig), på samme måde som en 15-årig ikke-kriminel pige fra middelklassen i Varde. Det er selvindlysende banalt.
Sennels må have levet i en tætsluttende osteklokke, når han kan hævde, at det er nyt eller kontroversielt at tale for "konsekvens" og "grænser" fra pædagogers side: "Jeg er uddannet på et dansk universitet og har arbejdet med vestlig pædagogik og psykologi hele mit voksenliv. Derfor har det taget mange år for mig at forstå, at konsekvens ikke altid er noget dårligt." (111).
Man undres: Måske Sennels skulle have frekventeret et lidt bredere spektrum af lærebøger? Jeg har selv arbejdet på et børnehjem i København omkr. 1990, og intet mantra var hyppigere gentaget end "konsekvens" og "sæt grænser". Nej, der er ingen overraskende guldkorn at hente hos Sennels, blot banaliteter iscenesat som vovet nytænkning.
Udover at slå til lyd for en kontant linje over for marginaliserede rødder påpeger han nødvendigheden af dybdegående samtaler, der fokuserer på deres egne kvaliteter og eget ansvar, gør brug af nogle særlige meditationsøvelser og sætter pris på mere fodbold. Dette er i koncentrat, hvad hans terapi går ud på.
Og det er muligvis både uproblematisk og afstressende, om end det vel er sin sag at lade Sennels, der også er aktiv udøver af diamantvejsbuddhisme og elev af den stærkt islamfjendtlige lama Ole Nydahl, ligefrem applicere religiøst inspirerede teknikker på de unge mennesker, han selv karakteriserer som "muslimer", uden at hans eget specifikke religiøse ståsted kommer klart for dagen i bog eller terapi?
Hovedproblemet er imidlertid, at Sennels' politiske anliggende rækker langt videre og går i helt andre retninger end hans terapeutiske anliggende i forhold til de anbragte på Sønderbro.
Humanisme og individualisme
Til tider lancerer Sennels imidlertid en humanistisk indgangsvinkel à la denne: "Humanisme betyder i virkeligheden, at vi skal tage hensyn til det enkelte menneskes behov på trods af dogmer, fordomme og politisk korrekthed." (71).
Det er vanskeligt at være uenig. Problemet er bare, at denne programerklæring på ingen måde har indflydelse på hans fremstilling, der tværtimod er gennemsyret af åbenlyse fordomme, dogmer og den nypolitiske korrekthed, som stirrer sig blind på kulturforskelle som altforklarende guldkorn i stedet for at inddrage dem som ét element i den brede vifte af faktorer, der har relevans for forståelsen af menneskelig adfærd.
Ikke desto mindre skriver Sennels også ganske fornuftigt: "Men alle folk er ikke ens, og vi har meget forskellige behov. Vi mennesker er forskellige, og vi kommer fra meget forskellige kuturer. (...) Folk lever vidt forskelligt, de opbygger vidt forskellige samfund, de har vidt forskellige værdier og har vidt forskellige normer for, hvordan mennesker lever sammen, og hvordan man opdrager sine børn. Det er dette humanistiske faktum, som den politiske korrekthed får os til at fortie." (72).
Nej, det er dette humanistiske faktum, som Sennels og en del andre i praksis underkender og undergraver, fordi det selvfølgelig gør sig gældende ikke blot på tværs af de to "meta-kategorier", der opereres med ("den muslimske" og "den vestlige"), men også i meget vid udstrækning internt inden for de enkelte samfunds og religioners rammer. Mennesker er individer af kød og blod, ikke firkantede legoklodser fra hver deres vestlige eller muslimske kasse.
Selvfølgelig er der ingen som helst tvivl om, at kulturelle faktorer også spiller en rolle i menneskelig adfærd, hvilket pædagoger, psykologer og gadearbejdere m.fl. skal tage højde for, men Sennels overtyder disse på bekostning af bl.a. socioøkonomiske omstændigheder, men også i forhold til fuldkommen at se bort fra den adfærdsfaktor, som resulterer af diskrimination og en ekstremt negativt generaliserende antimuslimsk debatkultur, som han selv bidrager til.
Faktum er og bliver basalt og banalt, at jo bedre vores sociale og økonomiske udgangspunkt er, jo bedre uddannede, vi er, og jo mere velkomne, vi føler os, desto større mulighed for at forme livet i den retning, vi selv føler og ønsker.
Der findes selvsagt også mønsterbrydere med styrker og svagheder, der på godt og ondt er mere uafhængige af deres udgangspunkt end flertallet, og som enten spurter ud af tilværelsens bund eller dratter fra den mest forgyldte og privilegerede tilværelse ned i en social sump - men det er et fåtal. Og naturligvis er det enhver behandlers opgave at styrke de individuelle sider ved et menneske, der kan bringe den enkelte videre, men der er som sagt mange faktorer på spil i individets og tilværelsens kabale - det er ikke et spørgsmål om enten er du selv herre over alting, eller også er alting på godt og ondt "samfundets skyld".
Kulturelt betingede problemer er en kendsgerning og omfatter f.eks. tvangsægteskaber, som det kræver en kulturel forståelse at kortlægge, forebygge og forhindre, men det er lige så lidt specifikt "islamisk" som æresdrab, der kendes på tværs af kulturer - selv om det i vores eget samfund er jalousi-drab, der ligger tættest herpå. Men at æresdrab i Danmark hører indvandrermiljøer til, betyder afgjort heller ikke, at socioøkonomiske forhold og uddannelsesniveau er ligegyldige for de snævre sammenhænge, hvori det forekommer.
Som i så mange forhold er både problemer og løsninger netop afhængige af en vifte af faktorer, der virker i forskellige retninger og med varierende vægt, bl.a. sociale, økonomiske, kulturelle, udannelsesmæssige og lovgivningsmæssige. Den erkendelse gør det imidlertid langt vanskeligere at dæmonisere én specifik befolkningsgruppe, og derfor har visse politiske aktører meget travlt med voldsomt at overtyde de kulturelle/religiøse parametre og negligere eller bagatellisere alle øvrige.
Summa summarum: Sennels' bog er en domsafsigelse over "den evige muslim". Hvem som helst, der kommer - eller hvis forældre kommer - fra et land, hvor islam er den dominerende religion, gøres til en møtrik i samme ekstremistiske maskine, og de vil aldrig kunne leve sammen med "os andre", uden at vi og de gør vold på hinandens kulturer og værdier.
Han røber således igen sin udsigt fra osteklokkens indre, når han præsenterer det som noget ganske enestående og nærmest pionéragtigt, at han hartalt med muslimer: "Hvis man er en af de meget få, der ligesom jeg har haft chancen for at tale privat med muslimer, er billedet desværre meget klart: Muslimer og danskere er så forskellige, at vi aldrig vil kunne leve sammen uden at skulle gøre vold på vores egen og hinandens kulturer og værdier." (150).
"En af de meget få", der har talt privat med muslimer? Som om en danskers samtale med muslimer er noget, der er omtrent lige så sensationelt som en antropologs møde med en ukendt indianerstamme i en sydamerikansk jungle.
Det sætter hans opsigtsvækkende konklusion i perspektiv: "Muslimer og danskere er så forskellige, at vi aldrig vil kunne leve sammen uden at skulle gøre vold på vores egen og hinandens kulturer og værdier." (150).
En voldsomt kategorisk påstand, beslægtet med en anden af de populære propagandamyter, der også er meget udbredte i debatten, og som Sennels ligeledes forventeligt gentager: "Der findes sikkert moderate muslimer, men det kan jo være lige meget, når de ikke blander sig i diskussionen og lader de troende muslimer om at føre ordet ..." (120).
Til tider får man som her indtryk af, at han bare lirer absurde påstande af fra Den Danske Forenings eller Trykkefrihedsselskabets overskudslager - en uargumenteret 'selvfølge', som kendes netop dérfra til hudløshed, bliver pludselig smidt ind i tekksten uden videre forklaring eller argument.
Sagen er den, at moderate muslimske foreninger, muslimske politikere og muslimske borgere i et utal af tilfælde har taget til orde i debatten, men Sennels' påstand afslører blot det propagandistiske forehavende: Den immanente påstand er naturligvis, at enhver muslim i sidste ende skal hældes over i Sennels' kategori af "ekstremistiske muslimer", for det er bogens røde tråd, at muslimer som sådan ganske enkelt slet ikke kan integreres i det danske samfund, men kun har bidraget til, at der gøres vold på kulturer og værdier i Danmark.
Der er med andre ord overhovedet ingen skelnen imellem muslimske deltagere i den offentlige debat, når det gælder "ekstremisme", dels fordi "muslim" er hvem som helst, der blot har rødder i et land, hvor islam er den dominerende religion, og dels fordi denne brede pseudokategorisering således også implicerer, at vidt forskellige deltagere i den offentlige debat med en sådan baggrund er og bliver en forskelsløs ikke-moderat enhed.
Betænk engang rækkevidden af Sennels' påstand: Det betyder, at Özlem Cekic, Naser Khader, Kamal Qureshi, Ahmed Akkari, Asmaa Abdol-Hamid, Farshad Kholgi, Bashy Quraishy, Sherin Khankan, Omar Marzouk, Rushy Rashid, Isam Bachiri, Yildiz Akdogan, Zubair Butt Hussain, Nahid Riazi og Asmat Mojaddedi er karakteriseret af samme psykologiske profil og monolitiske kultur?
Enhver muslim - enhver med ikke-vestlig baggrund - er som sagt reduceret til "den evige muslim". De er og bliver alle ét "ekstremistisk muslimsk" fedt i Sennels' forskelssløse optik.
Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 8.3.2009/10.3.2009
NOTE: Ovenstående artikel blev opringelig bragt i to dele på Politiken.dk, henholdsvis under titlen "Sennels: Fra 150 til 1.500.000.000 'muslimer'" og "Kan muslimer ikke integreres?" REL.