Har Krarup ret? Generaliserer Langballe slet ikke?
Af Rune Engelbreth Larsen 
Jesper Langballe er kommet under pres efter et debatindlæg i Berlingske Tidende, hvor han bl.a. skriver: "Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) - og i øvrigt vender det blinde øje til onklernes voldtægt." (Berlingske Tidende, 23.1.2010).
Langballe tager ingen notits af, at Pia Kjærsgaard har taget afstand og bedt både ham og Søren Krarup om at indstille kanonerne og droppe forsvaret for Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard.
Langballe afviser at give sig en tomme, og Søren Krarup kommer ham til undsætning: "Jeg er enig i alt, hvad der står. Jeg vil sige, at når I nu (pressen, red.) udlægger det, at han siger, at de slår deres egne børn ihjel, at så siger han dermed at alle muslimske fædre, slår deres egne børn ihjel, så er det jo jer, der læser det forkert og for dårligt." (Dr.dk, 23.1.2010).
Samme forsvar, som Hedegaard gjorde brug af – han havde såmænd ikke udtalt sig om "muslimer", hed det sig, men om "islam".
Ikke desto mindre gjorde han over en bred kam muslimske fædre til voldtægtsforbrydere, der forgreb sig på deres egne døtre, og i interviewet talte han igen og igen om muslimer som sådan.
Så hvis han ikke havde ment, at det var karakteristisk for muslimske familiefædre at voldtage deres døtre, skulle han naturligvis have sagt noget fuldkommen andet det dét, han sagde. Hedegaard blev ikke 'fanget på det forkerte ben' eller noget i den retning, men blev interviewet af én af sine allermest loyale meningsfæller.
Ethvert forsøg på at bortforklare Hedegaards klare og fuldkommen indlysende dæmonisering af muslimske familier i almindelighed som enten 'lidt overdrivelse, der fremmer forståelsen', eller som 'kritik af islam', er ikke blot flueknepperi eller 'en strid om ord' – men er og bliver vrøvl.
Men ikke desto mindre er det samme manøvre, som Jesper Langballe nu er ude i.
Men hvad er det, han skriver? Lad os lige kigge på lødigheden af et mindre forhold først. Langballe skriver f.eks., at kritikken af Hedegaard blot er en slet skjult afledningsmanøvre: "Og denne afledningsmanøvre skal i virkeligheden tjene til forsvar for islams kvindenedværdigelse. Weekendavisens medarbejdere har gjort dette forsvar til deres speciale."
Hånden på hjertet: Har Weekendavisens medarbejdere gjort det til deres "speciale" at "forsvare islams kvindenedværdigelse" – eller er Langballes udsagn bare udtryk for en tendens til virkelighedsforladt overdrivelse, eller slet og ret polemisk nonsens?
Det er umiddelbart efter denne karakteristik af Weekendavisen, at Langballe fremfører dét udsagn, der har turneret i de danske medier, og som vi lige kan gentage for en ordens skyld: "Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) - og i øvrigt vender det blinde øje til onklernes voldtægt." (Berlingske Tidende, 23.1.2010).
Af dette udsagn og af indlæggets øvrige komplette mangel på nuanceringer eller kritik af Hedegaard-interviewet, må vi uundgåeligt konstatere:
1) Langballe enten støtter Hedegaards oprindelige udtalelser 100 procent, eller finder det ligegyldigt at afvise hans tilsværtning af muslimer over en bred kam, da han bl.a. påstod:
> Massevoldtægt er en "muslimsk ret".
> "En muslim kan gøre alt, hvad han vil. Du kan aldrig være sikker på, at han siger sandheden. (…) når vi lyver, ved vi, at vi har begået noget forkert. Det er simpelthen ikke tilfældet i islam. De har simpelthen ikke det. Man har ikke dårlig samvittighed, hvis man lyver."
> "De voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far."
> "Kvinder har ingen værdi [i islam]. De er ikke mennesker. Deres funktion er som livmoder - de bærer krigernes afkom og skaber nye krigere, men ellers ... Nuvel, de kan bruges til seksuelle formål, men ellers har de ingen værdi."
2) Eftersom der ikke er skyggen af afstandtagen til de udsagn, Hedegaard står bag, men kun en bizar fortsættelse i samme spor, lægger Langballe sig selvfølgelig efter samme generalisering.
Endvidere taler Langballe altså enten specifikt om, at a) muslimske fædre og onkler over en bred kam henholdsvis "dræber" og "voldtager" døtrene, eller b) er flintrende ligeglad med, at en sådan læsning er den fuldkommen oplagte forståelse af hans ord; ellers havde han selvfølgelig skrevet, at c) "der er eksempler på, at nogle muslimske fædre har dræbt deres døtre".
Men Langballe kan jo ikke nøjes med dette (c), for det har ikke skyggen af propagandistisk effekt, og det flytter ikke det værdipolitiske godstog i yderligere antimuslimsk retning, eftersom man med nøjagtig samme ret selvfølgelig kan hævde:
Der findes kristne mænd, der dræber deres døtre. Der findes kristne præster, der voldtager små drenge. Der findes areligiøse, der dræber deres døtre og voldtager små børn. Osv.
Men det er netop denne uundgåelige følge, som Langballe, Krarup og Hedegaard m.fl. vil undgå, for derved nivelleres selvsagt også effekten af deres selektive overdramatiseringer, overdrivelser og ublu propagandaløgne.
Hvis dét, Krarup og Langballe, virkelig ville, var, at diskutere sagligt og redeligt: "Er der særlige træk ved islam, der i særlig grad dikterer eller motiverer enkelte muslimske familiefædre til at dræbe eller voldtage deres døtre, og hvilke træk er i givet fald disse?"; jamen så måtte vi jo også (for at en sådan diskussion skulle give sammenlignelig mening) diskutere, om der er særlige træk ved kristendommen, som dikterer eller motiverer visse katolske præster til at begå pædofile overgreb mod små drenge – og vi måtte diskutere, om der er særlige træk ved den sekulære kultur, der dikterer og motiverer adfærdsmønstre såsom at gå amok i alkoholrus eller voldelig hooliganisme. Og 117 andre problemstillinger.
Vi måtte undersøge og kortlægge, hvilken betydning enten den sekulære opdragelse/kultur har haft, eller den kristne, muslimske, jødiske, hinduistiske osv. osv. Og der ville utvivlsomt være forhold, som var mere udslagsgivende og sandsynlige for den ene end for den anden - men proportionerne ville være langt mere udramatiske, langt mere komplekse, og langt mindre selektive, end i DF & Co.'s propaganda.
Det er netop derfor antimuslimerne er nødt til at overdrive voldsomt eller ganske enkelt lyve og bedrage, fordi det er umuligt på anden vis at fastholde denne negativt selektive dæmonisering af muslimer og/eller islam.
Derfor kan Langballe ikke formulere sig nøgternt og redeligt og f.eks. skrive: "Jeg synes, at det er ærgerligt, at Hedegaards overdrivelser afsporer diskussionen om et reelt problem: Problemet om æresdrab i enkelte muslimske familier. Det er ganske vist et problem, der er meget perifert, og det er selvfølgelig spørgsmålet, om vi ikke også af samme grund bør diskutere seksuelle overgreb i kristne og sekulære familier med særlig fokus på den kristne eller sekulære baggrund? Eller om vi i virkeligheden skal konstatere, at det nok er andre faktorer end den specifikke religiøse/areligiøse baggrund, der giver sig udslag i ærersdrab, jalousidrab, alkoholrelateret vold og incest?"
Dét havde jo været at rejse en problemstilling. At undgå at generalisere. Er det dét, Langballe gør? Er det dét, han er interesseret i? Ikke det fjerneste.
Ved hjælp af propagandistiske virkemidler af værste skuffe dæmoniserer han i lighed med Krarup, Hedegaard & Co. en befolkningsgruppe - som så ofte før. Længere er den ikke.
Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 24.1.2010
