Indlysende dom til Hedegaard, uanset holdning til § 266 B

Af Rune Engelbreth Larsen

At Lars Hedegaard finder det »skandaløst«, at Østre Landsret har dømt ham for overtrædelse af den såkaldte racismeparagraf, understreger blot, at han har mistet evnen til et minimum af saglighed i denne sag - uanset hvad man måtte mene om eksistensen af den pågældende paragraf.

Det skal vi straks vende tilbage til - men lige sagen kort:

Hedegaard er dømt for at have udtalt, at »når en muslimsk mand voldtager en kvinde, er det hans ret at gøre det. Når svenske piger bliver voldtaget, massevoldtægt etc. etc., er der intet galt i det, set fra et islamisk perspektiv, dette er din ret. De voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far. Kvinder har ingen værdi, de er ikke mennesker. Deres funktioner er som livmoder - de bærer krigerens afkom og skaber nye krigere, men ellers ...nuvel, de kan bruges til seksuelle formål, men ellers har de ingen værdi.«

Det eneste, man kan sige om substansen i dette udsagn, er, at det er dæmoniserende vrøvl fra ende til anden. Dertil kommer, at enhver lige så let som landsretten kan konstatere, at der selvfølgelig er tale om en indlysende overtrædelse af straffelovens § 266 b.

Når byretten alligevel frifandt Hedegaard i januar 2011, skyldtes det, at man vurderede, at »han ikke havde til hensigt at offentliggøre udtalelserne i den foreliggende form« (mine fremhævelser).

Det var jo fair nok at frifinde ham på den bekostning, hvis han vitterlig ikke havde været indforstået med en offentliggørelse (et youtube-interview). Det var ganske vist en usandsynlig forklaring, men den var ikke hævet over enhver tvivl.

Umiddelbart efter kom det imidlertid frem, at Hedegaards forklaring alligevel ikke holdt vand:

Nu har den islamkritiske blogger Asger Trier Engberg (som stod for interviewet) imidlertid offentliggjort sin aftale med Hedegaard, der tyder på, at Trykkefrihedsselskabets formand har været fuldt ud klar over betingelser og formål hermed, og at han åbenbart på intet tidspunkt bad om at få interviewet til gennemsyn før offentliggørelsen.

Engberg føler nemlig, at hans egen troværdighed står på spil, eftersom han er havnet med Sorte Per som den, der er 'skyld' i, at Hedegaard kom i fedtefadet:

»Med andre ord, jeg skulle, som interviewer, have 'lokket' Lars til at give interviewet, og så lagt det online. Det er ikke sandheden. (...) Det er ikke sjovt at skulle forsvare sig imod beskyldninger om narcissisme, egoisme og andet, fordi jeg har den uheldige position at jeg kan fælde Lars Hedegaard i sagen omkring racisme. Det bliver jeg ikke desto mindre nødt til, for at rense mit eget navn.

Nu kan man ikke læse ud af dommen fra landsretten, om det er Engbergs oplysninger, der ligger til grund for, at byrettens forbehold er faldet bort, men Engberg dokumenterer helt ubetvivleligt, at Hedegaard har været klar over offentliggørelsen uden at protestere.

Derfor kan landsretten selvsagt kun konkludere, hvad den gør om Hedegaard [A]:

»[A] havde indvilliget i at lade sig interviewe af Asger Engberg, og [A] var forinden skriftligt blevet gjort bekendt med, at interviewet forventedes at vare 30-45 minutter og skulle omhandle [A]’s syn på konflikten mellem islam og den vestlige verden. [A] var endvidere gjort bekendt med, at interviewet ville blive optaget på diktafon og blandt andet skulle offentliggøres på hjemmesiden Snaphanen. [A] havde ingen aftale om og betingede sig ikke på forhånd ret til at godkende interviewet inden offentliggørelsen, hvorfor [A] burde have indset, at [A]’s udtalelser ville blive offentligt udbredt til en videre kreds.

På denne baggrund findes [A] i det fastslåede omfang skyldig i den rejste tiltale, idet hensynet til ytringsfriheden og den frie debat i øvrigt efter indholdet af de citerede udtalelser ikke kan føre til et andet resultat«.

Dommen: Politiken.dk, 3.5.2011

Det er således fuldstændig indlysende, at Hedegaard er blevet dømt. Hans udtalelser er i indiskutabel modstrid med straffelovens § 266 b ud fra enhver læsning, og han har været fuldt ud klar over en offentliggørelse af sine udsagn.

Derfor er der selvfølgelig intet som helst »skandaløst« ved afgørelsen, sådan som Hedegaard hævder.

Han kunne kritisere paragraffens eksistens og hævde, at den burde afskaffes – det synspunkt står jo enhver frit for, men det er en anden diskussion. Så længe paragraffen eksisterer, og så længe sagen er klarlagt så glasklart, som tilfældet er, kunne landsretten selvfølgelig ikke nå til andet resultat.

APROPOS

> Indvandrerfjendtlig polemik og propaganda af Hedegaard

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 3.5.2011