|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|
|
|
|
Frihed og retfærdighed | Forord
Af Rune Engelbreth Larsen 
Bogen, der netop er udkommet, kan købes og tilsendes portofrit: BESTIL HER
Med Frihed og retfærdighed - arv og aktualitet (2011) udkommer tredje og sidste bog i en trilogi, der tematiserer humanismens rødder og analyserer historiske problemstillinger og aktuelle udfordringer med henblik på at reaktualisere et individualistisk og humanistisk perspektiv på menneske, kultur og samfund. De øvrige er Renæssancen og humanismens rødder (2006) og Oplysning og tolerance - arv og aktualitet (2009). Bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden.
Hensigten med nærværende bog er at eksemplificere centrale aspekter af frihedens idéhistorie og indkredse en aktuel humanistisk frihedsforståelse, der i videst muligt omfang tilgodeser den enkeltes individuelle handlefrihed. Med »humanistisk« mener jeg, at perspektivet er præget af idéhistoriske strømninger, der bl.a. udspringer af renæssancens fokus på det enkelte menneske som afsæt og mål for tænkningen og kulturen, og hvis omdrejningspunkt er, at vi som mennesker så at sige er fælles om at være forskellige. Spørgsmålet er med andre ord, hvordan man politisk og kulturelt kan afspejle og understøtte den individuelle frihed på dette grundlag.
Den klassiske filosofiske diskussion om den fri vilje ligger imidlertid uden for fremstillingens rammer. Her skal det ikke handle om eventuelle teologiske eller psykologiske forklaringer på, hvorfor mennesket vil dette eller hint, men derimod om de principielle ideer og rammer for, hvorvidt og i hvilken grad man kan og bør kunne gøre det, man vil - inden for fælles rammer. Om den enkeltes ideer og handlinger så i øvrigt hviler på metafysiske eller biologiske faktorer, der på den ene eller anden måde påvirker eller determinerer viljen, er på ingen måde uinteressant, men det er en problemstilling for sig.
I Frihed og retfærdighed er det altså primært individuel handlefrihed, der er i centrum, og den retfærdighedsforståelse, der er relateret hertil. Mere specifikke, men også mere snævre aspekter af friheden, der omhandler ytringsfrihed og religionsfrihed, er behandlet i Oplysning og tolerance.
*
At indkredse og diskutere individuel frihed indebærer en overvejelse over ordene »individ« og »frihed«, og eftersom begge dele naturligvis hænger sammen med andre individer og deres frihed, er det også nødvendigt at knytte nogle få indledende bemærkninger til definitioner og definitionsvanskeligheder i forhold til denne sammenhængs mest overordnede karakter: samfund og stat.
Staten kan f.eks. formelt betragtes som den række politiske institutioner, der har monopol på magten over for en befolkning i et givet territorium, mens samfundet i løsere forstand omfatter alle sociale og kulturelle forhold på kryds og tværs af samme befolknings individuelle og fælles relationer. Et individ er ethvert menneske i samfundet, men ikke ethvert individ er nødvendigvis også (stats)borger.
Denne bog sigter mod de videst mulige rammer for individets frihed, fordi individet altid er det enkelte menneske, mens definitionen på (stats)borgeren varierer både historisk og aktuelt. Og da rammerne for den enkeltes handlen i årtusinder gennemgående er blevet fastlagt og håndhævet af statsmagten, er det primært forholdet mellem individ og stat, der er i fokus. Når fremstillingen alligevel ofte vælger at kredse om »samfund« frem for »stat«, skyldes det, at samfundet (trods de stadigt mere udflydende betydninger og forskydninger af afgrænsningen imellem dem) omfatter mere end staten - staten er en stor (og voksende) del af samfundet.
Deri vil nogen nok kunne se antydningen af den opfattelse, at den individuelle frihed er under pres, og det ligger da også i forlængelse af bogens hensigt at præcisere baggrunden for og reaktualisere betydningen af nogle grundlæggende principper for den individuelle frihed. Sådanne principper har (og bør naturligvis have) konkrete politiske konsekvenser, men selv om denne bog også eksemplificerer fraværet og devalueringen af frihedsrettigheder i det 21. århundrede, er her lige så lidt som i Renæssancen og humanismens rødder eller Oplysning og tolerance tale om en politisk konkretisering af, hvordan den individuelle frihed eventuelt kunne eller burde udmøntes. Det får eventuelt vente på sin egen bog.
Endnu mere problematisk end at definere samfund/stat og individ/borger er det at definere frihed, der vel er et af de mest brugte og misbrugte begreber, når der argumenteres for moderne politiske agendaer.
Det er tilsyneladende friheden, der udbredes, når vestlige lande går i krig, men det er tilsyneladende også friheden, der forsvares, når militante grupper og soldater bekæmper vestlige tropper. Det er friheden, det handler om, når der kæmpes for individuelle rettigheder, men det er åbenbart også friheden, der beskyttes, når rettigheder begrænses for at komme terror eller kriminalitet til livs.
Frihedsbevægelser, frihedskæmpere og frihedspartier er legio, om end de ideologiske afsæt og politiske standpunkter kan være vidt forskellige. Kun sjældent argumenteres direkte til fordel for »ufrihed«, uanset om det politiske mål reelt er en begrænsning af den enkeltes udfoldelse og valg eller ej.
Sådan har det ikke altid været. »Frihed« har ganske vist altid været positivt i betydningen af kollektiv uafhængighed, det vil sige et folks eller et samfunds frihed fra udefrakommende magthavere, eller i den individuelle betydning af frihed fra slaveri. Men en individuel handlefrihed, der ikke er udtømt alene under fraværet af slaveri, bliver ikke italesat før det 5.-4. årh. f.v.t. i Grækenland og kommer først for alvor på dagsordenen med oplysningstiden. Og først i anden halvdel af det 20. århundrede bliver det ligefrem en 'selvfølgelig' værdi for det enkelte menneske i større dele af verden, frem for at være et tilsigtet privilegium for et mindretal.
Men ét er »frihed« som slogan, program eller lov, noget andet naturligvis, hvilken virkelighed en proklameret individuel frihed dækker over. Hvilke udtalte og uudtalte rammer, nuancer og undtagelser følger med, og hvornår er eller bliver man overhovedet formelt og reelt en del af et samfunds frihedsberettigede fællesskab? Hvad er frihed egentlig?
Frihedens fane er ikke så let at få et entydigt billede af, som man måske skulle tro af den hyppighed, hvormed den vajer over så godt som alle positioner i debatten. Selv totalitære regimer har ikke altid villet kendes ved fraværet af frihedsrettigheder, f.eks. pakkede Stalin den totale negation af individuel frihed ind i højtidelige erklæringer om det modsatte.
Både historisk og aktuelt har betydningsindholdet forskudt sig, og både før og efter den tidligste italesættelse af begrebet i antikken har rammerne for den enkeltes udfoldelse forandret sig drastisk inden for mange aspekter af tilværelsen. Ikke blot fra magtdeling og retsprincipper til arbejdsforhold og bureaukrati, men også i forhold til noget så elementært, som hvor i verden man må bosætte sig, hvorvidt man kan vælge et samfund til og fra, og hvor lidt eller meget man er bundet af sin klan og slægt eller defineret og determineret af tradition og religion.
Det er imidlertid ikke »frihedens historie«, der skal beskrives i de følgende kapitler, selv om fremstillingen går tilbage til jægerstenalderen og springer til og fra skelsættende historiske begivenheder og idéhistoriske skæringspunkter. Formålet er ikke at følge enhver historisk udvikling, men at belyse, hvordan den individuelle friheds foranderlige spændvidde først og fremmest er blevet tænkt i udvalgte epoker af særlig betydningsskabende karakter - og hvordan friheden er blevet bekæmpet, direkte og indirekte.
Som vi skal vende tilbage til, er den individuelle frihed ganske vist indskrænket i ethvert samfund, men forskellene på, hvilke aspekter af tilværelsen der er begrænset - og i hvilket omfang - er naturligvis afgørende. Derfor er det også relevant at se på de totalitære yderligheder for at analysere den ultimative frihedsfornægtelse, der fremstår som et informativt negativ til, hvad frihed er, og hvordan frihedens trusler dermed tager sig ud i deres klareste og mest informative form.
*
Kort fortalt ser bogens disposition således ud:
Indledningen indkredser det vanskeligt håndterbare frihedsbegreb gennem hverdagsagtige, kulturhistoriske og populærkulturelle eksempler for at finde frem til en brugbar definition. Dernæst ser vi nærmere på, hvordan individuel frihed forankres i oplysningstænkningens »samfundskontrakter«, hvor grundelementer i den moderne vestlige frihedstænkning og forudsætninger for legitimiteten af juridiske og politiske frihedsrammer kommer til udtryk.
Kapitel 1 'nulstiller' så at sige frihedshistorien og springer tilbage til vore tidligste forfædre for at følge frihedens mulighedsbetingelser fra jægerstenalderen over landbrugsrevolutionen og frem til Nærorientens tidligste lovsamlinger, der udmønter datidens retfærdighed og frihed i de første paragraffer for tre-fire årtusinder siden. Den elementære udfoldelsesfrihed undergår allerede i dette forløb flere forandringer, og radikalt nye eksistensvilkår opstår med voksende bystater, institutionaliseret slaveri og begyndende bureaukrati - men også oldtidens autoritære kulturer prioriterer rammer for magtudøvelsen og en vis beskyttelse af den enkeltes integritet.
Kapitel 2 belyser fundamenterne i to modsatrettede politisk-filosofiske spor, der udformes i det antikke Grækenland: et friheds- og individorienteret og et tvangsorienteret kollektivistisk spor, som her for første gang italesættes i større detalje. Vi skal bl.a. se, hvordan Perikles proklamerer individuel frihed, kulturel pluralisme og lige rettigheder i det 5. årh. f.v.t., og hvordan retorikken og målsætningerne forholder sig til den faktuelle 'implementering' heraf, og vi skal se på den samfundsdebat og kulturkamp, der udspiller sig blandt tidens tænkere og kulturpersonligheder - ikke mindst i Platons demokrati-kritik i det følgende århundrede. Begge traditioner er af central betydning for den politiske arv helt frem til vore dage.
Kapitel 3 springer mere end to årtusinder frem til grundanskuelserne bag tre epokegørende 'nye verdener' af særlig betydning for modernitetens konkretisering af frihed/ufrihed. Først ser vi nærmere på, hvordan oplysningstidens efterdønninger i 1800-tallets USA afføder nyere tids mest elementære og ekspansive frihedsimpuls, men samtidig rummer en tung og modsatrettet arv af slaveri og folkefordrivelser. Dernæst ser vi på, hvordan oprørstrang og frihedsimpuls udvikler og afvikler sig i fundamenterne til to af historiens mest radikale samfundsmodeller, kommunismen og nazismen.
Kapitel 4 går tættere på totalitarismen, primært i Sovjetunionen og Nazityskland, med henblik på en karakteristik af grundlæggende totalitære hovedtræk, der konstituerer den individuelle friheds absolutte antitese.
Efterskriftet forsøger på baggrund af de foregående kapitlers historiske eksempler at sammenfatte konklusioner og konsekvenser for en humanistisk frihedsforståelse, der samler tråden op fra oplysningstidens frihedsarv og ikke blot står i kontrast til den totalitære yderlighed, men også skærer igennem tendenser, der i stigende grad presser friheden inden for retssamfundets ikke-totalitære rammer.
Ethvert perspektiv må naturligvis fremhæve noget på bekostning af noget andet - læseren være hermed orienteret (eller advaret) om nogle af de farver og præferencer, der ligger til grund for denne fremstilling. Det betyder selvfølgelig ikke, at man behøver bifalde dem, men forhåbentlig heller ikke, at man ikke kan få udbytte af læsningen, selv om man i udgangspunktet eller undervejs er uenig i fremstilling og standpunkter.
Øvrige bemærkninger
Oversættelser og noteapparat: Citater fra fremmedsproget litteratur gengives som regel fra eksisterende danske udgaver, i modsat fald er de oversat af undertegnede. Enkelte korte citater er uoversatte, hvor sproglige hensyn har vejet tungt, og poesi er både bevaret på originalsproget og oversat. Kildehenvisninger findes i fodnoterne, der alene fungerer som referencer, ikke som kommentarer; dog findes Bibel- og Koranreferencer direkte i teksten i form af gængse forkortelser.
Tak
Mange tak til cand.mag., mag.art. i religionshistorie og semitiske sprog Jens-André P. Herbener, klinisk lektor ved Institut for Human Genetik på Aarhus Universitet Peter K.A. Jensen og cand.mag. i klassisk filologi Ivar Gjørup for kritisk at have gennemlæst og kommenteret hele eller dele af manuskriptet. De bærer selvfølgelig intet ansvar for fejl og mangler, kun for deres udstrakte hjælpsomhed og kompetente blik for forbedringer. Endvidere skal jeg takke Inge & Per Brogaard og Souhail Ibrahim, der på forskellig vis har hjulpet med at tilvejebringe arbejdsro, og Leo Scherfig og forfatter Flemming Chr. Nielsen for at være behjælpelige med råd og dåd undervejs.
Rune Engelbreth Larsen, september 2011
Forord til: Frihed og retfærdighed - arv og aktualitet
Bogen, der udkom november 2011, kan købes og tilsendes portofrit: BESTIL HER