Ruth Evensen og nedrivningen af Ungdomshuset

Af Rune Engelbreth Larsen

Fronterne er trukket hårdt op, når man læser reaktionerne på Ungdomshusets rydning og nedrivning de seneste dage - især hvis man samler sig om »aktørerne« selv, dvs. Ungdomshuset og Faderhuset.

I det følgende nogle henvisninger og citater fra bl.a. Ruth Evensens sejrstale under en gudstjeneste i Faderhuset og fra de unge aktivisters egen fremstilling af baggrund og bevæggrunde samt forskellige reaktioner fra københavnske forfattere som Peter Adolphsen, Gordon Inc. og Morten E Nørskov - og endelig fra en øjenvidneskildring af lektor ph.d. Rikke Andreassen.

Undertegnede har tidligere kommenteret rydningen (Nørrebros generobring), og en fremstilling af Ungdomshusets forhistorie findes ligeledes på Humanisme.dk: Ungdomshuset kontra Faderhuset.

Faderhusets leder, Ruth Evensen holdt angiveligt en sejrstale til sin menighed, da påbegyndelsen af Ungdomshusets nedrivning var en realitet den 5. marts. I hvert fald har tre RUC-studerende sammenskrevet deres referater fra gudstjenesten i Faderhuset, hvor sejren blev fejret, og Jeppe Kabell har offentliggjort det på sin blog.

Det fremgår, at Ruth Evensen var bekendt med deres tilstedeværelse, og at de blev tilskyndet til at referere fra gudstjenesten, men at de ikke måtte optage noget på bånd. Her følger nogle citater fra Evensens tale:

»Det er kun lykkedes, fordi der var en kvinde, en Guds kvinde, som turde stå fast. Kun fordi der var en Ruth Evensen, som ikke rokkede sig en millimeter, men hele vejen igennem holdt fast i det, som Gud havde pålagt hende - dvs. mig. Mange medier, og også Ritt Bjerregaard under mødet på Rådhuset, har spurgt mig, hvorfor jeg dog ikke bare sælger huset og høster gevinsten. Jeg griner af dem - hvor dumme er de? Vi har oplevet at Gud har pålagt os, at købe det hus, og fordi jeg har holdt fast i hans løfte, har vi nu sejret. Det er den magt vi har, når vi tilhører Gud.«

»Gud har store planer med Faderhuset. De fleste tror, at vi snart kan ånde lettede op. Men sådan bliver det ikke. Er det ikke fantastisk, at en menighed af rettroende og disciplinerede kristne, har kunne have sådan en samfundsforvandlende kraft? Vi er eksponeret ikke bare i hele Danmark, men også det meste af verden. Hvad siger I? Hvad synes I det næste skal være? Hvad med homoseksualitet?«

»Danmark har tilpasset sig tidsånden, og Folkekirken vier i dag homoseksuelle. Det er ikke naturligt for to mennesker af samme køn at være sammen. Undskyld mig, men vi er bare ikke fysisk indrettet til det! Og hvad med lesbiske, som åbenbart skal kunne få kunstig befrugtning? To kvinder, der får børn? Det er ikke Guds vilje!«

»Og hvad med pornografi, hva? Hvad med abort? Hvad med incest, hva? Det bliver det næste. Vi har styrken, og vi har troen. Vi lever i et samfund, hvor børn leger med satanisk legetøj. Leger med monstre. Faderhuset vil forandre Danmark. Vi har kraften til det, den samfundsforvandlende kraft. Hvorfor har andre kristne ikke den magt? Fordi de er lunkne. Vi kan kun sejre ved at have et stærkt lederskab, og en disciplineret menighed.«

Ruth Evensen (i Jeppe Kabells afskrift)
Kabells blog, 5.3.2007

Nyhedsavisen og Ekstra Bladet refererede herfra den 7. marts, og direkte adspurgt ville Ruth Evensen selv hverken be- eller afkræfte afskrivningens sandhedsværdi over for Nyhedsavisen. Hendes søn skriver imidlertid i en mail til avisen bl.a.:

Der bliver smurt tykt på, blandt andet den selvforherligende tone kan jeg ikke genkende, og Ruth bliver ikke korrekt citeret, men sproget i bloggen bærer præg af at være subjektivt optaget af en udenforstående, som ikke kender den kristne terminologi.

Simon Peter Evensen
Nyhedsavisen, 7.3.2007

Jeppe Kabell har understreget, at han og hans medstuderende ingen tilknytning har til hverken Faderhuset eller Ungdomshuset, men at han skriver speciale om kristen fundamentalisme. Som respons på Simon Peter Evensens udsagn fastslår han:

Jeg kan kun opfordre Simon Peter Evensen og Ruth Evensen til at offentliggøre Faderhusets interne videoer fra gudstjenesten, som blev optaget med hele tre kameraer. Ruth Evensen jublede i sejrsrus til gårsdagens gudstjeneste i Faderhuset. De unge på Nørrebro er dæmonbesatte, men vi er lige nu vidne til at Gud sejrer over Satan. Næste skridt for Faderhuset er at bekæmpe praktiseret homoseksualitet, pædofili, pornografi, abort og satanisk legetøj. Hverken de autonome eller resten af Danmark kan undgå Guds kraft.

Jeppe Kabell
Kabells blog, 7.3.2007

I et otte-siders tillæg til Information den 7. marts redegør en gruppe unge med tilknytning til det tidligere ungdomshus for deres vinkler på forløbet, baggrunden for politisk kamp, brosten, situationalisme og meget andet. Det var oprindelig meningen, at de skulle have redigeret hele avisen, men efter rydningen og gadekampene fik Information kolde fødder og reducerede bidraget til otte indlagte sider.

Aktivisterne, der underskriver sig »Basisgruppe69«, var lige ved at droppe hele foretagendet i skuffelse, men valgte alligevel at udnytte den beskårne plads - med følgende svada til Information:

Men nu har de nervøse journalister fået tyndskid. På dagen, hvor Ungdomshuset blev jævnet med jorden, dagen før avisen skulle have været i trykken, valgte Information at trække deres tilbud tilbage, og tilbød os i stedet dette otte siders tillæg.

Vi har ikke ord for det raseri, vi føler over endnu en gang at have spildt vores tid på pæne folk med tomme løfter. Stemningen var mest for at droppe et samarbejde, som avisen tydeligvis ikke turde satse på alligevel. Men vi valgte at redde Informations selvretfærdige røv. Vi ved godt, at vi dermed legitimerer ledelsens beslutning. Men vi fandt det vigtigere at få vores ord ud end at give ledelsen fingeren.

Hvad De sidder med i hånden er derfor en amputeret og beskåret udgave af den oprindelige avis, pakket ind i undskyldninger og bortforklaringer fra Informations side. Et desværre alt for dækkende billede på den danske pressestands manglende mod og evne til at give plads til alternative vinkler.

Basisgruppe69
Information, 7.3.2007

Her følger nogle ganske få citater fra de mange indlæg - betydeligt flere og længere uddrag findes på Faklen.dk: Aktivister om rydning og nedrivning.

Hvor mange mennesker skal der til, for at man kan kræve sin ret til et offentligt frirum, på andre betingelser end den private ejendomsret, og andre lovbestemte forhindringer? Hvor lidt plads er det intentionen at skabe for selvstændig kulturel virksomhed? Hvorfor skal der ikke være plads til alternativer til den eksisterende statsstøttede kultur? Og hvorfor er Ungdomshuset ikke et forbandet godt eksisterende eksempel, man burde bibeholde? Skal al kultur og fritid være for pæne og ordentlige mennesker og koste forbandet mange penge? Burde staten ikke forpligte sig til at tage ved lære af eksempelvis Ungdomshuset og Christianias bæredygtige lowbudget kollektive udbud?

Basisgruppe69: Folkeoprør 2007

Anderledes tænkende mennesker og fristeder skal 'normaliseres', altså indordne sig. Vil de ikke det, bliver de kriminaliseret. Dette gælder for eksempel aktivister og flerkulturelle unge, som oftere stoppes af politiet end andre. Modreaktionen på kriminaliseringen giver sig ofte til udtryk i endnu flere lovbrud. Hvis man vil reagere imod ensretning og undertrykkelse, kan dét at bryde loven være et middel til at gøre opmærksom på et problem og perspektivere det.

Basisgruppe69: 'Demokrati: Sig, hvad du vil - gør, hvad du får besked på'

Hvis bare vi tager Danmarkshistorien som eksempel for den illegitime volds rolle, er den fuld af folkelige oprør. Oprør, som vi alle kender, og hvorpå vi stolt bygger vores idé om danskerne som et antiautoritært, ukueligt og kritisk folk.

De jyske bønder tog våben op i kampen mod udnyttelse og undertrykkelse i Grevens Fejde i 1534 og kæmpede det endelige slag efter århundreders bondeoprør. De blev slagtet efter nogle delsejre, men opnåede dog at skrive historie og få herremænd og andre undertrykkere til at tænke sig om en ekstra gang, inden de indførte nye skatter eller krav.

Modstandsfolkene under Anden Verdenskrig bombede strategisk tysk materiel og igangsatte augustoprøret i 1943, hvor arbejdsnedlæggelser og voldsomme uroligheder i de fleste provinsbyer og hovedstaden fik samarbejdsregeringen til at gå af. Det igangsatte en lavine af begivenheder, der ændrede det dansk/tyske samarbejde.

Et år senere kom folkestrejken, hvor københavnerne nedlagde arbejdet, trodsede udgangsforbudet og forsvarede deres færden i gaderne med barrikader og sten.

Historien fortæller, at man ikke kan forsvare sig udelukkende med fredelige midler mod en overmagt, der har volden som middel så dybt grundfæstet i sig.

Den vold, staten udøver, strækker sig jo ikke kun til kongeriget Danmark. Vi er i krig, og vi er en del af en vestlig verdensorden, der dikterer eller påvirker forholdene i resten af verden.

Det kan være svært at se disse sammenhænge og se, hvor voldeligt et ansigt et tilsyneladende fredeligt andedams-Danmark har. Men det er disse sammenhænge, vi ser og reagerer på, når vi demonstrerer, kaster med brosten, bz'er, blokerer veje, laver koncerter osv. Det er alt sammen en hel masse strategier til at skabe en anden struktur, hvor der er friere rammer, og et forsøg på at sætte foden ned, når noget er uacceptabelt. At reagere, fordi det er ens pligt. Drage den danske stat til ansvar for det, den ellers formår at løbe fra. Krig i Irak, deportationer af desperate mennesker, der er truet på livet, og alle de andre overgreb, som er meget mere indirekte, men dog er en direkte konsekvens af et kapitalistisk system.

Basisgruppe69: Vi kaster vores hjerter gennem ruderne

Enkelte københavnske forfattere, der selv har baggrund i eller sympati for BZ-bevægelsen, har reageret på rydningen og nedrivningen, bl.a. Gordon Inc. og Peter Adolphsen. Morten E Nørskov og Lars Koldkjær har skrevet et manifest med tilsat musik - her følger et lille citat-udpluk:

GORDON INC.:

Mens jeg gnider den sidste tåregas ud af øjnene, og en enlig politi-helikopter kredser over Vesterbro, tænker jeg på at dette her handler om meget mere end et ungdomshus.

Det handler om om at vi efterhånden er rigtig mange forskellige mennesker, fra alle samfundsgrupper, der gerne vil leve i et Danmark, hvor minoriteter ikke bliver jordet. Hvor børn, gamle og ånssvage ikke bliver omsorgssvigtet, hvor der er plads til alle, selvom de ikke er bankelever og har halvanden million i friværdi i banken, og hvor politiet ikke bliver misbrugt som skraldemænd, der skal forsvare den hellige private ejendomsret.

Det er en ulige kamp. Det er David mod Goliat. Men den skal kæmpes. Undgå vold mod politiet, men gå på gaden – hvis vi bliver siddende foran TV-skærmene, har de vundet - og skriv, tænk, debattér, diskutér, protestér, provoker, udvis civil ulydighed og påvirk dit netværk og din omverden på alle tænkelige måder.

Gordon Inc.: Sagen er større end Ungdomshuset
Udsendt pr. email, 4.3.2007

MORTEN E NØRSKOV og LARS KOLDKJÆR:

Gør oprør - bønderne gjorde oprør i middelalderen – frihedskæmperne under 2. verdenskrig – stavnsbåndets ophævelse – enevældets fald – kvindernes kamp for stemmeret – vi er en del af historien.

Gør oprør og stød ondskaben fra magtens tinde.

Gør oprør og bekæmp flertalsdiktaturet.

Gør oprør og kæmp for et demokrati med plads til os.

Gør oprør mod de nye herremænd.

Gør oprør mod politikere der tror at de får deres vilje når de bruger vold, trusler og fængsling.

Gør oprør mod hovmod og snæversyn.

Gør oprør mod et samfund der ikke vil vide af os, hvis vi ikke er som magthaverne og deres medløbere.

Gør oprør mod ligeglade og arrogante politikere.

Gør oprør mod dem der følger lovens bogstav uden at tænke selv.

Gør oprør mod det selvtilfredse og selvforherligende samfund der tror at historiens udvikling er slut og at alt er som det skal være.

Morten E Nørskov og Lars Koldkjær: Oprørets manifest
Udsendt og uddelt 4.3.2007 / uforkortet og med musik: Henrik-schmidt.dk

PETER ADOLPHSEN:

Spyt på dem, sprøjt på dem med skumslukkere, vis dem jeres bare røve, men afskaf bro-stenen. Gør det tydeligt, også for parceldanskerne ude bag tv-skærmene, at der er tale om en symbolsk handling.

For ja, der skal ydes aktiv, fysisk modstand. Ja, politiet skal konfronteres på gaden, men alle ved, at I ikke kan 'vinde' på gaden. Og ved kun at kaste med maling viser I, at I også selv ved det. Desuden klæder det den mørkeblå uniform med lidt farveklatter.

Denne beslutning behøver ikke være en stor, forkromet princip-ting - om at I skal forvandle jer til en ikke-voldelig bevægelse - men blot at man i den aktuelle situation, fra Ungerens rydning til I får mindst et lige så godt hus, afstår fra regulær vold.

Dermed ikke sagt, at I skal afsværge civil ulydighed og hærværk (omend sidstnævnte skal bruges med ekstrem omtanke og fokus).

Men få kommunikeret symbolet ud til medierne: I lader brostenen ligge.

Peter Adolphsen: Kulørte splat - tale til Ungdomshusets aktivister
Information, 5.3.2007 / læs hele indlægget på Faklen.dk

Så vidt et udpluk af (et udvalg af) reaktioner på Ungdomshusets rydning og nedrivning - fra Ruth Evensens sejrstale til Ungdomshusets aktivister og sympatisører med og uden opbakning til brugen af brosten. Diverse politikeres reaktioner stopfodres vi med i medierne i forvejen, så dem er der ingen grund til at gentage her.

Man kan tage stilling til midler og mål uden at kende forhistorien, men forhistorien sætter forløbet i perspektiv, hvorfor jeg fortsat vil insistere på, at denne sag har tre akter: 1) Forhistorien op til salget og domstolenes bekræftelse heraf, hvor de københavnske lokalpolitikere har eneansvaret for, at den konkrete konflikt bryder ud, og Faderhusets Ruth Evensen eneansvaret for bevidst at tilstræbe destruktionen af Ungdomshuset; 2) de forliste forhandlinger, hvor lokalpolitikerne i mine øjne selvsagt måtte leve op til ansvaret og erstatte den mistede brugerret over Jagtvej 69 (som blev højtideligt overdraget i 1982) med brugerretten over et nyt hus; 3) gadekampenes amokløb, hvor retningsløs destruktion kørte af sporet (jf. Nørrebros generobring).

Naturligvis skal man svare igen mod undertrykkelse og overgreb, men målet helliger aldrig midlerne - midlet helliger målet. I det mindste i min bog.

Et modsvar, der sætter hårdt mod hårdt, kan afgjort være nødvendigt og forsvares, hvilket der både historisk og aktuelt er eksempler på verden over, men det betyder ikke, at ethvert modsvar, der sætter hårdt mod hårdt, er nødvendigt og kan forsvares.

Der har været for megen sort/hvid-fremstilling af konfrontationerne på Nørrebro - både fra politikeres, politis og aktivisters side. Den slagside rammer dog først og fremmest Ungdomshusets aktivister negativt, eftersom deres synspunkter af indlysende grunde hverken har den velvillige medieadgang eller magt, som politikerne, politiet og pressen.

Derfor ovenstående vifte af reaktioner.

Og til sidst et uddrag af en lille øjenvidneskildring af lektor ph.d. Rikke Andreassen, som blev bragt i Nyhedsavisen, men som nok burde have været at se og læse i flere medier:

Over for mit kontor ligger en cykelforretning. Natten mellem fredag og lørdag blev cykelhandleren i sin buytik, da han var bange for, at den kunne blive smadret. Ganske rigtigt, pludselig fløj der en brosten gennem vinduet. Cykelhandleren løb ud på gaden, hvor den stenkastende unge mand var ved at flygte. Cykelhandleren løb efter ham: Sådan en autonom bølle skulle ikke smadre hans butik. Vreden gav ham kræfter, og det lykkedes ham at fange stenkasteren. Til sin forbavselse opdager cykelhandleren, at han ikke har fat i en ung autonom eller aktivist, men en nynazist! Der er åbenbart elementer, der i weekenden har benyttet sig af urolighederne til at udøve hærværk, som de ved, at andre, nemlig Ungdomshus-aktivister, vil få skylden for. (...)

Samme nat er jeg på vej hjem efter at have drukket en øl med en veninde på en af byens eneste røgfri barer i Elmegade på Nørrebro.

Vi forlader baren og går via Sankt Hans Torv. Her er der gadefest. Mange hundrede aktivister fester til fordel for Ungdomshuset med musik og dans på torvet. Pludselig melder politiet i megafoner, at demonstrationen er opløst, og alle skal forlade området. Vi går resolut mod den nærmeste sidegade, for at forlade området. Det sammen gør langt de fleste andre på torvet.

Ingen når dog særlig langt, da politiet umiddelbart efter, at de har opløst demonstrationen, skyder store mængder tåregas ind over torvet. Stor forvirring. Folk græder og råber. Jeg kan ikke trække vejret, mine øjne løber i vand. Vi løber mod sidegaderne, for at komme væk. Men her opdager vi, at alle sidegaderne er spærret af politi og politivogne. Vi forsøger at forklare, at vi bare gerne vil ud, men kampklædte betjente (med gasmasker) skubber os brutalt tilbage på torvet. De, der ikke går hurtigt nok tilbage, får slag med knipler.

Jeg forsøger at få kontakt med en yngre betjent. Han virker angst, men kaster mig så brutalt ind i en mur og råber, at jeg skal gå tilbage, hvilket i praksis betyder tilbage ind i tåregassen. Rundt om mig anholdes folk – folk som få med sikkerhed ved, om de har kastet sten, eller bare var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Hvad sker der i vores samfund, når retsstaten sættes ud af spil på denne måde?

Rikke Andreassen
Nyhedsavisen, 7.3.2007

Rune Engelbreth Larsen
8. marts, 2007

FORHISTORIE OG FORLØB:
> Ungdomshuset kontra Faderhuset (1): Forhistorien
> Ungdomshuset kontra Faderhuset (2): Gadekampene i december 2006
> Ungdomshuset kontra Faderhuset (3): Ruth Evensen og nedrivningen