![]() |
Boykot mod jødiske forretninger, Berlin 1933 |
Den 9. november 1938 blev Krystalnatten én af de udslagsgivende begivenheder i Nazitysklands endegyldige radikalisering, der havde været i gang i årevis, men i alt for høj grad blev bagatelliseret internationalt efter nazisternes magtovertagelse i 1933. Resultatet kender vi - Anden Verdenskrig og holocaust.
Under Krystalnatten angreb og smadrede nazister ca. 200 synagoger og en række jødiske kirkegårde og butikker. Knap 100 jøder blev slået ihjel under amokløbet, og ca. 26.000 blev fængslet.
Zygmunt Baumans Modernitet og holocaust (1989) er et af de centrale værker i holocaust-forskningen og en tankevækkende bog, hvad angår nogle af modernitetens immanente skyggesider - hvad enten man er enig eller ej.
Relevante citater fra Modernitet og holocaust af den polske sociolog Zygmunt Bauman findes i Citatsektionen på Humanisme.dk: Zygmunt Bauman.
En anden central udgivelse om relaterede emner fra de senere år er Lars Fr. H. Svendsens Ondskabens filosofi (2001), der ikke mindst fokuserer på anvendelsen af begrebet ondskab og dét paradoks, at langt hovedparten af alle handlinger, der almindeligvis klassificeres som »onde«, dels er begået af såkaldt normale mennesker, og dels er begået under påskud (eller indbildning) af at bekæmpe det onde.
Lars Fr. H. Svendsen har en sjælden evne til at kombinere den grundige filosofiske analyse med klare spidsformuleringer, hvoraf nogle også er medtaget i Citatsektionen på Humanisme.dk: Lars Fr. H. Svendsen.
Apropos krystalnat, holocaust og ondskab - læs også de to essays: »Antisemitisme i danske medier« og »Det 'normale' onde«. Udover Modernitet og holocaust og Ondskabens filosofi kommer sidstnævnte også ind på Stanley Milgram, Rammstein, Joseph Fritzl m.m. og ikke mindst bogen Antikrist - problemet om det onde af Aksel Haaning.
Og nu, vi er i den boldgade, er der mere at hente i Cecilia Felicia Stokholm Bankes grundige og yderst tankevækkende bog: Demokratiets skyggeside. Flygtninge og menneskerettigheder i Danmark før Holocaust.
Alt sammen opbyggelig, men ikke lige behagelig læsning, som det ikke er mindre nærliggende at stifte bekendtskab med på årsdagen for Krystalnatten.
![]() |
Knust synagoge, München 1938 |
Rune Engelbreth Larsen, 9.11.2010