Af Rune Engelbreth Larsen 
Matrix-fænomenet brød overraskende gennem
filmindustriens lydmur i påsken 1999, da der var premiere på Andy & Larry
Wachowskis spektakulære science fiction-film, The Matrix med Keanu
Reeves, Carrie-Anne Moss, Laurence Fishburne og Hugo Weaving i hovedrollerne.
Filmen indspillede ca. 28 millioner dollars alene i åbningsweekenden og har
siden indspillet over 450 millioner dollars verden over.
Samme år gik forfatter- og instruktørbrødrene i gang med at arbejde på
yderligere to film, Matrix Reloaded og Matrix Revolutions, som
fik premiere i henholdsvis maj og november 2003. Til sammen har de tre film i
dag indspillet omkring halvanden milliard dollars og er blandt de meste
indbringende film i historien.
Så meget desto mere er det bemærkelsesværdigt, at disse film mere end nogen
anden blockbuster er spækket med udspekulerede referencer, analogier og
metaforer fra filosofi-, litteratur- og religionshistorien, som ellers synes
skræddersyet til et smalt publikum.
Men ikke mindst takket være de mange actionscener og et overflødighedshorn af
special-effects er resultatet imidlertid blevet tre, bredt appellerende science
fiction-film, der samtidig rummer mange og flertydige lag, som publikum kan
vælge at dykke ned i eller ej. Ikke ulig Neos valg i The Matrix, da han
bliver stillet over for valget mellem at indtage én af to piller og således
enten lade sig nøje med verdens overfladiske tilsynekomst eller vove at
udforske det, der ligger bag, og som han just er begyndt at ane: »Hvis du tager
den blå pille, slutter historien her. Du vågner op i din seng og tror, hvad end
du måtte tro om det hele. Hvis du tager den røde pille, bliver du i
Eventyrland, og jeg viser dig, hvor dybt kaninhullet er.«
Neo vælger den røde pille og falder ned i »kaninhullet« ligesom Alice i Lewis
Carrolls berømte fortælling, Alice in Wonderland. I Matrix og
ulydighedens evangelium forsøger vi at følge med ned i kaninhullet og se
nærmere på, hvor Matrix-trilogiens underliggende lag fører hen.
Det betyder ikke, at trilogien hverken kan eller skal analyseres udtømmende i
en kortfattet fremstilling som denne. Hensigten er heller ikke at erstatte den
uforberedte filmoplevelse i sig selv med alskens fodnoter og teoretiseringer,
men derimod at påpege og afdække dele af trilogiens spændvidde efter
filmoplevelsen – og eventuelt under et nøjere gensyn. At afdække nogle
væsentlige elementer og måske forøge forudsætningerne for at dykke videre, både
inden for og ikke mindst uden for trilogien, og undervejs give nogle bud på,
hvordan dette usædvanlige film-fænomen placerer sig i et bredere
samtidsbillede.
Jeg forudsætter, at læseren har set alle tre film og redegør derfor kun
nødtørftigt for de bærende grundtræk, samt lejlighedsvist for visse, isolerede
handlingsforløb, hvor det måtte lette fremstillingen i øvrigt. Skulle der
alligevel være enkelte, som får lyst til at læse videre uden at have set
filmene, er det dog ikke et umuligt forehavende. Blot må man være forberedt på,
at væsentlige af filmenes overraskelsesmomenter i givet fald er tabt for et
senere gennemsyn, eftersom fremstillingen uundgåeligt refererer til mange
konkrete hændelser, herunder trilogiens slutning i Matrix Revolutions.
De få, som ikke har set filmene, og som ikke vil have deres filmoverraskelser
røbet og dermed ødelagt, være hermed advaret.
Selv om The Matrix kan ses uafhængigt af efterfølgerne, fremstår de tre
film i deres helhed som en fremadskridende og sammenhængende trilogi, og som
sådan bliver de i det følgende analyseret. Trilogien er desuden blevet fulgt op
af et computerspil, en række tegnefilm og tegneserier, samt en omfattende
hjemmeside (www.thematrix.com), der udbygger filmenes univers.
For begrænsningens skyld er det dog kun de tre biograf-film, der vil blive
inddraget her, og lejlighedsvise referencer til tegnefilmene med fællestitlen Animatrix,
mens tegneserierne, computerspillet og de mange tilhørende oplysninger fra den
officielle hjemmeside i »Zion Archives« ikke berøres. Nok udvider alle disse
tilføjelser både fortællingen og fortolkningsmulighederne i Matrix-universet,
men de følgende kapitler om trilogien vil dog også kunne supplere
perspektiverne herpå med en række vinkler fra trilogien, der kan genfindes (og
suppleres og/eller korrigeres) i de øvrige Matrix-medier.
Kort fortalt er bogens anliggende primært en analyse af historien, sekundært af
fænomenet »Matrix«, hvilket som nævnt indebærer en afkodning af nogle af
trilogiens grundlæggende referencer. Der er med andre ord ikke tale om en
vurdering af skuespilpræstationer eller specifikke filmiske kvaliteter (eller
mangel på samme) – det overlader jeg til filmhistorikere og andre
filmeksperter, som har forstand på den slags.
Anbefalinger af yderligere
læsning, herunder udvalgte artikler og links fra Internet kan findes på bogens
hjemmeside: www.humanisme.dk/matrix.
Afslutningsvist vil jeg især gerne takke gode venner for berigende samtaler om
alverdens emner med afsæt i Matrix-trilogiens univers, ikke mindst Ali
Nicolaisen, Niels Allan Larsen og Mikkel Johannsen.
Rune Engelbreth Larsen
Forord. 'Matrix og ulydighedens evangelium', 2004
