Oplysning og tolerance | Forord

Af Rune Engelbreth Larsen

Efter at have været på retur i Vesten et par århundreder er religiøsiteten atter på vej til at blive en betydningsfuld faktor, om end i mere fragmenteret og forgrenet form end tidligere. De europæiske nationalkirkers svækkede magt de foregående århundreder kombineret med en bølge af new age-bevægelser i anden halvdel af det 20. århundrede og ikke mindst en betydelig indvandring af befolkningsgrupper med ikke-kristen kulturbaggrund har med bemærkelsesværdig hast udviklet de vestlige samfund i en stadig mere multireligiøs retning.

Det er en udvikling, der ved første øjekast synes at stå i en slags dobbeltkontrast til Europas kulturarv. På den ene side i kontrast til kontinentets monoreligiøse traditionshistorie, der trods kirkens historiske splittelse i 1400-1600-tallet og de mange modsætningsfyldte kirkelige retninger stort set har udspillet sig inden for en fælleskristen begrebsramme siden middelalderen. Og på den anden side til den religionskritiske sekulariseringsproces, hvormed kirkens hidtidige dominans er blevet henvist til skyggen efter oplysningstiden.

Der er med andre ord tale om en ny kulturhistorisk situation. Ved siden af en række konkrete og praktiske problemstillinger rejser nytilkomne religionsspecifikke normer og forestillinger også en mere principiel diskussion, der handler om den religiøse faktors genkomst i almindelighed og om mulighedsbetingelserne for divergerende trosretningers sameksistens i særdeleshed.

I et historisk perspektiv er den multireligiøse samfundsudvikling imidlertid ikke så odiøs og uventet, som mange er tilbøjelige til at tro, dels fordi de vestlige lande tilsvarende har gennemløbet en udvikling fra monopolitiske til multipolitiske samfund, og dels fordi kristendommen heller ikke længere er den enhedsreligion, som de fleste historisk har taget for givet eller har tilstræbt. Ved siden af udspaltningen i en katolsk, en ortodoks og flere protestantiske kirker har kristendommen nærmest gennemløbet en "multikristen" udvikling i det 19.-20. århundrede og er blevet langt mere varieret og mangesidet end under de oprindelige historiske splittelser.

Nærværende bog er et forsøg på at afdække nogle af de kulturhistoriske forudsætninger for de problematikker og dilemmaer, som denne udvikling tilsyneladende rummer, og som er blevet særlig tilspidset ved overgangen mellem det andet og tredje årtusind.

Indledningen ser nærmere på trusler og trusselsbilleder i relation til den religiøse fundamentalismes tiltagende globale offensiv og politiske karakter siden slutningen af det 20. århundrede, herunder kreationisters angreb på evolutionslæren og kollisionen mellem den sekulære samfundsforståelse og de paradokser, som bogstavtro ortodoksi i almindelighed fører med sig. Men også det ensidigt negative religionsbillede, som synes at kendetegne stadig flere ateistiske positioner, bliver problematiseret, og det påpeges, hvorledes den sekulære arvs andel i konfliktscenarier alt for ofte overses i en fortegnet og proportionsforvrængende fokus på religiøsitetens vrangsider.

Kapitel 1 eksemplificerer den religiøse faktors afgørende betydning for forståelsen af menneskearten Homo sapiens gennem de seneste ca. 40.000 år - fra klippemalerier og Venusfigurer over oldtidens monumentale tempelkonstruktioner til religiøsitetens universelle allestedsnærværelse. Særegne religionshistoriske træk fremhæves for at eksemplificere den tilsyneladende universelle sammenhæng mellem kultur og religion, herunder religiøsitetens og rationalitetens underbetonede samspil.

Endelig belyses kulturhistoriens multireligiøse tolerancetradition i kontrast til monoreligiøs eksklusion og teologisk intolerance.

Kapitel 2 tager afsæt i en række af de religionshistoriske forudsætninger for den aktuelle multireligiøse samfundsudvikling i Vesten og vender tilbage til den vestlige tolerancetradition, der manifesterer sig spredt under renæssancens pluralistiske tilgangsvinkel til kulturhistorien og breder sig fra lærde kredse i 1400-1500-tallets italienske småstater til det øvrige Europa. Det er en tradition, der dog bukkker under i kirkestridigheder under reformationerne samt de religionskrige og forfølgelser i 1500-1600-tallet, der følger i kølvandet, før tolerancen for alvor kommer på dagsordenen igen fra slutningen af 1600-tallet og siden bliver idéhistorisk udslagsgivende for 1700-tallets oplysningstid.

Kultur-evolutionistiske tendenser og magtfulde modreaktioner trækker imidlertid i en anden retning end den kulturelle åbenhed, som kendetegner den antiautoritære tolerancetradition, som derfor også må kæmpe mod tilbagevendende censur og forfølgelse, både før, under og efter oplysningstiden.

Afslutningsvis fremhæves et kardinaleksempel på oplysningstidens kulturkamp, som den kommer til udtryk i det danske trykkefrihedseksperiment og den forbløffende reformpolitik, som det lykkedes den tyske livlæge Johann Struensee at gennemtvinge på rekordtid i Danmark i 1770-71 - før reaktionen slog bak og sendte ham på skafottet.

Kapitel 3 eksemplificerer dele af den kritik, der gør oplysningstiden ansvarlig for en række disciplinerende, ensrettende og ligefrem totalitære tendenser i det 20. århundrede, men ikke i tilstrækkelig grad har taget højde for det centrale nybrud, som fandt sted med epokens tolerancetradition. Med denne tradition in mente er totalitarisme og ensretning snarere en konsekvens af reaktionen imod oplysningstiden end en følge af dens bærende tendenser, eftersom tolerancen netop har fået sit idéhistoriske gennembrud i opposition til de stridigheder, der splittede Europa i blodige teologiske og politiske sammenstød i perioden mellem renæssancen og oplysningstiden. Den gryende frihedstænkning, der kom til udtryk i tidens tiltagende religiøse og irreligiøse bredde såvel som rettighedstænkningen og minoritetsbeskyttelsen, var således båret af overbevisningen om, at religiøs strid ikke opstår som følge af religiøs forskellighed, men derimod som følge af religiøs eksklusion og forfølgelse.

Samme pointe føres frem til en skitse af den flerstrengede kulturudvikling og religiøsitetens resistens i det moderne Vesten, der efter et par århundreders sekulariseringsproces er så meget desto mere bemærkelsesværdig, og som har gjort den vestlige tolerancetradition yderligere relevant og aktuel.

Men tolerance implicerer selvfølgelig ikke at tolerere alt - ellers ville begrebet ophæve sig selv. Denne enkle erkendelse indebærer imidlertid også et behov for at afdække de principper og rammer, inden for hvilke frihed og tolerance forbliver gensidigt forbundne og gensidigt betingende størrelser, frem for gensidigt nivellerende modsætninger.

Efterskriftet søger at karakterisere og aktualisere en samvittighedsfrihed i pagt med oplysningsarvens tolerancetradition, der tager højde for en række principielle dilemmaer og præciserer et humanistisk bud på grænserne herfor - ikke mindst i forhold til tolerancens spændingsfelt mellem ytringsfrihed og trosfrihed, der for alvor har været i fokus siden slutningen af det 20. og begyndelsen af det 21. århundrede.

Kort fortalt er det bogens ærinde at belyse, hvorfor Vesten ikke nødvendigvis behøver stå fremmed over for den multikulturelle samfundsudviklings principielle udfordringer, men i og for sig er historisk (og ikke mindst idéhistorisk) rustet til at rumme dem. Ikke på trods af, men på grund af den vesteuropæiske kulturarv - og dens centrale tolerancetradition.

Øvrige bemærkninger

Kildehenvisninger findes i fodnoterne, der alene fungerer som referencer, ikke som kommentarer; dog findes bibelreferencer direkte i teksten i form af almindelige forkortelser, f.eks. 1.Mos. og Ap.G. (henholdsvis Første Mosebog og Apostlenes Gerninger). Jeg har bestræbt mig på at referere til danske oversættelser overalt, hvor det har været muligt, men i andre tilfælde er ansvaret for oversættelsen mit eget. For uddybende bemærkninger og kommentarer henvises til bogens hjemmeside: www.humanisme.dk/tolerance

Tak

Mange tak til professor i nordisk litteratur, dr.phil. Thomas Bredsdorff, lektor i religionshistorie, mag.art. og ph.d. Mikael Rothstein, cand.mag., mag.art. i religionshistorie og semitiske sprog Jens-André P. Herbener og klinisk lektor ved Institut for Human Genetik på Aarhus Universitet, Peter K.A. Jensen, for kritisk at have gennemlæst og kommenteret hele eller dele af manuskriptet. De bærer selvfølgelig intet ansvar for fejl og mangler, kun for deres udstrakte hjælpsomhed og kompetente blik for forbedringer.

Rune Engelbreth Larsen, december 2008
Forord til: Oplysning og tolerance - arv og aktualitet

APROPOS: FODNOTER TIL MIT FORFATTERSKAB

> Humanistisk trilogi (2008/2011)
> Hvilken humanisme? En introduktion (2008/2009)
> Humanistisk retrospekt, 1990-2000 (2012)