|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|
|
|
|
Oplysning og tolerance | Indledning (uddrag)
Af Rune Engelbreth Larsen 
Det sekulære kuriosum
Hvis en rumrejsende fra en avanceret civilisation på en fjern planet blev bedt om at skrive en artikel om Jordens menneskehed til en intergalaktisk encyklopædi, ville sekularisering eller ateisme sandsynligvis ikke blive nævneværdigt omtalt. Menneskeheden ville næppe heller blive benævnt med det selvrosende artsnavn Homo sapiens (det vidende menneske), men måske snarere karakteriseret neutralt og deskriptivt som f.eks. Homo religiosus (det religiøse menneske). For selv om det i sekulariserede dele af den vestlige verden er en bagatelliseret kendsgerning, er det stadig væk en kendsgerning, at den altovervejende del af kulturhistorien er præget - hvis ikke ligefrem determineret - af religiøse forestillinger.
Med enkelte andre undtagelser er det faktisk kun i en yderst begrænset periode inden for de seneste par hundrede år, at dele af menneskeheden har gennemløbet en reel sekulariseringsproces, hvorunder religiøsiteten har indtaget en mindre fremtrædende position.
Efter at have været på retur siden det 18. århundrede blev kristendommens politiske betydning og religiøse dominans således for alvor reduceret i det 20. århundrede, og religiøse årsagsfaktorer gled mere og mere ud af det herskende politiske, akademiske og journalistiske begrebsapparat. Især den kommunistiske bloks elite såvel som mange vestlige intellektuelle (af bred politisk observans) gjorde en irreligiøs verdensopfattelse gældende, der reducerede religiøsitet til et anakronistisk islæt i den menneskelige fantasi og historie. Globale konflikter blev primært forstået og belyst inden for ideologiske rammer, og det mest vedholdende konfliktscenario i forrige århundrede var den politisk og økonomisk betingede konfrontation mellem den kommunistiske blok under Sovjetunionens dominans og den kapitalistiske blok med USA i spidsen.
Fra slutningen af det 20. århundrede begyndte denne optik imidlertid atter at forskydes, og det irreligiøse verdensperspektiv blev i stigende grad udfordret.
Et illustrativt udtryk herfor er Samuel P. Huntingtons meget omtalte og indflydelsesrige bog Civilisationernes sammenstød - mod en ny verdensorden (1996), der netop slår til lyd for et paradigme, som forklarer globale konfliktscenarier efter den kolde krigs ophør ud fra kulturelle og religiøse skillelinjer snarere end politiske og økonomiske modsætninger:
"Kulturelle fællesskaber erstatter den kolde krigs blokke, og de 'tektoniske brudlinjer' mellem civilisationerne udvikler sig til international politiks centrale konfliktlinjer. (...) Spørgsmålet 'Hvilken side er du på?' er blevet erstattet af det meget mere fundamentale spørgsmål: 'Hvem er du?' Enhver stat er nødt til at have et svar. Og dette svar, statens kulturelle identitet, definerer dens placering i international politik, dens venner og dens fjender."
Fremstillingen er blevet mødt af både entydig opbakning og pure afvisning, men dens gennemslagskraft er i alle tilfælde et symptomatisk udtryk for det omslag, der har fundet sted fra en politisk-økonomisk til en religiøs-kulturel forklaringshorisont.
Hvor f.eks. en "typisk" antivestlig, mellemøstlig bevægelse i midten af det 20. århundrede blev identificeret med en eller anden fløj inden for socialismens politiske vifte, identificeres antivestlige bevægelser i begyndelsen af det 21. århundrede i stigende grad inden for rammerne af islam. Immigration har ligeledes gjort islam til en afgørende faktor i europæisk indenrigspolitik, og på et par årtier er indvandrer- og flygtningepolitikken gået fra nærmest at være politisk og journalistisk ikke-eksisterende til at blive et af de hyppigst drøftede og mest omstridte emner overhovedet.
En række samfundsproblemer bliver anskuet som religiøst og kulturelt betingede modsætningsforhold mellem en kristen (eller sekulariseret) majoritetsbefolkning og en muslimsk minoritet, mens man i vigende grad fokuserer på de sociale og økonomiske forholds betydning for samfundets brudflader. Stridspunkter mellem muslimer og kristne - eller i bredere forstand mellem ateister og religiøse - er genstand for en bemærkelsesværdig medieopmærksomhed og stadig flere politiske og akademiske konfrontationer. Ophedede diskussioner om alt fra accepten eller afvisningen af islamiske gravpladser og moskeer til betydningen af halalslagtning og muslimske kvinders hovedtørklæde har siden begyndelsen af 1990'erne været tilbagevendende emner i den politiske debat i Vesten. Yderligtgående muslimer såvel som radikale islamkritikere bidrager fra hver deres front med uforsonlige fjendebilleder, der ikke blot er gensidigt selvbekræftende, men også stimulerer potentielle konflikter.
Lidt mere ubemærket, og i ly af den skarpt optrukne debat om islam, har andre religioner imidlertid også vundet vid udbredelse i Vesten, ikke mindst buddhisme og hinduisme, men også nyere blandingsreligioner og nyreligiøse bevægelser. Samtidig fastholder og udbreder tusindvis af traditionelle og utraditionelle kirkesamfund forskellige versioner af kristendommen.
Diskussionen om religion og religiøsitet har således atter erobret en del af dagsordenen i den vestlige verden, omtrent sammenfaldende med den socialistiske bloks exit som global magtfaktor. En række komplekse problemstillinger i mere eller mindre relation hertil, der spænder fra terrorisme og racisme til integration og diskrimination, har pludselig fået markant betydning og ført til nye skillelinjer i den offentlige debat og det politiske landskab, der langtfra altid følger det traditionelle højre/venstre-spektrum.
Det er imidlertid ikke ærindet her at gå ned i disse detaildiskussioner, men blot at påpege, hvorledes den historisk enestående sekulariseringsproces i Vesten er blevet betydeligt mindre entydig i årene omkring årtusindskiftet, end man måske ville have forestillet sig langt op i det 20. århundrede.
Historisk betragtet er dette imidlertid mindre opsigtsvækkende. Hvis vores ekstraterrastrielle rumrejsende, der betragter Homo religiosus i satellitperspektiv, ikke skal beskyldes for proportionsforvrængning i sin leksikalske fremstilling af den regerende art på vores planet gennem de seneste ca. 40.000 år, er sekulariseringstendenser som nævnt stadig væk alt for perifert et kuriosum til andet og mere end en bisætning eller to i den intergalaktiske encyklopædi.
I et bredt kulturhistorisk perspektiv er irreligiøsitet simpelthen en marginal undtagelse fra reglen om universel religiøsitet, og sekulariseringen kan endnu vise sig at være en parentes, snarere end det foreløbige klimaks i menneskehedens udviklingshistorie, som nogle gerne vil se den som. Religiøsiteten er således atter i offensiven, og det kan få vide(re) konsekvenser og har allerede ført til reaktualiseringen af problemstillinger, som man ikke mindst inden for naturvidenskaben troede at have begravet under et betydeligt lag af empiriske data i det 20. århundrede. (...)
Rune Engelbreth Larsen, december 2008
Uddrag af indledning til: Oplysning og tolerance - arv og aktualitet
APROPOS: FODNOTER TIL MIT FORFATTERSKAB
> Humanistisk trilogi (2008/2011)
> Hvilken humanisme? En introduktion (2008/2009)
> Humanistisk retrospekt, 1990-2000 (2012)