Lars Trier Mogensen interviewer Rune Engelbreth Larsen 
Religionsforagt er lige så farligt som religionsmagt
Trods religionskrige, inkvisition og intolerant dogmatik hævder du i din nye bog, at de store religioner har været med til at skabe tolerance. Hvordan hænger det sammen?
"Det er mere præcist at sige, at jeg hævder, at den religiøse tolerance har været det naturlige og herskende kulturelle udgangspunkt i hovedparten af historien. Gennem hele den religionshistorie, vi kender fra skriftkilder - altså fra de seneste fem tusinde år - har religiøs tolerance simpelthen været reglen snarere end undtagelsen. I den første halvdel af religionshistorien fandtes idéen om religiøs intolerance slet ikke. Man kan derfor ikke bare sætte lighedstegn mellem intolerance og religion, som en del ateister gør, ligesom man heller ikke skal glemme alle de blodsudgydelser, der må tilskrives sekulære magthaver og ideologier. Det var også først sent i religionshistorien, at ideen om at diskriminere, forfølge og tvinge andre til at tro på noget bestemt overhovedet slog igennem".
Men da dét så endelig skete, fik den religiøse intolerance også for alvor fat i folk ...
"Ja, men kun i dele af verden, og i et religionshistorisk lys tog det faktisk lang tid. Reformationerne og religionskrigene var eksempelvis en blodig affære, der splittede Europa på kryds og tværs, og drev millioner af mennesker på flugt. Én religions herskere, kristendommens, splittede sig selv og gik amok i en blodrus i årtier. Men det var netop som en reaktion mod dette blodbad, at tolerancetanken blev formuleret i Vesten - et par århundreder efter at dele af dens forudsætninger var blevet etableret i renæssancen."
(...)
"Men tvang kan også skyldes meget andet end religiøse dogmer. Før idéen om religiøs intolerance opstod, var der selvfølgelig også krige og blodbad - f.eks. fordi nogle ville erobre land, røve værdier eller have status. Magtmotiver løber som en konstant gennem hele verdenshistorien frem til i dag. Pointen er blot, igen: Religiøs intolerance har til gengæld ikke været en konstant faktor."
Intolerancen er her stadig. Bygger de store religioner ikke på udelukkelse af andre?
"Ikke nødvendigvis. Men jo mere absolutistisk en idé er, desto mindre befordrende er den selvsagt for at hæmme tolerancetanken. Man kan naturligvis kun give religionskritikere - såvel islam- som kristendomskritikere - ret i, at der findes religiøse dogmer, som er mere eller mindre befordrende for intolerance. Det er derfor reelt og nødvendigt at gå ind og kritisere alle de dogmer, der står i vejen for tolerance. Forestillingen om, at man selv og ens religion repræsenterer den ultimative sandhed, gør det let at gøre ondt i det godes navn. Historisk må man konstatere, at intolerancen har haft de bedste vækstbetingelser inden for de tre store bog-religioner, kristendom, jødedommen og islam. Men det betyder ikke, at disse religioner ikke også rummer muligheden for religøs tolerance - hvilket historien jo også bevidner - og man behøver blot se på hindunationalisme for at vide, at intolerancen naturligvis heller ikke kan afgrænses hertil."
(...)
Fremmer religiøsitet ligefrem tolerance?
"Nej, religion og religiøsitet er bare brede etiketter for en vifte af verdensanskuelser, ikke noget i sig selv. Lige så lidt som politik og filosofi kan heller ikke religion som sådan siges hverken at fremme eller hæmme tolerance. Men der er specifikke politiske, filosofiske og religiøse ideer, som naturligvis er mere eller mindre befordrende for tolerance".
De gamle religioner og nye bevægelser er ikke ligefrem i defensiven i dag ...
"Nej, bestemt ikke. Magtfulde religiøse ledere og lobbyister med totalitære og frygtindgydende forestillinger har stor og farlig indflydelse i dagens verden. Jeg forsøger ikke at frede religion mod kritik. I stedet prøver jeg at advare mod religion, der bliver til absolut magt, og religionskritik, der bliver til ren religionsforagt".
(...)
Underkender du ikke dermed den relevante kritik, som f.eks. islam-kritikere er fremkommet med om parallelsamfund i Vesten og kvindeundertrykkelse i Mellemøsten?
"Nej, for det første nævner jeg i bogen mange kritiske fortolkninger af specifikke religiøse ideer og tekster. Jeg legitimerer på ingen måde religiøse undertrykkere. Tværtimod. Vi er blot nødt til at lære skelne mere præcist. I stedet for at slå alle muslimer over én kam er vi nødt til at forstå, at muslimer er enkeltstående individer. Men desværre kører debatten så meget op, at også den saglige og relevante religionskritik forsvinder. Den enorme slagside, som islamforagten har givet debatten, betyder, at man ikke kan føre en seriøs diskussion om konkrete, specifikke fortolkninger af religioner".
Men risikerer man så ikke, at det kun er islamforagtere, der kritiserer menneskerettighedskrænkelser i de islamiske lande?
"Netop derfor påhviler der humanister et særligt ansvar. Man skal ikke være hæmmet over for at tage entydigt og kategorisk afstand fra regimet i f.eks. Saudi-Arabien, der kan sammenlignes med de allerværste fascistiske diktaturer. Taleban er også så grotesk usympatisk, at man ikke engang kan forestille sig en Monty Python-sketch, der ville kunne udstille absurditeten. Men en sådan kritik er jo heldigvis også udbredt blandt muslimer. Fejlslutningen sker i det øjeblik, at man begynder at sætte lighedstegn mellem islam og Saudi-Arabien, eller mellem islam og Taleban - og derfra videre til, hvordan hver enkelt muslim tænker. Min bog er et forsøg på at skabe en mere sober religionsdebat. Debatten skal ned på jorden og blive lige så normal som politisk debat, i stedet for at islam og muslimer gøres til en særlig monolitisk og patologisk masse".
Nu er alle jo ikke enige om, hvad der er normalt. Ligesom der skal være plads til forskellige holdninger, skal der vel også være plads til forskellige måder at udtrykke dem på?
"Selvfølgelig. Nogle hævder, at tonen i debatten er et problem. Men tonen er da det mindste problem. Det er substansen, der er problemet. For eksempel er det notorisk løgn, når Mogens Camre påstår, at alle muslimerne venter på at blive mange nok, så de kan slå os andre ihjel. Selvfølgelig skal han have lov til at sige det. Men det er demagogi af den værste slags. Man skal kunne være skarp og polemisk. Selvfølgelig skal man kunne håne og latterliggøre religiøse figurer, ligesom man skal kunne latterliggøre bankdirektører og fodboldspillere. Men deraf kan man ikke slutte, at alle så skal heroisere alle provokationer og regelret propaganda, som visse af Muhammed-karikaturerne var udtryk for".
Det er altså ikke noget problem, hvis dine modstandere kan føle sig hånet, spottet og latterliggjort af dine polemiske ytringer?
"Jo, hvis de skulle have ret i, at substansen er forkert. Det afgørende er, at man ikke fordrejer kendsgerningerne. Man kan f.eks. ikke hævde, at alle Dansk Folkepartis vælgere er racister, ligesom man ikke kan hævde, at alle religiøse mennesker er intolerante. Hver gang vi møder en grov generalisering, må vi stoppe op og afsløre den som den løgn, den er".
"Det betyder ikke, at vi skal undvige en åben debat om kontroversielle spørgsmål, men derimod at vi skal forholde os til den konkrete virkelighed, både sagligt og skarpt. Og dermed insisterer jeg faktisk netop på den udslagsgivende del af vores egen vesteuropæiske kulturarv fra renæssancen og oplysningstiden: humanismen, tolerancen og det pluralistiske og individualistiske kultur- og menneskesyn. Anskuelser, som befordrer mangfoldighed og retssikkerhed, ikke totalitarisme, egoisme og ensretning. Det er en unik europæisk kulturarv i modsætning til meget af det dominerende religiøse tankesæt i dagens Europa. Det gør det selvfølgelig ikke til en kvalitet i sig selv, men i disse tider, hvor kulturarv hævdes at betyde så meget, er det væsentligt at fastslå, at de multikulturelle udfordringer slet ikke er så uoverstigelige endda, og at forudsætningerne for at løse dem faktisk allerede er en del af vores egen kulturarv".
Lars Trier Mogensen interviewer Rune Engelbreth Larsen
Politiken Bøger, 20. juni 2009
