Muhammedtegninger

Af Tøger Seidenfaden og Rune Engelbreth Larsen

I sin anmeldelse af vores bog, 'Karikaturkrisen - en undersøgelse af baggrund og ansvar', skriver Bent Winther den 15.6. bl.a., at vi stirrer os "blind på ambassadør-mødet som altoverskyggende forklaringsfaktor og bruger endog de mellemøstlige ambassadørers egne stærkt farvede, interessebaserede udsagn som sandheder".

For det første fremdrager vi talrige faktorer, herunder en lang række diplomatiske henvendelser (breve og møder) ved siden af ambassadørbrevet og det udeblevne møde, for sagen er jo, at Anders Fogh Ramussen bevidst fravælger ikke én, men en række diplomatiske chancer for at standse krisen i løbet af oktober, november og december. For det andet går Winther her fejl af vores brug af ambassadørernes egne udsagn om deres brevs indhold og deres intentioner i det hele taget.

Ambassadørerne kan rigtig nok aldrig blive sandhedsvidner til sagens årsager, men de er selvfølgelig de bedste kilder, når det handler om, hvilke intentioner de rent faktisk giver udtryk for under forløbet. Giver de udtryk for, at de vil indskrænke ytringsfriheden, eller giver de udtryk for det modsatte? De giver udtryk for det modsatte i deres præciseringer af deres hensigter.

Lyver de? Det ved vi ikke, men det er jo irrelevant i DEN sammenhæng, for det, som det handler om her, er, hvilket diplomatisk manøvrerum den danske regering havde - og i dét spil kan man selvfølgelig tage folk på ordet. Hvis ambassadørerne siger, at de blot kræver en holdningstilkendegivelse fra regeringens side, ikke en indskrænkning af ytringsfriheden, så er det altså muligt at føre diplomati på dét grundlag. Pointen er, at ikke alene afviser Fogh dette, han skyder dem de værst tænkelige motiver i skoene.

Endelig medgiver Winther, at danske muslimers ansvar for eskaleringen generelt er blevet overdrevet i pressen, men at de trods alt har medvirket til et skævt billede af Danmark: "Løgne og fordrejninger har været spredt til det meste af verden - spørg blot i Udenrigsministeriet, som har brugt uanede kræfter på at tilbagevise falske påstande om Danmark, som har fået tusinder af vrede muslimer på gaderne."

Det pudsige er, at denne dimension gennemgås og dokumenteres grundigt i vores bog, hvor Winter har overset, at vi nøje efterprøver resultatet af Udenrigsministeriets "uanede kræfter" i forhold til at korrigere misopfattelser i Mellemøsten - en proces, hvorunder ministeriet faktisk gør sig skyldig i flere eksempler på dokumenterbar misinformation af mere graverende karakter end den, der er blevet tilskrevet imamerne (s. 170-179). Læs og døm selv.

Tøger Seidenfaden og Rune Engelbreth Larsen
Information, 20.6.2006

NOTE: Alle indlæg af Seidenfaden & Engelbreth i kølvandet på debatten om bogen:

> WEEKENDAVISEN: JP gavner terror - replik til Hanna Ziadeh
> JYLLANDS-POSTEN: Hans Hauges partsindlæg
> INFORMATION: Muhammedtegninger
> KRISTELIGT DAGBLAD: Bekvemme syndebukke
> FYENS STIFTSTIDENDE: Undersøgelse/partsindlæg?
> RANDERS AMTSAVIS: Læs dokumentationen først
> WEEKENDAVISEN BØGER: Propaganda/ytringsfrihed?

APROPOS - kommentarer af REL:

> REL: Humanisme af værste skuffe?
> REL: Er alt »lige godt«?