Louise Frevert kontra Dansk Folkeparti

Af Rune Engelbreth Larsen

Louise Freverts skærmydsler med Dansk Folkeparti begyndte i efteråret 2005 med offentliggørelsen af en række racistiske artikler på hendes hjemmeside. Her blev muslimer omtalt som »kræftbylder«, og småkriminelle indvandrere blev foreslået deporteret til russiske fængsler, når man nu ikke kunne »slå dem ihjel«.

Citater fra hjemmesiden og bogen Kort og godt (2004), som hun i lighed med hjemmesideartiklerne først forsvarede og indestod for at være forfatter til, men siden pure benægtede at have skrevet, findes her: Frevert & Talleruphuus.

Hele sagen er endvidere oprullet i undertegnedes bog, Louise Frevert-sagen - dokumentation af Dansk Folkepartis dobbeltspil (2005) - en kortere gennemgang af forløbet findes her: Sagen om Louise Frevert.

Nu har hun imidlertid brudt kategorisk med sit parti, der støttede hendes usammenhængende og selvmodsigende forklaringer i 2005, men som ifølge Frevert lige siden har frosset hende ud.

Skal man tro hendes erindringsbog, Grib chancen (2007) er det imidlertid kun udtryk for et generelt miserabelt forhold i Dansk Folkepartis folketingsgruppe under ledelse af en tyrannisk Pia Kjærsgaard.

I et interview i Berlingske Tidende den 9. maj 2007 udstiller hun skånselsløst sin egen version af en partikultur, der er kendetegnet af politisk og medmenneskelig kynisme. Her hedder det bl.a.:

Louise Frevert, tidl. MF for Dansk Folkeparti
- udmeldt af partiet den 8. maj 2007

»Vi har aldrig haft en afstemning i folketingsgruppen.«

»Det er et familieforetagende. Det er kusiner og andre nærtstående familiemedlemmer. Søren Espersen vil gerne have sin kusine fra Nordjylland ind. Sød, smilende pige. Og Søren Krarup har også noget familie, der skal stilles op nede i hans valgområde. Så er der Carl Christian Ebbesen - organisatorisk næstformand - som har en ven, der selvfølgelig skal opstilles. Så det er en stor gang familie og venner.«

»Man designer det meste for at fange vælgerne, og det synes jeg er lige i overkanten. Pludselig fik Thulesen Dahl en ide om, at vi skulle gøre noget for førtidspensionisterne og begrundelsen: Det er der stemmer i.«

»Pia Kjærsgaard kan uden videre gå forbi dig på gangen uden at hilse, og det selv om jeg jo fylder godt. Hun går bare forbi. Hun er næsten altid sur. Tænk, altid at være så sur. Hun sætter sådan en uhhhhhh-stemning. Så kan hun smile lidt til de andre i ledelsen, mens hun ser halvmuggent på os andre. Bare, at man som medlem af partiet er i live, er en stor ting.«

»De store fester, hvor vi står og griner, det er i virkeligheden noget, som medlemmerne bare skal have overstået. Man er nødt til at give køb på sit eget selvværd, og det er slut for mit vedkommende.«

Hun tager også skarpt afstand fra sin forhenværende partifælle, Søren Krarup. Som lesbisk er hun selv blevet konfronteret med hans politisk nedladende udmeldinger om homoseksuelle, senest i april 2007: »Homoseksuelle er handikappede, fordi de ikke kan opfylde betingelserne for et ægteskab og skabe en familie. Derfor kan de heller ikke forlange at blive ligestillet på det område.« (Nyhedsavisen, 26.4.2007).

Og det er kun ét af en række af udfald fra Krarups side, jf. pressemeddelelsen: Krarups forsvar for AIDS som Guds straf og tvangsregistrering af homoseksuelle.

I et interview til B.T. hedder det bl.a.: »Sådan en som Søren Krarup skulle aldrig have haft lov til at blive medlem af partiet. Jeg vil ikke være i et parti med hans holdninger. Hans seneste udtalelse om, at bøsser er handikappede, er bare for langt ude.« (Citeret efter Politiken, 9.5.2007).

Det er vanskeligt ikke at bemærke, hvor let det tilsyneladende er at erkende følgerne af dæmoniserende retorik, når det rammer hende selv, hvilket imidlertid aldrig har lagt bånd på Freverts egne stærkt, negativt generaliserende og propagandistiske udtalelser om muslimer - og ikke kun i de famøse hjemmesideartikler, som hun ikke længere vil stå ved, men også i den offentlige debat i øvrigt: Louise Frevert-citater.

Skal man dømme efter Freverts seneste udtalelser, bliver det i alle tilfælde en stor lettelse for hende at forlade Dansk Folkeparti, som hun har siddet i Borgerrepræsentationen og Folketinget for siden henholdsvis 1999 og 2001.

Hendes historiske aftryk på dansk politik er ifølge hende selv at have flytte Rigsarkivet: »Jeg kommer til at savne mit samarbejde med kulturminister Brian Mikkelsen (K). Jeg fik flyttet Rigsarkivet fra Odense og tilbage til København. Noget der vil gå over i historien.« (Berlingske Tidende, 9.5.2007).

Det forekommer lige så virkelighedsfornægtende som hendes forklaringsforløb i efteråret 2005. Et forløb, der utvivlsomt vil blive stående som en slagskygge over hendes politiske karriere for altid og med langt større sandsynlighed skrive sig ind i den politiske danmarkshistorie - end hin stordåd at flytte Rigsarkivet.

Rune Engelbreth Larsen
9. maj, 2007