Nyt under solen
Af Rune Engelbreth Larsen 
Det er altid underfundigt, at to øjne kan se absolut modsat på det samme. I
Marcus Rubins anmeldelse af min bog,
Terrormyten og det amerikanske imperium (Politiken 9.9.), hedder det, at bogen er »meget rodet og ikke særlig vellykket« og en »vag og lidt ufokuseret aftapning«. I
Jørgen Steen Nielsens anmeldelse af samme bog samme dag i Information hedder det, at bogen er skrevet med »stor præcision og imponerende indsigt«, »nuanceret og begavet« og bl.a. indeholder en »tankevækkende analyse« af Samuel P. Huntington og Francis Fukuyama.
Det er naturligvis ikke underligt, at en bog, der slår ned i et politisk minefelt deler vandene, men helt ude i skoven er Rubins tilbagevendende hovedpåstand: At sultedøden, der rammer 16.400 børn om dagen, og andre emner, der tages op, ikke har noget med ”terrormyten” at gøre, og at der i øvrigt intet nyt kommer for dagen i bogen.
Mig bekendt er det den første bog på dansk, der analyserer Roadmap to peace, analyserer hele forløbet op til, under og umiddelbart efter Irak-krigen, dokumenterer overdrivelsen af den globale terrortrussel i detalje og en lang række andre forhold, som jeg næppe kan få spalteplads til at opremse her. Rubins påstand er med andre ord aldeles usand. For det andet hedder bogen altså ikke blot »terrormyten«, men netop »Terrormyten og det amerikanske imperium«, og det indebærer i høj grad en forbindelse til en skæv verdensorden, hvor 16.400 børn dør om dagen. Hver evig eneste dag, uge efter uge, måned efter måned. Om Rubin kan lide det eller ej, er det relevant at sætte i relief i forhold til dødstallet 11. september. Ikke fordi det ene dødstal betinger det andet, men fordi det fortæller en hel del om en uhyggeligt skæv prioritering af de globale problemer.
Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 13.9.2003
