Én af de knap 100 personer, der figurerer i en dokumentarisk citatsamling med forskellige typer indvandrerfjendtlig polemik eller decideret propaganda, der har karakteriseret integrations- og indvandrerdebatten. Spændvidden er altså stor, ikke mindst af hensyn til den dokumentariske værdi: Fra stærkt negative generaliseringer og stigmatiserende fordomsfuldhed i den ene ende af skalaen til racistisk retorik i den anden - samt relevante udsagn i relation hertil. Et samlet dokument med alle citater findes her.
Dansk Folkeparti, MF (2001-), tidl. medlem af DDF (1987-2002), redaktør af Tidehverv, sognepræst i Seem (1965-2005)
Efter at Dansk Folkeparti i begyndelsen af maj 2008 lancerede en række annoncer, der fremstillede en kvindelig dansk dommer iført niqab (ofte upræcist kaldt 'burka'), genopblussede diskussionen om et tørklædeforbud eller ej i danske domstole (og andre steder). Birthe Rønn Hornbech argumenterede i en kronik for, at domstolene selv kunne bestemme, om tørklæder skulle være tilladt eller ej, og kaldte ved samme lejlighed Dansk Folkeparti for »fanatiske antimuslimer«, hvilket partiets gruppeformand Kristian Thulesen Dahl delvist bekræftede: »På mange stræk er vi antimuslimer.« (Ritzau, 14.5.2008). Siden afviste MF Jesper Langballe formuleringen og udtalte i stedet: »Det er et vulgært skældsord, som ikke hører nogen steder henne. Vi er ikke fanatiske. Det er upræcist at sige, at vi er antimuslimske, da vi ikke er modstandere af en bestemt befolkningsgruppe. Vi er modstandere af en totalitær tankegang og en sharialov, som har afskyelige konsekvenser. (...) Antiislamisk betyder, at man er ubetinget modstander af den religion og politiske ideologi, som hedder islam.« (Ritzau, 15.5.2008). Søren Espersen afviste det tillige som »en forrykt idé,« at partiet skulle have noget imod muslimer (JP.dk, 16.5.2008), efter at Thulesen Dahl også selv havde trukket i land i en pressemeddelelse: »Dansk Folkeparti har ikke ændret hverken politik eller retorik på området, og vi har helt uændret heller intet imod muslimer. Jeg erkender dog, at antimuslimsk kan forstås sådan, at vi har noget imod enkelte muslimer. Og det er absolut ikke tilfældet.« (15.5.2008). Ikke desto mindre udtalte hans partifælle, Søren Krarup nedenstående til Jyllands-Posten: |
»Er det ikke fantastisk, at et kristent menneske siger, at det at være imod islam skulle være noget forkert. Hvis ikke det er det, hun selv er, så er hun da mildest talt en afsporet kristen. Hvad står der i den første artikel i vores lutherske bekendelse. Der står, at muslimerne er kættere, som man som kristen skal vende sig imod.« (JP.dk, 14.5.2008).
»De 'vantro' - dvs. os danskere - har ifølge Koranen ikke ret til at leve side om side med muslimer. De 'vantro' - dvs. os danskere - skal bekæmpes skånselsløst, og vores stilling dér, hvor islam bestemmer, skal være som dhimmier - dvs. andenrangsborgere og undermennesker, der ikke har rettigheder eller ret på linie med muslimer. Undertrykkelse, lovløshed, forfølgelse - dette er danskernes situation, hvor Koranen skriver dagsordenen. Kan vi give dansk indfødsret til mennesker, der går ind for Koranens synspunkter? Kan vi acceptere at gøre mennesker til danske statsborgere, der foragter danskerne så dybt og hvis hellige bog giver muslimer befaling om at dræbe eller undertrykke os ? Er dette i overensstemmelse med grundloven og lov om dansk indfødsret?
Er der andet svar end nej?« (Berlingske Tidende, 29.4.2008).
»Det kan godt være, at det lyder krænkende, men islam er et totalitært regime, der har tusindvis af menneskeliv på samvittigheden. Tørklædet er et symbol på dette regime og Koranen kan udmærket sammenlignes med Hitlers 'Mein Kampf'.« (Folketingssalen, 23.4.2007).
»Islam er ikke en religion, men et totalitært system, af samme art som de totalitære systemer i det 20. århundrede – kommunisme og nazisme.« (Nyhedsavisen, 20.4.2007).
»Vi står med islam over for en dødelig trussel mod Vesten.« (Nyhedsavisen, 20.4.2007).
»For så vidt som man siger, at hagekorset er symbolet på nazismen, så er det jo altså af samme art som islams tørklæde.« (Politiken.dk, 18.4.2007).
»Hvad er nemlig forskellen på kristendom og islam? Det er forskellen på tro og tyranni. Eller det er forskellen på den korsfæstede Kristus og den magtgale Muhammed. Derfor er det forskellen på ham, der siger, at 'mit rige er ikke af denne verden', og ham, der vil erobre hele verden i Allahs navn. I det første tilfælde udbredes kristendommen ved ordet. I det andet tilfælde udbredes islam ved sværdet. Det er forskellen på kristendom og islam, og denne forskel strækker sig igennem 1400 års historie.« (Jyllands-Posten, 23.2.2006).
»Denne strid om ytringsfrihed er i sidste instans en krig mellem kristenheden og islam, hvor islam møder frem med sin hellige lov og sine hellige krav til os, der som kristne mennesker ikke anerkender nogen hellighed i det verdslige. Vi retter os efter grundloven, ikke efter koranen eller sharia. Vi tror på Kristus, ikke på Muhammed, og derfor må og skal vi sige et klart nej til alle islamiske krav om, at vi i et kristent land skal bøje loven for at tækkes islam. Vi er stillet i en modstandskamp, der måske er dybere og mere indgribende end under den tyske besættelse, for det, vi gør modstand imod, er slet og ret en udslettelse af den danske frihed, det danske folkestyre, den danske kultur.« (Jydske Vestkysten, 5.2.2006).
»Islam har i 1400 år søgt at erobre og undertvinge den europæiske kristenhed, og det nye stormløb, der er sat ind med den islamiske revolution i Iran i 1979, er kun en fortsættelse af det, der skete efter Muhammeds død i 632, hvor alle de gamle kristne kernelande i Lilleasien og Nordafrika blev erobret af de arabiske hære, som derefter søgte at erobre Europa og først blev stoppet i slaget ved Poitiers i 732, dybt inde i Frankrig, og hvor siden tyrkerne eller osmannerne fortsatte stormløbet og i flere omgange var lige ved at erobre Wien og trænge ind i Mellemeuropa. Vi kender det. Vi er i en standende strid med islam. Det er vores frihed og for så vidt vores sjæl, islam vil erobre. Og enhver tro på, at 'dialogen' kan skabe fred og fordragelighed, er kun et andet ord for uvidenhed og naivitet. For vi kan ikke snakke os uden om modsætningen mellem kristenheden og islam. Her er det et enten-eller.« (Jydske Vestkysten, 5.2.2006).
»Vi sidder med 50 ansøgninger om dispensation [for kravene til indfødsret] hver uge, hvoraf 35-40 er fra folk, der ikke har kunnet klare at lære dansk, fordi de lider af PTSD [posttraumatisk stresssyndrom efter tortur eller krig] - det er vi trætte af. PTSD er noget, psykologer og læger rask væk skriver, og det hænger mig ud af halsen med sådan en sludder for en sladder, hvor man svindler sig igennem.« (Politiken, 9.12.2005).
»Det, der gør det så forbistret vanskeligt at tale om revselsesret i dag, er, at vi er blevet oversvømmet af en kultur, for hvilken vold - mandens hellige ret til at banke sin kone og børn gule og blå - er naturligt. Og det vil sige, at den danske tradition for revselsesret er blevet mere eller mindre kompromitteret af en muslimsk tradition, der er ganske anderledes.« (Politiken, 13.11.2005).
»Problemet er, at landet ulykkeligvis er blevet overfyldt med muslimsk, såkaldt kultur, og i islam er det jo mandens ret at slå sine børn og sin kone gule og blå. Den form for vold de udøver er jo af en sadistisk og brutal karakter. Derfor kan vi ikke genindføre loven, og derfor er det vigtigt, at vi må have dem til at skrive under på det.« (Politiken, 5.11.2005).
»... store dele af folkeskolen i København er domineret af indvandrerbørn, som ikke blot terrroriserer skolernes dagligdag, men som også trækker ethvert fagligt niveau ned, fordi de ikke taler dansk og ikke er interesserede i at kunne det.« (Tidehverv, 2005; s. 117f)
»Hvor kristendommen hersker, der har sagen at gøre med kærlighed til de ting, man har kær. Hvor islam hersker, er det derimod den højere selvretfærdighed, der rent logisk ender ud i et alt-ædende had og en uhyggelig trang til at udrydde andre mennesker.« (Berlingske Tidende, 2.2.2005).
På spørgsmålet om, hvorvidt »man først er en fuldbyrdet del af den danske kultur, hvis man er kristen«, svarer Søren Krarup: »Ja, det kan man godt sige.« (Berlingske Tidende, 14.1.2004).
»Det er fuldstændig rigtigt, at man godt kan sammenligne islam med kommunismens og nazismens pest. Islam er en ny totalitær pest over Europa.« (B.T., 23.3.2002).
»Noget andet helt afgørende er, at vi skal begynde at diskriminere, når vi modtager flygtninge. Det vil sige forskelsbehandle. Det er fuldstændig vanvittigt, at folk fra Somalia, Sri Lanka og det Fjerne Østen skal kunne kalde sig flygtninge i Danmark. Det er jo ensbetydende med, at enhver mulighed for integration er sat ud af kraft. Så selvfølgelig skal vi diskriminere.« (Berlingske Tidende, 16.11.2001).
»Jeg betragter Dansk Folkeparti som en modstandsbevægelse, hvor jeg kan aftjene min nationale værnepligt mod det landsforræderi, som vi ser fra folketingspolitikerne. De lukker hvert år tusindvis af nye flygtninge og indvandrere ind i vores land, samtidig med at bander af unge indvandrere hærger og terroriserer danskerne, og på den måde er de i gang med fuldstændig at afmontere vores land.« (Jyllands-Posten, 21.10.2000).
»Hvis man i et kristent land fortsætter med at tillade opbygning af muhamedanske menigheder, så ender vi med uendelige konflikter, der kan ende med borgerkrig. Vi har været feje og usle, fordi vi har dyrket menneskerettighederne.« (Kristeligt Dagblad, 5.7.2001).
»Menneskerettighederne er nutidens grundløgn, vor tids afgudsdyrkelse, som ikke blot forkynder en afgud - det autonome og (selv)retfærdige menneske som gud -, men som derfor også forfalsker den menneskelige og folkelige situation i verden. Den dæmoniske lovretfærdighed. Den principielle farisæisme, der foragter toldernes og syndernes virkelighed og som derfor lægger deres hjem og deres land åbent for ødelæggelse. Menneskerettighederne er virkelig vor tids fordærvsmagt, djævelen i skikkelse af en humanitær lysengel, forfalskningen og sammenblandingen af Gud og menneske, himmel og jord.« (Tidehverv, 2000, 74. årg., s. 22).
Om Pia Kjærsgaard: »... sit undertrykte og kujonerede folks talsmand i dets folkelige eksistenskamp, der minder kun alt for meget om sønderjydernes under fremmedherredømmet«. (Ekstra Bladet, 2.4.1998).
»Ingen tør tænke frit og tale højt. Således har de ’humanitære’ snyltere fået deres vilje. Senest
demonstreret i sagen om den arme politiassistent Uffe Larsen, der kom til at træde en tamilsk asylansøger over tæerne, hvorved han fik Røde Kors til modstander. Det ’humanitære’ Røde Kors! Det åh så godgørende Røde Kors! Ja, som har forfulgt en isoleret dansk politimand og fået ham jaget ud af sin stilling (...) Jeg vil opfordre alle til at afvise og sabotere dette foretagende efter denne fremfærd.« (Ekstra Bladet, 4.1.1997).
»Der er tale om et principielt forhold, som man må gøre sig klart, og der er med oprettelsen af 'Nævn for etnisk ligestilling' begået et attentat mod det danske folks stilling i dets eget land, som har vidtrækkende konsekvenser.« (Ekstra Bladet, 6.4.1994).
»Kristendommen er forkyndelse af sandheden, men sandheden kan der ikke stemmes om. Den kan kun adlydes.« (Dansk kultur 1993, s. 77).
»Vi står utvivlsomt over for en periode med voldsomme og dramatiske begivenheder. Dette skændige forsøg på at voldtage det danske folk i dets eget hjem må og skal føre til en modstandskamp, hvor vi i troskab mod hele vores historie sætter os til modværge mod Danmarks undergang som dansk land.«
(Tidehverv nr. 3, 1992).
»Den Danske Forenings mest uforsagte mødedeltagere er ældre, svagelige kvinder, hvem intet kan skræmme. ’Tanter’ kaldes de hånende af de yngre journalister, der gemmer sig i voldsmændenes rækker. At være tante må ende med at blive en hædersbetegnelse på samme måde som ordet ’racist’ er ved at være betegnelse for et hæderligt, modigt menneske ...«
(Danskeren, nr. 3, 1989).
»Tab kun ikke modet, kære danskere, for der er slet ikke grund til det! Tingene går nu i den rigtige retning. Jeg har hele tiden sammenlignet oprøret mod indvandrerpolitikken og Dansk Flygtningehjælp med modstandsbevægelsen under besættelsen, og i dette perspektiv er vi nu ved at nærme os 29. august 1943.« (Danskeren nr. 2, 1988).
»Hvad Dansk Flygtningehjælp har forårsaget af ulykker i fremtidens Danmark, kan vanskeligt gøres op og skal ikke blive glemt. Er København en dansk by om 50 år? Kan danskerne fortsætte med at være et folk, når sprog, historie og religion ikke længere er fælles? Er det en skæbne som Libanons, der venter os – hærget af krige mellem uforenelige minoritetsgrupper?« (Annonce i Jyllands-Posten, 21.9.1986).