Exit Morten Messerschmidt

Af Rune Engelbreth Larsen

Morten Messerschmidt: tidl. MF for Dansk Folkeparti - løsgænger siden den 29. april 2007

Morten Messerschmidt har måttet melde sig ud af sit parti og blive løsgænger, fordi han stærkt beruset heilede og angiveligt sang nazisange på restaurant Grøften ved Tivolis åbning. Sådan røg én af partiets hårdeste propagandister, men vel også partiets mest profilerede ungdomshåb så at sige for »egen hånd«.

Og Berlingske Tidende kan gnide salt i såret ved at tilføje: »Han har ikke bare sunget nazisange og hyldet Hitler i en ordentlig brandert i Tivoli. For en måned siden instruerede Morten Messerschmidt i at heile på baren Toga Vinstue og kaldte et Venstre-medlem en 'korrupt neger'.« (Berlingske Tidende, 30.4.2007).

I B.T.s leder hedder det ligefrem, at Messerschmidt »heilede sig ud af Dansk Folkeparti« (B.T., 30.4.2007).

Det er den foreløbige kulmination på et par begivenhedsrige uger for regeringens støtteparti. Det hele begyndte som bekendt med, at Asmaa Abdol-Hamid blev valgt som folketingskandidat for Enhedslisten og bedyrede, at hun ville beholde sig hovedtørklæde på, hvis hun til sin tid også skulle ende som folketingsmedlem (læs: Asmaa Abdol-Hamid og tørklædet - igen).

Dansk Folkepartis Hans Kristian Skibby protesterede voldsomt herover, og siden fulgte hans partifælle, Søren Krarup trop ved at sammenlignede det muslimske hovedtørklæde med det nazistiske hagekors.

Knap havde Krarup åbnet ballet, før Morten Messerschmidt og Mogens Camre gik i retorisk selvsving - Messerschmidt kaldte alle muslimer for »tabere«, og om Asmaa Abdol-Hamid bedyrede Camre: »Det er en syg idé og helt naturstridigt, at en fundamentalist med tørklæde skal være medlem af vores demokratiske parlament. Hun trænger til psykiatrisk behandling. Man må jo behandle den slags mennesker. Det er nogle hjernevaskede små stakler, som går med tørklæder. Skik følge eller land fly, så simpelt er det. Jo før hun rejser, jo bedre.« (Nyhedsavisen, 20.4.2007).

Camre og Krarup måtte på hver sin måde trække lidt tvetydigt i land, da Pia Kjærsgaard hen ad vejen begyndte at tale med store bogstaver over for de tre folketingsmedlemmer. Til gengæld begyndte så især Socialdemokraternes partileder, Helle Thorning-Schmidt, forfatteren Bente Hansen, det radikale medlem af Borgerrepræsentationen, Manu Sareen og en lang række SF'ere at tage over i en tiltagende stigmatisering af Asmaa Abdol-Hamid, der blev udsat for pressens krydsforhør (jf. Pressens gabestok er værre end Krarups; Venstrefløjens hyklere; Asmaa Abdol-Hamid tirrer på begge fløje.).

Takket være først og fremmest Helle Thorning-Schmidt og SF var et trængt Dansk Folkeparti derved tæt på at slippe smertefrit ud af balladen og vende det hele til en politisk sejr.

I sin ugentlige klumme opsummerede Tøger Seidenfaden træffende udgangspunktet for tørklæde-diskussionen og oppositionslederens klodsede udmeldinger:

Men det helt absurde i hele denne debat viser sig, når man erindrer, hvad konsekvensen ville være, hvis man trods alle indvendinger rent faktisk betragtede tørklædet som et symbol på linje med hagekorset. For hvad var det lige, hele Folketinget og hele pressen var enige om herhjemme, da det tyske EU-formandskab for nylig luftede ideen om et forbud mod hagekors i det offentlige rum? Jo, dengang var alle enige om, at et forbud mod hagekorset ville være en indkrænkning af ytringsfriheden og i strid med danske frihedstraditioner.

Sagt på en anden måde: Dansk Folkepartis linje i denne sag giver kun mening, hvis man betragter islamiske tørklæder som langt værre end hagekors - så forfærdelige faktisk, at det skulle begrunde en indskrænkning af den ytringsfrihed, der som bekendt ikke kan sættes 'men' efter. Så langt ud er de kommet.

Og netop den debat valgte Helle Thorning-Schmidt at gå ind i, da der ellers var ved at være bred enighed om at tage afstand fra Søren Krarup, Mogens Camre og kompagni. Hun fandt det relevant at bidrage med en af sine ellers sjældne politiske markeringer og betro os, hvor stort et personligt ubehag hun selv føler ved tørklæder i det offentlige rum.

Hvis anledningen havde været, at hun støttede en ung muslim, der havde smidt tørklædet og var blevet mobbet for det, havde jeg været den første til at glæde mig over hendes solidaritet. Men at gøre det i anledning af Krarups fanatisme og i anledning af en ung muslimsk kvinde, der - uanset hvad man i øvrigt mener om hende - helt åbenlyst selv har valgt at have tørklædet på ... Ja, det er meget svært at opfatte som andet end politisk plat og stemmefiskeri på overdrevet. At det samtidig rent taktisk var en håndsrækning til regeringens støtteparti, der ellers var i modvind, gør det til et politisk fejlskud af de mere pinagtige.

Det var så oppositionslederens bidrag.

Stakkels Danmark.

Tøger Seidenfaden
Politiken, 29.4.2007

Men når Thorning-Schmidts og SF's groteske fremfærd i hele denne sag trods alt ikke forhindrede fokus i at forsvinde fuldstændig fra Dansk Folkepartis stormvejr, var det bestemt ikke oppositionens fortjeneste, men skyldtes derimod Søren Krarup. Denne garvede Tidehvervsmand blev pludselig konfronteret med sin egen holdning til homoseksuelle, som han kaldte for handikappede, mens han nægtede at afsværge dødsstraf som absolut holdning.

Altså nøjagtig dét, som ikke mindst Dansk Folkeparti selv havde travlt med at skyde Asmaa Abdol-Hamid i skoene.

Dermed måtte partileder Pia Kjærsgaard tage kraftig afstand fra Krarups udtalelser og en række andre udtalelser i en turbulent periode - og hendes historiske beklagelse kunne således læses på Dansk Folkepartis hjemmeside i slutningen af april: »Jeg synes, det er noget møg. Jeg har fortalt MF'erne, at det er uacceptabelt. Det kan slet ikke gå. Jeg tager på det skarpeste afstand fra Krarups udtalelser om homoseksuelle og dødsstraf.«

Det blev en uge med endnu et nederlag til Dansk Folkeparti af den type, de fik med Louise Frevert-sagen i efteråret 2005 og igen efter de mange nazi-skandaler, ekslusioner og DFU's famøse Muhammed-tegningkonkurrence i 2006 (jf. Dansk Folkeparti under indre og ydre pres).

Det har ikke altid været så let at være Dansk Folkeparti, som det tilsyneladende var op til partiets ti-års-jubilæum, hvor Pia Kjærsgaard beroligende kunne udbryde: »Når man profilerer sig på indvandrerspørgsmålet, kan man godt tiltrække nogle typer, der har nogle ekstreme holdninger. Det har skullet stå klart, at hvis man kom med udtalelser, der er uacceptable, så blev man ekskluderet. Men det ser vi ikke i dag, at det popper op.« (Ritzau, 15.9.2005)

Siden er det for alvor poppet op - her og der og allevegne. Alligevel er det ganske bemærkelsesværdigt, at partiets forårs-ballade i 2007 begyndte med en sag, der ellers lå lige til højrebenet som ren rutine-forargelse fra Dansk Folkepartis side - en muslimsk folketingskandidat med hovedtørklæde.

Poul Nødgaard iført den traditionelle hovedbeklædning, ka(ske)lot ...
(Grafik: Raapil Unblogged)

I stedet mundede det ud i overgearet vildskab fra flere partimedlemmers side.

Af de mere kuriøse indslag var så Dansk Folkepartis Poul Nødgaard, der i TV2 måtte forklare, om det var lige så problematisk at være iført en jødisk kalot som et muslimsk hovedtørklæde i Folketinget:

TV2: Her ser vi et tidligere medlem af folketinget oven i købet en tidligere formand [Sofus Høgsbro] som bærer hovedbeklædning. Hvad synes du om det?

Poul Nødgaard: Jo sådan gjorde man måske dengang. Og jeg ved ikke hvad andet, end han bar den der, ja, det er jo nærmest ikke en hovedbeklædning sådan en kaskelot, eller hvad det hedder ...

Siden er Dansk Folkepartis folketingsgruppe så blevet decimeret fra 24 til 23 medlemmer. Mere på grund af dårlig damage-control fra Messerschmidts og partiets side end som følge af selve begivenhederne i Tivoli.

Ét var, at Messerschmidt heilede og angiveligt sang nazisange - han var tilsyneladende særdeles beruset og ville provokere den tidligere socialdemokratiske minister, Torben Lund. Og som en politisk provokation i fuldskab kunne han trods alt nok være sluppet ud af skandalen med sin politiske karriere nogenlunde intakt.

Men dér, hvor kæden hoppede af, var den afslørende skrupelløshed, hvormed han inddrog Torben Lund som ufrivilligt alibi for sin fremstilling og ligefrem omtalte socialdemokraten som sin »ven«, med hvem han »tit« laver »fis og ballade«.

Til B.T. udtalte han således: »Det var for at provokere Torben Lund. Han er venstreorienteret, og derfor laver vi tit fis med hinanden.« (B.T., 27.4.2007). I sin egen pressemeddelelse skrev han: »Jeg har overfor avisen beklaget, at jeg den pågældende aften i Tivoli var beruset og kom i højrøstet og useriøs diskussion med min ven Torben Lund i et festligt lag.« (28.4.2007).

Asmaa Abdol-Hamid, folketingskandidat (EL)

Messerschmidt spillede højt spil, afkrævede B.T. et dementi af hele historien og truede med en injuriesag, men Torben Lund lod sig ikke bruge som passiv medspiller: »Vi har ikke noget venskab med Morten Messerschmidt her i huset.« (B.T., 28.4.2007). Og han bakkede 100 procent op om B.T.s historie: »Jeg er slet ikke i tvivl om, at Morten Messerschmidt sang nazistiske sange i Tivoli. For det har jeg selv set og hørt.«

Messerschmidt var under voldsomt pres af sin partitop for at få sagen ud af verden, men det fortæller noget om hans desperation og manglende dømmekraft, hvis han virkelig havde forestillet sig, at han også kunne slippe afsted med løgnen om sit venskab med Torben Lund - oveni fuldemandsskandalen.

Summa summarum: Mens Messerschmidt røg ud af Dansk Folkeparti, blev Asmaa Abdol-Hamid trods hetzlignende udfald stemt ind på en syvendeplads blandt Enhedslistens folketingskandidater til det kommende folketingsvalg.

Asmaa Abdol-Hamid har dermed en pæn chance for at rykke ind på Christiansborg - når Messerschmidt rykker ud.

Sådan kan det altså også gå.

Rune Engelbreth Larsen
30. april, 2007